Som lille løb Stine Holtze Nielsen ind og gemte sig under sin seng, når hendes forældre holdt jagt i skoven udenfor deres hus. Hun var bange for de høje skud og stak fingrene i ørerne og blev liggende under sengen, til jagten var forbi. 18 år senere stillede hun op i skydning for Danmark til OL i London i 2012.
Den 24-årige fynbo mener selv, at det var storesøsterens valg om at gå til skydning, der gjorde, at hun som otteårig trodsede sin frygt og selv begyndte til skydning.
”Hun skulle da ikke tro, at jeg ikke turde, når hun gjorde,” som hun siger.
Det var en stolt lille Stine, der den dag kom hjem med sin første skydeskive. Og fra da af var det helt slut med at være skudræd.
Frem til teenageårene var skydning bare en hobby for Stine Holtze Nielsen. Men i 2008 begyndte hun på en idrætshøjskole, hvor hun fik skydning som hovedfag. Og her gik det op for både hende selv og dem omkring hende, at hun havde et særligt talent. Langsomt begyndte drømmen om OL at tage form. Da højskoleopholdet var ovre, sagde hun til sine forældre, at hun gerne ville skifte til en anden klub og have en personlig træner, så hun kunne blive god nok til at komme med til OL.
”Mit mål var at få mere erfaring. Jeg ville gerne ud og deltage i konkurrencer, og jeg ville rigtig gerne på landsholdet,” fortæller hun.
Hendes træner blev Axel Larsen, der havde stor erfaring med at træne unge skytter. Og han blev et vendepunkt for Stine Holtze Nielsen, både på det sportslige og personlige plan.
”På det tidspunkt havde jeg et meget voldsomt temperament, og det var rigtig dårligt for min skydning. Men Axel fik mine øjne op for, hvilken effekt det havde, når jeg tabte besindelsen, og han lærte mig at styre det,” siger hun.
Samtidig oplevede hun 100 procent opbakning fra træneren, uanset hvordan det gik. Og det opbyggede hendes selvtillid.
”Lige meget hvordan mit humør var, eller hvordan jeg skød, så bakkede han mig op. Og jeg kunne ringe til ham 24 timer i døgnet, hvis der var noget, jeg havde brug for at tale om. Det betød rigtig meget for mine resultater, at jeg lærte at slappe af i stedet for at køre mig selv op,” fortæller Stine Holtze Nielsen.
Vinder for træneren
Halvandet år efter hun var begyndt at træne med Axel Larsen, blev Stine Holtze Nielsen juniorverdensmester. Og to år senere kom hun med til OL i London, hvor hun blev nummer 9 i 10-meter riffel, og nr. 11 i 50-meter riffel.
”Det gik kun én vej, mens jeg trænede med Axel Larsen, og det var fremad. Nogle gange gik det lidt stærkt, men det var en fantastisk følelse,” fortæller hun.
Men ikke engang et år efter OL i London fik Stine Holtze Nielsen en chokerende meddelelse: Hendes træner havde kræft. Han døde i november samme år.
”Det var simpelthen så hårdt. Jeg vidste godt, hvor det bar henad, men jeg nægtede at se realiteterne i øjnene,” husker hun.
”Vi havde et meget tæt bånd, og han var nærmest som en bedstefar for mig, så det var ekstremt svært pludselig at skulle undvære ham. En uge efter han var død, skulle jeg til en meget vigtig VM-udtagelse, og det var forfærdeligt, at jeg ikke kunne ringe til ham eller spørge ham til råds,” siger Stine Holtze Nielsen.
Hendes far trådte til som træner i stedet. Han havde hele tiden været med på sidelinjen, og selv om han havde lært en masse af Axel Larsen, var det på ingen måder det samme.
”Jeg tænkte på Axel hele tiden, når jeg skød, og jeg manglede ham hele tiden. Både i forhold til at dele mine succeser med ham og spørge ham til råds, når jeg havde problemer,” siger Stine Holtze Nielsen. Hun er stadig ikke ovre trænerens død. Og hver gang hun vinder en medalje, dedikerer hun den til ham.
”Det var svært for mig at fokusere på at skyde uden samtidig at fokusere på ham. Og jeg er stadig ikke kommet mig helt ovenpå hans død. Jeg savner ham hver dag, og jeg deler altid mine glæder med ham. For det er i høj grad hans fortjeneste, at jeg er kommet hertil, hvor jeg er,” fortæller Stine Holtze.
”Jeg vinder stadig medaljerne til ære for ham. Og sådan tror jeg, det kommer til at være langt ud i fremtiden.”
Et år efter trænerens død blev Stine Holtze Nielsen selv ramt af alvorlig sygdom. En morgen blev hun pludselig følelsesløs i højre arm, og hendes hjerte bankede voldsomt, som om hun havde løbet meget stærkt eller var nervøs, og det trykkede for hendes bryst. Hun kaldte på sin mor, der var i rummet ved siden af, og sagde, at hun havde det skidt. Og mens hun talte med moderen, gav hendes højre ben efter, og hun sank sammen på gulvet.
”Min højre arm hang bare slapt nedad siden, og jeg havde problemer med at tale. Så jeg vidste godt, at den var gal,” husker hun.