Med bæredygtighed som overskrift satte PwC den 5. maj 2021 fokus på, hvordan man som virksomhed skaber tillid til den bæredygtige indsats. Det skete på en virtuel konference, hvor repræsentanter fra erhvervslivet og den politiske verden bl.a. slog fast, at udfordringer ved bæredygtighed med fordel kan vendes til muligheder.

Begrebet bæredygtighed har de seneste år bevæget sig fra at være for de få til at være for de fleste og er nu øverst på dagsordenen i de toneangivende virksom­heder – hos både direktion og ledelse. Mens bestyrel­serne begynder at spille en mere aktiv rolle i forhold til den bæredygtige indsats, bør næste skridt være at standardisere måden, hvorpå virksomhederne måler deres bæredygtige frem­drift, for at sikre troværdighed og et fælles sprog om bæredygtig­hed. Sådan lød nogle af pointerne fra Sustainability Konferen­cen, som PwC afholdt virtuelt den 5. maj 2021. Her blev der både fra erhvervslivets og politisk side debatteret, hvordan erhvervs­livet yder sit bidrag til et bedre klima og opnår den ønskede tillid fra omverdenen.

“Troværdigheden til os starter med tre ting: Først, at vi skaber klarhed over, hvordan vi i vores virksomhed integrerer bæredyg­tighed i både strategi, drift og formål. Dernæst gælder det om at skabe orden i penalhuset i forhold til at dokumentere måden, vi arbejder med denne dagsorden på, rapporterer om vores re­sultater, og sikrer, at datagrundlaget er i orden. Sådan må det være, hvis vi skal undgå, at bæredygtighed ikke bare bliver histo­riefortælling, men noget, vi skal tage alvorligt,” lød det fra Mads Nipper, CEO i Ørsted.

Også for tidligere CEO for UN Global Compact og internatio­nalt, professionelt bestyrelsesmedlem Lise Kingo er ambitiøse klimamål og en stærk integration af bæredygtighed i virksom­heden det, der skaber tilliden. Med andre ord skal bæredygtig­hed være en naturlig del af driften, ligesom alle skal kunne følge med i, om virksomheden holder sine løfter:

“Det bedste, man kan gøre, er at bygge sin indsats op om­kring nogle internationale principper og standarder, som er aner­kendt. Fx kan man tage udgangspunkt i UN Global Compacts 10 principper og ydermere vælge nogle af FN’s 17 verdensmål, som man vil leve op til. Og for at vise, at man faktisk praktiserer, hvad man siger, bør man bruge nogle af de godkendte standarder og protokoller, der findes.”

Behov for global standard

At netop måling og kontrol af de bæredygtige indsatser lige nu fylder meget i debatten, afspejlede sig også på konferencen. Her præsenterede PwC resultaterne fra en analyse, gennemført i samarbejde med tænketanken Axcelfuture, som stiller skarpt på C25-­virksomhedernes klimamål og rapporteringen af disse. Overordnet viser analysen, at de fleste C25­virksomheder alle­rede er langt i deres klimarapportering. Således rapporterer 92 procent både på deres scope 1­ og 2­udledninger, som hand­ler om el­ og varmeforbrug, mens 79 procent også rapporterer på scope 3, der handler om det, der sker andre steder i værdi­kæden, navnlig blandt leverandørerne.

Selvom de fleste på denne måde er langt i deres rapporte­ring, er der dog problemer med gennemsigtigheden, idet sel­skaberne bruger forskellige metoder til at opgøre fx deres ud­ledninger.

Analysen viser, at en tredjedel alene benytter sig af SBT – Science Based Targets – der forholder sig til, hvad verdens l edere blev enige om i Parisaftalen med målet om at maksimere den globale opvarmning til en temperaturstigning på under halv­anden grad. De resterende 46 procent bruger GHG-­protokollen, der dækker rapportering af de seks drivhusgasser.

“Det er afgørende, at virksomheder i højere grad benyt­ter sig af SBT­-godkendte klimamål, da klimaaftryk i stigende grad bliver en konkurrenceparameter for at kunne tiltrække arbejdskraft og kapital, ligesom det på sigt får stor indflydelse på eksempelvis afgiftsbetalinger. De forskellige metoder, der benyttes i dag, betyder, at det kan være svært at påvise over for sine stakeholders, hvad man gør på klimaagendaen, og hvordan man adskiller sig fra konkurrenterne, da der mangler sammenlignelighed,” siger Susanne Stormer, partner og leder af Sustainability i PwC, i sin præsentation af analysen. Hun fremhævede som en positiv udvikling, at der både i EU og in­ternationalt arbejdes intenst på at etablere en fælles standard for rapportering.

Bestyrelserne skal spille en mere aktiv rolle

Flere pegede i debatten på faren for et rapporteringshelvede, som det blev sagt, efterhånden som krav, love og reguleringer bliver større og mere dominerende. Derfor er det afgørende at se rapportering som en mulighed frem for en udfordring, lød det fra Annemarie Meisling, der er Senior Director med ansvar for Corporate Affairs, Chr. Hansen:

“Risikoen for, at det bliver rapportering for rapporteringens skyld, er der jo, ligesom risikoen for, at den bare lægges hen til en enkelt chef og revisionshuset, og så klarer de lige det. Så når man nu skal rapportere mere, kan man lige så godt gøre det på en måde, der er værdiskabende. Hold dig for øje, hvem det egentlig er, du gerne vil påvirke med din bæredygtighedsindsats – og så husk at snakke med dem. Snak med dine kunder, dine investorer og dine kritikere – så du er sikker på, at du sætter mål, de kan forholde sig til.”

At især de største virksomheder er ambitiøse med klima­dagsordenen, efterlod debatten på konferencen ingen tvivl om. Men der var også enighed om, at man i erhvervslivet kan komme endnu længere, hvis bestyrelserne i virksomhederne tager mere aktivt del i indsatserne.

“Bestyrelserne bør være mere insisterende, når det hand­ler om bæredygtighed. Min erfaring er, at initiativerne som regel kommer fra ledelsen. Men jeg tror, der ville ske endnu mere i forhold til den bæredygtige udvikling, hvis bestyrelserne oftere tager deres ansvar for det langsigtede perspektiv alvorligt og giver udtryk for, hvor de gerne ser nålen pege hen i bæredygtig retning,” sagde Mads Nipper.

De store virksomheder er godt på vej i den grønne retning

Hvis virksomhederne i C25-­indekset når de klimamål, de har sat sig, vil de bidrage væsen­tligt til en reduktion af CO2-ud­ledninger, viser analyse fra PwC og Axcelfuture.

En ambitiøs klimadagsorden er nødvendig for at fremme den grønne omstilling. Og virksomheder må være en del af løsningen. Det forventer investorer, medarbejdere og kunder. Mange virksomheder har forstået budskabet og er godt på vej. Det er indtrykket fra en analyse, som PwC og tænketanken Axcelfuture har udarbejdet på baggrund af C25­-virksomhedernes klimamål og rapporteringen af dem.

Således viser analysen, at C25-­selskaberne vil bidrage væ­sentligt til reduktion af CO2-­udledninger, hvis de indfrier deres klimamålsætninger. Opgjort i tal vil de reducere deres årlige glo­bale udledninger med ca. 14 mio. ton i 2030 i forhold til 2020. Til sammenligning mangler Danmark at nedbringe sin samlede udledning med 13 mio. ton, hvis 2030-­målsætningen om at re­ducere udledning af CO2 med 70 procent skal indfries.

“Det har overrasket os positivt at se, hvor meget de største selskaber egentlig rykker, og hvor meget de bidrager til den dan­ske klimaindsats, når man lægger deres bidrag sammen. Det er virkelig opmuntrende, og vi håber, at det kan inspirere andre virk­somheder til at følge trop,” sagde Susanne Stormer, partner og leder af Sustainability i PwC, da hun på den virtuelle bæredygtig­heds­konference den 5. maj fremlagde analysens resultater.

Ifølge analysen har hovedparten af selskaberne opstillet kli­mamål. Således har 71 procent af selskaberne mål om at reducere deres samlede udledninger, og yderligere 12 procent har redukti­onsmål, der relaterer sig til udledningerne pr. produceret produkt. Kun 17 procent af selskaberne har endnu ikke opstillet klimamål. Incitamenter til at opnå klimamålene er desuden ved at vinde indpas. Således har 65 procent af C25­-selskaberne allerede indført aflønningsmodeller, der bl.a. afhænger af, om selska­berne opnår de konkrete klimamålsætninger.

På baggrund af analysen har PwC og Axcelfuture fem anbefa­linger til selskabers prioriteringer i forbindelse med klimaindsatsen:

1. Investér i indfrielse af klimamål
2. Opstil både delmål og mere langsigtede klimamål, og giv ledelsen incitamenter til at opnå dem
3. Få SBTi­-godkendte klimamål, og skab sammenlignelighed og dermed gennemsigtighed
4. Minimér eller eliminér egne udledninger. Offsetting, grønne certifikater eller lignende må ikke blive en sovepude
5. Tag del i klimadebatten.

Danmark er ikke på alle parametre den grønne frontløber, som vi ofte forestiller os. Sådan lyder det fra Katarina Ammitzbøll, der er nyudnævnt formand for 2030-netværket, der består af 74 folketingsmedlemmer og siden etableringen i 2017 har haft til formål at sikre et større fokus på bæredygtighed i det parlamentariske arbejde i Folketinget. Og ifølge Katarina Ammitzbøll, der udover formandsposten i 2030-netværket bl.a. også er medlem af Klima, Energi- og Forsyningsudvalget for Det Konservative Folke parti, så er der rigeligt at tage sig til for netværket.

“2030-netværkets rolle er at sørge for, at der er politisk fokus på bæredygtighed i et bredt perspektiv. Det gælder både økonomisk, socialt og miljømæssig bæredygtighed. Og på trods af vores selvforståelse i Danmark, er der mange områder, hvor vi ikke er så langt, som vi burde være. Vi halter bagud på flere verdensmål, herunder fx på klimaindsats, ansvarligt forbrug og bæredygtig produktion. Og derfor ligger der et enormt arbejde foran os, hvis vi skal nå 2030-målene,” siger Katarina Ammitzbøll og lægger sin hånd på den 364 sider lange rapport med titlen “Vores mål”, som hun har liggende foran sig.

I denne omfattende rapport har 2030-panelet, der er rådgivende organ for 2030-netværket, gennemgået FN’s 17 Verdensmål og udpeget hele 197 såkaldte målepunkter for, hvordan der skabes et mere bæredygtigt Danmark i overensstemmelse med netop verdensmålene.

“Denne rapport viser os, at der er mindst 197 områder, hvor vi skal stramme op for at blive mere bæredygtige. Rapporten inde holder samtidig 197 opskrifter på, hvordan vi får indarbejdet FN’s Verdensmål i det parlamentariske arbejde. Det er sådan set bare at gå i gang. Rapporten er en værktøjskasse, men det er samtidig en påmindelse om, at vi helt enkelt skal gøre det meget bedre end i dag,” siger Katarina Ammitzbøll.

For langt fra tanke til handling

En væsentlig udfordring, når Katarina Ammitzbøll ser på det parlamentariske arbejde, er hastighed. Eller rettere mangel på samme. Der er ganske enkelt for ofte for langt fra tanke til handling.

“Hvis vi ser på klimalovgivningen og handlingsplanen for i mplementering af verdensmålene, så skal vi helt tilbage til 2019, hvor et flertal i Folketinget besluttede at reducere Danmarks samlede CO2-udledning med 70 procent, men det er først nu, vi begynder at se udspil og planer for, hvordan vi skal nå de ønskede resultater. Vi har med andre ord spildt 15 procent af den korte tid, der er til år 2030, med at tænke på, hvad vi skal gøre frem for at handle,” siger Katarina Ammitzbøll.

Det såkaldte Power-to-X er et andet område, hvor Danmark, der ellers opfattes som en global leder inden for alternativ energi, ifølge Katarina Ammitzbøll har været for længe om at komme ud af starthullerne.

“Dansk erhvervsliv har længe savnet en strategi for, hvordan Danmark forholder sig til Power-to-X, fordi man har kunnet se nogle interessante perspektiver for energi- og forsyningssektoren og dermed et stort antal danske virksomheder. Andre lande har været i gang længe, og det er ærgerligt, at vi halter bagefter med at sætte de vigtige rammevilkår og foretage de rette investeringer i fremtiden. Både fordi det betyder, at vi kommer endnu længere bagud i forhold til verdensmålene, og fordi vi misser chancen for at give danske virksomheder et forspring rent konkurrencemæssigt på vigtige områder,” siger Katarina Ammitzbøll, der dog glæder sig over, at Danmark har taget i nitiativ til etablering af de såkaldte energiøer.

“Satsningen på energiøerne viser, at det er muligt at tage beslutninger i Folketinget, der sætter Danmark i førersædet i den grønne omstilling, og det skal vi blive endnu bedre til,” siger Katarina Ammitzbøll, der mener, at Folketinget kan lære utrolig meget af netop virksomhederne i relation til det parlamentariske arbejde.

Virksomhederne er langt foran lovgivningen

Hun henviser til, at mange af Danmarks største virksomheder for længst har konverteret FN’s Verdensmål til strategiske målsætninger. Man har med andre ord taget bæredygtighedsagendaen til sig og er samtidig i fuld gang med at implementere målsætningerne. Mange af virksomhederne dokumenterer samtidig løbende via eksempelvis årsrapporter på, hvordan de lever op til målene.

“På mange måder er virksomhederne langt foran os, der sidder med det lovgivende arbejde og med ansvaret for, at Danmark følger de bæredygtighedsmålsætninger, vi – som en del af verdenssamfundet – har opstillet for os selv. Og dermed sidder vi også med fastlæggelse af de rammevilkår, der skal sætte fart på den grønne omstilling. De store globale virksomheder er for længst – og på eget initiativ – begyndt at handle på FN’s Verdensmål. Det gør de, fordi de har en række interessentbehov og et samfundsansvar at leve op til, og derfor kan de ikke vente på, at rammevilkårene falder på plads. De er nødt til at handle. Og dét kunne vi godt lære noget af,” lyder det fra Katarina Ammitzbøll.

Mere fokus på målbarhed

Stod det til Katarina Ammitzbøll, så burde Danmark – i form af Folketinget og regeringen – i højere grad prioritere og måle på indsatsen i lovgivningsarbejdet, således at man – ligesom virksomhederne gør det – er i stand til at sætte nogle konkrete mål for indsatsen og nogle milepæle for, hvordan man når de pågældende mål. Og ikke mindst hvordan man dokumenterer i forhold til, hvor langt vi er i processen. Helt i overensstemmelse med tankerne bag rapporten “Vores Mål”.

“Jeg ser det som en af mine mærkesager som formand for 2030-netværket at arbejde for, at vi i højere grad forbedrer vores lovgivningsarbejde, så det kan fungere i en foranderlig verden. Jeg vil bl.a. arbejde for, at vi i højere grad måler på, hvad vi kan kalde bæredygtighedseffekten af vores lovgivning. Det gælder ny lovgivning, men jeg mener også, at det er relevant at se på, om eksisterende lovgivning står i vejen for den grønne omstilling. Der er behov for en mere indarbejdet konsekvensvurdering på lovgivningsområdet,” siger Katarina Ammitzbøll.

En sådan tilgang til lovgivningen vil samtidig også medføre en stærkere bevidsthed hos alle Folketingets medlemmer om, hvordan lovgivningen kan være med til at påvirke både positivt og negativt, lyder det.

Klimapartnerskaberne skal bruges noget mere

Katarina Ammitzbøll fremhæver de 13 såkaldte klimapartnerskaber som et af de positive tiltag, der er gjort på det seneste, og som har potentiale til at sætte hastighed og retning på regeringen og Folketingets bæredygtighedsarbejde.

“Klimapartnerskaberne har generelt gjort et værdifuldt arbejde ved at komme med en lang række anbefalinger til, hvad der skal til for at flytte Danmark i den rigtige retning. Derudover har klimapartnerskaberne været med til at sikre, at der er et større samspil mellem erhvervslivet, den offentlige sektor og Christiansborg. Og det er netop dette samspil, der bliver så afgørende for, at vi hele tiden bevæger os i den rigtige retning.”

Klimapartnerskaberne kan, ifølge Katarina Ammitzbøll, også være med til at få en bredere forankring af den grønne omstilling, herunder også at finde løsninger på, hvordan de små og mellemstore virksomheder kommer med på bølgen.

“Vi skal skabe bedre muligheder for, at de mange små og mellemstore virksomheder, vi har i Danmark, også er med på bæredygtighedsagendaen. Det handler om at dosere lovgivningen intelligent, idet vi ved, at mange små og mellemstore virksomheder er meget langt fremme, mens andre ikke er med på vognen endnu,” siger hun.

Klar til at lovgive i en foranderlig verden

Hun mener samtidig, at det er på tide at gøre op med den forsigtighed, der har været omkring det, man kan kalde en pick the winner-strategi. Altså, at man fra statens side er forsigtig med at investere fx i bestemte teknologier, fordi det er til fordel for bestemte brancher og virksomheder. Tværtimod skal man være villig til at lytte til virksomheder, forskere osv. og de anbefalinger og erfaringer, der kommer derfra.

“Vi må i højere grad erkende, at verden forandrer sig lynhurtigt, og derfor må vi indstille det parlamentariske arbejde på, at vi skal kunne håndtere den forandring. Og det betyder, at vi i højere grad må være villige til at lytte til bl.a. virksomhederne og reagere hurtigt på de forandringer, de ser – og vi ser,” siger Katarina Ammitzbøll og fortsætter:

“Vi skal skabe rammevilkår, der sikrer, at vi løbende understøtter den grønne omstilling. Det gælder i form af restriktioner i forhold til fx CO2-udledning, men det gælder også at øge incitamentet til at investere i den grønne omstilling og dermed også incitamentet til forskning og uddannelse inden for bæredygtighed. Og endelig så har vi en forpligtelse til at regulere på en måde, der gør, at grønne investeringer altid er en bedre forretning end sorte.”

“Vi står foran en meget stor udfordring, og jeg tror, at de fleste undervurderer, hvor stor opgaven er.”

Sådan siger Mads Peter Zacho om det arbejde, der, sammen med kollegerne i Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, bliver hans primære fokus de kommende år: At medvirke til at decarbonisere shippingbranchen. I efteråret 2020 tiltrådte han som chef for Industry Transition hos Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. Centeret er det eneste af sin art i verden, og på trods af navnet er det uafhængigt og nonprofit og arbejder med det ene formål at trække al CO2 ud af den maritime industri på globalt plan inden 2050.

“Vores mission er at være en drivkraft i hele den bæredygtige transformation af shippingbranchen. Det betyder bl.a., at vi skal identificere de bæredygtige energikilder, der kan produceres grønt, og som kan fungere ombord på skibe. Derudover skal vi samle viden og erfaring fra branchen og sætte projekter i gang, der kan skabe klarhed over, hvilke bæredygtige initiativer der skal satses på. Og så skal vi brede den viden ud til alle aktører, der har berøring med shipping,” siger Mads Peter Zacho.

Samarbejde med førende partnere

Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping er stadig i en opbygningsfase og skal fungere som et forsknings- og videnscenter, der kommer til at sidde med dyb specialviden inden for fx ny teknologi, men som også har erfarne branchefolk og politiske rådgivere siddende til at understøtte branchens bæredygtige transformation på alle niveauer.

“Vi er en uafhængig researchinstitution med det formål at gøre shippingindustrien carbonfri. Vi har ingen interesser i at fremhæve hverken nationer, virksomheder, teknologier, brændstoffer osv., og vi samarbejder med de førende partnere i hele verden, uanset hvor de kommer fra,” siger Mads Peter Zacho og fortsætter:

“Vi skal udarbejde en overordnet strategi for, hvordan shipping branchen skal prioritere sin indsats med henblik på at nå målet om 0-udledning. Ingen kan løfte denne opgave selv. Det er derfor også en del af centrets opgave at tale med de store shippinglandes myndigheder om, hvorfor indsatsen er vigtig, og hvordan de kan være med til at bidrage til rejsen. Og forme lovgivningen, så den støtter op om vores mission,” siger Mads Peter Zacho, der glæder sig over, at store lande som Kina og USA viser tegn på i højere grad at tage den bæredygtige dagsorden til sig.

Stor betydning for samhandel

Shipping er en af de største og vigtigste brancher, når man ser på betydning for den globale samhandel. Det anslås, at omtrent 90 procent af verdens varehandel transporteres med skib, og skibstransporten spiller således en helt afgørende rolle i at sikre effektiv og billig distribution af varer og gods over hele kloden. Dette blev tydeligt for enhver, da det store containerskib Ever Given tidligere på året satte sig fast i Suez-kanalen i seks dage. I løbet af disse seks dage gik det op for hele verden, hvor afhængige vi er af en velfungerende shippingindustri. Omkostningen for verdenssamfundet på de seks dages forsinkelse af den globale varehandel blev af forsikringsselskabet Allianz estimeret til mellem 37 og 63 milliarder kroner.

Shipping er samtidig en af de brancher, hvor den bæredygtige transformation er særligt udfordrende. Alene branchens enorme volumen gør, at de fleste vil få sved på panden over opgaven. Branchen tæller således i dag omkring 70.000 handelsskibe, der forbruger 300 millioner tons fossilt brændstof hvert år. Læg dertil, at infrastrukturen i hele den maritime i ndustri er baseret på at servicere de nuværende skibstyper og de nuværende brændstoftyper. Man kan roligt sige, at disruption er et fattigt ord i forhold til at beskrive den transformation, shippingbranchen står foran de kommende år.

Brug for handling

Mads Peter Zacho er fuldt ud bevidst om den svære opgave, der venter shippingbranchen, og han er ikke bleg for at konstatere, at det haster med at finde løsninger på nogle af de presserende udfordringer. Og det er netop her, han mener, at Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping vil få en helt afgørende rolle.

“Det er klart for de fleste, at vi ikke kan blive ved med at t ænke over tingene og se tiden an. Vi skal handle, og jeg ser centrets rolle som en vigtig katalysator for, at den globale shippingi ndustri nu tager action. Ellers når vi ikke vores mål til tiden,” l yder vurderingen fra Mads Peter Zacho.

En af de oplagte og største udfordringer lige nu er at finde en bæredygtig energikilde, der kan skabe tilstrækkeligt med kraft til de store skibe, når de sejler på tværs af hele kloden med gods. Og modsat hvad man måske kunne tro, er el og batterier ikke en realistisk mulighed, mener Mads Peter Zacho.

“Der er mange brancher, som er svære at elektrificere. Og her er shipping en af dem. For hvad angår langt de fleste handelsskibe, er det ikke praktisk muligt at sejle med batteri og elmotor. Energitætheden er simpelthen ikke stor nok. Og selvom vi forestillede os, at vi kunne skaffe et batteri, så skulle det være så stort, at det ville optage det meste af pladsen til det gods, skibet skal sejle med,” siger han.

Nøglen til succes

Lige nu er der ifølge Mads Peter Zacho flere a lternative brændstoffer i spil til at overtage efter det fossile brændstof i en bæredygtig fremtid. Det gælder både brændstoffer fra biomasse, fra Power-to-X-siden samt kombinationer heraf.

“Mit bedste bud er, at vi kommer til at se forskellige bæredygtige brændstoftyper, der bruges til forskellige f ormål. El og batterier kan godt spille en rolle på færger, der sejler på kortere afstande. For de længere afstande tror jeg, at vi vil se flere brændstoffer komme i spil, og fordelingen vil givetvis ændre sig med tiden, bl.a. fordi vi kan forvente knaphed på billig grøn strøm et godt stykke ud i fremtiden,” siger Mads Peter Zacho.

Når man spørger ham, hvad der er nøglen til succes for decarboniseringsprocessen, så er det enighed i hele værdikæden om mål og midler.

“Det er afgørende, at branchen samles om nogle standarder inden for de områder, der kan være med til at flytte os i den rigtige retning. Det er fx ikke nok, at en bestemt type brændstof er bæredygtig. Det essentielle er derimod, at branchen anerkender det pågældende brændstof og accepterer det som branchestandard. Man skal forstå, at det er store investeringer, der foretages i shipping, og man kan ikke fortænke branchen i at være påpasselig med at investere flere milliarder i fx én brændstoftype, hvis der er en risiko for, at det ikke er den, der slår igennem. Man vil gerne have vished for, at den investering, man foretager, er den rigtige, og at den kan betale sig – i hvert fald på sigt. Og den klarhed skal vi bidrage med,” siger Mads Peter Zacho.

Lederskab og offentligt-privat samarbejde

Derfor bliver enighed i branchen, fælles opbakning og etablering af standarder kerneopgaver for Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.

“Vi må ikke ende i en situation, hvor shippingindustrien tøver og er tilbageholdende med fx at investere i skibe, der sejler på ammoniak, fordi de er usikre på, om de kan få brændstoffet i havnene. Og på den anden side, at havnene er tilbageholdende med at tilbyde ammoniak, fordi ingen skibe sejler på det. Vores opgave som center bliver at være med til at løse den udfordring, så branchen kan tage de afgørende skridt videre. Og sørge for at udbrede de mest bæredygtige energikilder p.t. Herunder også informere om, hvad der er på vej,” siger Mads Peter Zacho.

Et andet element, der bliver afgørende for succes, er det, Mads Peter Zacho kalder lederskab og samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Han fremhæver i denne forbindelse det danske initiativ Energiøen, hvor regeringen og førende aktører med interesse for bæredygtig energi er gået sammen om at sætte nye standarder.

“Hvis vi overlader transformationen til det private initiativ, så kommer det til at ske langsomt, og vi kommer ikke i mål inden for den tidshorisont, vi har sat os. Vi har brug for nogle aktører, der sætter barren højt og iværksætter nogle demonstrationsprojekter for at vise, hvad der er muligt. Her er Energiøen og bl.a. også Mærsks investering i et nyt methanolskib nogle af de initiativer, der er med til at vise, at det kan lade sig gøre, hvis man tør satse,” konstaterer Mads Peter Zacho, der med egne ord er optimist på branchens vegne – på trods af de store udfordringer.

“Men jeg forventer ikke at blive arbejdsløs lige foreløbig,” lyder det.

Mere fokus på biodiversitet, nye afgrøder på j ordene og fortsat animalsk produktion, der skal blive mere klimavenlig. Sådan vil vi om nogle år kunne se resultatet af den grønne omstilling, som landbruget er i gang med. Resultatet vil være et renere miljø – og forhåbentlig et bedre klima. Det er i hvert fald drivkraften bag den indsats, som landmænd og fødevarevirksomheder for længst har kastet sig ind i, og som foreløbig har reduceret deres CO2–udledning med næsten en tredjedel.

Netop nu er de politiske forhandlinger om rammerne for fremtidens landbrug i gang på Christiansborg. På Axelborg i København følger man forløbet tæt og gør opmærksom på, at landbruget allerede er på en rejse mod en grønnere fremtid.

“Vi har gjort rigtig meget og kommer til at gøre endnu mere i de kommende år. Vores store udfordring lige nu er, at de første procenter er de letteste. Der er ingen tvivl om, at de næste 30 år bliver svære. For hver gang vi fra nu af skal rykke os bare lidt, kræver det utrolig meget forskning og innovation,” siger Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer.

Men målet er sat: 100 procent klimaneutralitet senest i 2050. Og viljen i branchen fejler ikke noget. For netop indsatsen for hele tiden at gøre produkterne både bedre og mere bæredygtige er det, der har placeret dansk landbrug helt i top. Når man sætter tænderne i en dansk bøf eller kotelet, ved de fleste, at man spiser noget af verdens mest bæredygtige og klimaeffektive kød, som Anne Lawaetz Arhnung siger, og hun tilføjer:

“Som producenter har vi et stort ansvar for udviklingen, og vi ved, at der selvfølgelig også skal lovgivning til. Men det skal være lovgivning, der hjælper os på vej – det vil sige hjælper os til at udvikle os frem for at afvikle os.”

Som direktør for størstedelen af fødevareklyngen har Anne Lawaetz Arhnung siden sin tiltrædelse for tre år siden arbejdet for erhvervets egen ambition om klimaneutralitet senest i 2050. Det skal ske gennem teknologiske løsninger, flere bæredygtige tiltag og frem for alt realisme.

“Nogle gange, når jeg står på møder ude i landet og fortæller om vores 2050-vision, føler jeg ikke, at vi er så langt. I hvert fald ikke i forhold til politikernes plan om 70 procents reduktion i Danmarks CO2-udledning i 2030. Men faktisk er der i ngen andre lande, der har turdet sætte sig så store mål, som vi gør i dansk landbrug. Mål, der er nødvendigt ambitiøse, f ordi vi gerne ser, at danske fødevarer fortsat er kendt i hele verden som det bære dygtige valg. Og eftersom vi er et højprisland og eksporterer mere end to tredjedele af det, vi laver, er vi nødt til at være f ørende både på fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og kvalitet,” siger Anne Lawaetz Arhnung og understreger, at fødevare klyngen eksporterede for 168 milliarder kroner i 2020.

Der skal fart på forskningen

Når hun kalder målene ambitiøse, er det bl.a., fordi bæredygtighed i landbrugssektoren ikke er så nem at opnå som i andre brancher. Det er ikke gjort med bare at bytte én teknologi ud med en anden eller sætte en ledning i koen. Her handler det om biologiske processer – i levende dyr, jorde, afgrøder osv. – der ikke lader sig forandre over hverken ét eller to år.

Det, der skal gøre målene realistiske, er at få sat fart på i nnovation og forskning på området. Og det sker i et hurtigt tempo lige nu, understreger Landbrug & Fødevarerdirektøren:

“Der bliver brugt virkelig mange kræfter på udvikling, både i vores eget videnscenter, SEGES, på universiteter og i virksomheder – og i store samarbejder. Samtidig er der sat mange penge af til formålet fra statslig side. Så lige nu er det, som om låget er gået af ketchupflasken. Og jeg tror, at vi snart vil se løsningerne begynde at vælte frem. I hvert fald hvis politikerne fortsat vælger at fokusere på udvikling i stedet for afvikling,” siger hun.

Den forbedring i CO2-udledningen, som dansk landbrug allerede har høstet, er hentet via optimering af foderudnyttelsen, bedre dyrkningsmetoder og mindre udledning af lattergas fra jorden. Næste skridt er at tage – i første omgang – 100.000 hektar lavtliggende jorde ud og sætte dem under vand. Men herfra bliver indsatsen stadigt sværere. Således arbejdes der intenst på at få knækket koden til den helt store klima synder, nemlig køernes metanbøvser, men også på bl.a. at finde veje til en bedre håndtering af husdyrgødning samt bedre jordforarbejdning og udvikling af græsprotein, der kan betyde minimering af sojaimport fra fx Sydamerika.

“Det kommer til at koste mange ressourcer. Men pointen er, at hvis vi kan lykkes med alt dette og dermed får opfundet nye teknologier til bæredygtig produktion, vil vi samtidig stå med nogle løsninger, som vi kan sælge til resten af verden. Dermed vil vi kunne være med til at øge bæredygtigheden og forbedre klimaet globalt,” fastslår Anne Lawaetz Arhnung.

Sammen med transportsektoren er det landbrugssektoren, der i dag skaber de største klimamæssige udfordringer, idet den står for 24 procent af Danmarks CO2-udledning. Indtil videre har sektoren reduceret egen udledning med 31 procent. Og via klimapartnerskabet for landbrug og fødevarer er man kommet med en række forslag, der vil bringe den samlede reduktion op på 62 procent i 2030. Men hvis arbejdet for et bedre klima skal batte, skal der tænkes globalt, mener man i Landbrug & Fødevarer, der derfor netop har nedsat Den Globale Klima-Task Force, der skal udvikle konkrete initiativer til at minimere drivhusgasudledninger på globalt plan. Derved vil branchens bidrag til et bedre klima kunne tælles i procenter frem for i promiller, som direktøren påpeger.

Nødvendigt med realisme

Indadtil har Anne Lawaetz Arhnung siden sin tiltrædelse i 2018 brugt mange kræfter på at motivere i egne rækker for at fremme organisationens visioner. For hende er det vigtigt, at den enkelte landmand er med på idéen og ser potentialet i sagen, både for sin egen økonomi og for samfundet.

Med til at skubbe på her er også de store, ofte andelsejede, fødevarevirksomheder som fx Arla, Danish Crown, DLG og Danish Agro, der alle oplever, at deres kunder stiller stadig større krav til produkterne – både ift. kvalitet, klima, dyrevelfærd, arbejdsmiljø og bæredygtighed generelt – og derfor påvirker landmændene i samme retning. Udadtil handler det overordnet set om “at stå ved det, vi er”, som hun siger, og derfra tage det lange, seje træk ift. at skabe og fastholde den stolthed, der omgærder dansk landbrug og føde vareproduktion.

“Det er vigtigt for os at gøre alle klart, at vi vil den bæredygtige dagsorden, og at vi selv har en stor interesse i den. Men vi stræber også efter, at der er en realisme omkring tingene, så det ikke bliver for højtflyvende, hvor vi lover for meget. Vi vil vise, at vi gør, hvad vi siger,” fastslår hun.

Lige så meget, landmændene er med på at udvikle sig, lige så bekymrede er mange af dem lige nu, siger hun.

“Vi står over for politikere med store ambitioner på klimaets vegne, og det er ikke alle landmænd, der oplever, at deres vilkår bliver rigtigt forstået, når simple løsninger på komplicerede p roblemstillinger bliver præsenteret i medierne. De frygter, at kravene til en grøn udvikling af landbruget bliver af en art, som de enten ikke har råd til at levere på eller ikke kan levere på, fordi ingen har løsningerne. Deres store ønske er derfor i nvesteringssikkerhed og langsigtede rammer, så hver enkelt af dem kan følge med uden at frygte for sin eksistens,” fortæller Anne Lawaetz Arhnung og peger på behovet for lidt mere politisk tålmodighed her sammenlignet med andre brancher, når det gælder klimamål.

Hun ser store muligheder i, at erhvervet og politikerne i samarbejde kan skabe et stærkt og bæredygtigt landbrug til glæde for klimaet, landbruget og det danske samfund.

“Hvis vi gør det klogt, og der laves en bred politisk aftale på Christiansborg, så tror jeg på, at vi kan få et grundlag til at foretage de langsigtede investeringer i klimaløsninger, som kan være med til at løse landbrugets klimaudfordringer. Så vil vi kunne lykkes med at udvikle dansk landbrug og skabe nye arbejdspladser og større eksportindtægter. Samtidig vil vi kunne fastholde produktionen, så vi fortsat kan levere nogle af de mest bæredygtige og klimavenlige fødevarer i verden – og endda eksportere vores viden globalt. Gør vi det ikke klogt, sker der det modsatte. Det vil betyde afvikling og vil hverken være til gavn for den regionale balance i Danmark eller det globale klima.”

COVID-19 har efterladt det globale samfund i en krise af historiske dimensioner, og selvom pandemien ser ud til at have løsnet grebet en smule, er der fortsat grund til at være bekymret for både de økonomiske, de sociale og de sundhedsmæssige følgevirkninger i et globalt perspektiv. Sådan lyder budskabet fra World Economic Forum, der frygter, at pandemien vil kaste verden ud i den værste depression siden 1930’erne, hvis ikke vi gør noget drastisk. Og den drastiske løsning er en nulstilling af det kapitalistiske samfund, som vi kender det i dag.

“For at undgå, at krisen bliver så omfattende, som vi frygter, er der behov for, at verden står sammen i kampen for at forbedre alle aspekter af vores samfundsstrukturer og økonomiske s ystemer. Det gælder uddannelse, sociale kontrakter, arbejdsforhold osv. Alle lande, fra USA til Kina, må involvere sig, og alle industrier må forandres. Vi skal foretage en nulstilling af kapitalismen,” som stifter af World Economic Forum, professor Klaus Schwab, formulerer det.

Hovedbudskabet er, at verden har brug for en så omfattende forandring af de nuværende samfundsstrukturer, at der reelt er tale om en nulstilling eller “a great reset”. Ikke blot for at styre os sikkert igennem COVID-19-krisen, men ganske enkelt, fordi det er nødvendigt for at sikre kloden en bæredygtig fremtid.

“Pandemien har radikalt forandret verden, som vi kender den, og det, vi gør i dag for at komme på benene igen, vil definere vores generation. Derfor efterspørger World Economic Forum en ny form for kapitalisme. En mere fair kapitalisme, der sætter borgere og planeten før alt andet, når vi skal genskabe verden efter COVID-19,” lyder konklusionen.

En ny kapitalisme

CXO Magasinet har talt med Managing Director for World Economic Forum, Dominic Waughray, om krisen og behovet for “the great reset”. Hvorfor han mener, at COVID-19 ikke blot er en stor udfordring, men også en unik mulighed. Og ikke mindst, hvorfor der er grund til optimisme – trods alt.

World Economic Forum er en af de mest anerkendte internationale NGO’er – af de fleste mennesker mest kendt for sit årsmøde i den schweiziske by Davos, hvor topledere fra virksomheder, regeringer og NGO’ere fra hele verden samles med førende eksperter for at diskutere løsninger på globale udfordringer. Hvad færre mennesker formentlig ved, er, at Klaus Schwab grundlagde World Economic Forum i 1971, samme år som han skrev bogen “Moderne Unternehmensführung im Maschinenbau”. Heri argumenterer han for, at ledelser i moderne virksomheder skal tilgodese alle virksomhedens interessenter for at opnå bæredygtig vækst og velstand. Med andre ord: Det er nødvendigt at fokusere på alle virksomhedens stakeholdere frem for udelukkende at servicere shareholderne. Klaus Schwab kaldte dette interessentkapitalisme, og det var præcis med ønsket om at diskutere udbredelsen af interessentkapitalisme, at World Economic Forum blev etableret samme år.

Her 50 år efter er intentionen den samme, men fokus bredere på det globale samfund og fælles håndtering af de største udfordringer på tværs af alle nationer.

“Siden World Economic Forum blev dannet, har udbredelsen af stakeholderkapitalisme (interessentkapitalisme, red.) fremfor shareholderkapitalisme været kernen i vores arbejde. Vi har altid set dette som afgørende for at skabe bæredygtig vækst og velstand i det globale samfund. Vi tror på, at vi på tværs af den offentlige sektor, den private sektor og civilsamfundet skal samarbejde om at finde fælles løsninger på de vanskelige problemer, vi står over for,” forklarer Dominic Waughray.

COVID-19 er en gamechanger

Ovenstående tanker er ikke nye, men muligheden for at komme fra tanke til handling er, ifølge Dominic Waughray, tættere på end nogensinde tidligere. Og paradoksalt nok skal årsagen netop findes i COVID-19, der kan vise sig at blive den helt store gamechanger i forhold til at skabe et nyt og mere inkluderende samfund. På den ene side har COVID-19 ført til en af de værste folkesundhedskriser i nyere tid. På den anden side har det globale samfunds reaktion vist, at der er et håb om, at vi finder sammen om de rigtige løsninger, når det virkelig brænder på.

Det kan umiddelbart synes urealistisk, at en af de værste kriser, verden har oplevet, kan være den afgørende faktor for at gennemføre “the great reset”. Men Dominic Waughray mener, at det globale samfunds reaktion på pandemien viser, at der er grund til at tro, at verdenssamfundet kan skabe en grundlæggende forandring. Hvis vi vil.

“Pandemien har vist, hvor hurtigt vi er i stand til at foretage radikale forandringer i vores livsstil. Fra den ene dag til den anden tvang krisen både virksomheder og borgere til at opgive vaner, arbejdsmetoder og generel adfærd, som vi tidligere opfattede som essentielle i vores livsførelse. De forandringer, vi har set som modsvar til COVID-19, er derfor et bevis på, at det er muligt at skabe den transformation i vores økonomi og i vores samfunds fundament og strukturer, der er nødvendige,” siger Dominic Waughray.

Vi er rykket tættere sammen

Konklusionen synes at være, at netop fordi hele kloden er ramt af samme alvorlige og altoverskyggende udfordring, kan dette føre til en bevægelse, hvor vi søger at finde løsninger i fællesskab. Spørger man Dominic Waughray, er der flere konkrete l yspunkter i kølvandet på COVID-19, hvor vi kan se, at alle rykker tættere sammen. Det gælder både virksomheder, borgere, nationer osv. Eksempelvis er det lykkedes at fremskaffe vacciner på rekordtid.

“I et historisk perspektiv er det formentlig aldrig sket tidligere, at offentlige og private virksomheder på så kort tid har opnået så store resultater sammen som under denne krise. Det gælder eksempelvis fremskaffelsen af vacciner mod så stor en trussel mod folkesundheden på under et år. Vi har set medicinalvirksomheder, finanssektoren, regeringer og forskere stå sammen om et fælles mål. Og hvad der er endnu mere interessant, er, at vi har set samarbejde på tværs af lande som Rusland, Kina, Europa og USA. Det viser, at når det globale samfund indser, at vi har fælles udfordringer, så er vi i stand til at stå sammen om at løse dem.”

I forlængelse heraf konkluderer han, at det fokus, der var på bæredygtighed i tiden før COVID-19, ikke er forsvundet. Tværti mod ser det ud til, at den på mange måder er styrket, fx i områder af verden, hvor der ikke var samme fokus tidligere.

“Det er bemærkelsesværdigt og fascinerende at se, at mens vi har haft en global pandemi, har Japan indført et “net zero”-mål for deres økonomi i 2050. Sydkorea har gjort det samme. Og Kina har meldt sig på banen med et mål om at blive CO2-neutral i 2060. Så disse emner er ikke gået væk, tværtimod.”

Behov for stærke regeringer

Den nulstilling, der er behov for, kræver, ifølge World Economic Forum, først og fremmest, at vi globalt set udvikler stærkere og mere effektive regeringer, samt at der er opbakning hertil. Som nævnt tidligere skal markedet være mere fair end i dag, hvilket kræver et udvidet globalt statsligt samarbejde om f astsættelse af skatter, regulering og økonomisk politik og ikke mindst ensretning om øget samhandel. Derudover kræver nulstillingen nogle politiske reformer, der understøtter mere lighed.

“Der er store forskelle globalt set på mange af disse områder, men konkret kunne nogle tiltag være øget anvendelse af formuebeskatning, tilbagetrækning af subsidier til fossile brændstoffer, nye regler for håndtering af intellektuelle rettigheder, handel og konkurrence.”

Genetablering som løftestang

Dominic Waughray erkender, at den store udfordring i hele denne bæredygtige forandring er at få alle med, også dér, hvor transitionen af historiske årsager er sværere. Det gælder eksempelvis lande, der er stærkt afhængige af indtægter fra fossile brændstoffer, eller hvor arbejdsvilkårene i øjeblikket er markant anderledes end i andre dele af verden.

“Det betyder ikke, at det er umuligt. Det betyder bare, at det er en vanskeligere proces, hvor man fra land til land er nødt til at fokusere på, hvad der skal til for at skabe den nødvendige forandring. I den forbindelse er det positivt at se, at International Trade Union Confederation (ITUC) bl.a. har engageret sig,” forklarer Dominic Waughray.

Hvad der derimod kan blive en helt afgørende løftestang i forsøget på at kickstarte “the great reset”, er de omfattende genetableringsplaner, der sættes i gang over hele verden for at sparke økonomien i gang efter nedlukningen. Specielt hvis de mange milliarder benyttes til at understøtte etableringen af mere bæredygtige systemer frem for at lappe hullerne i de gamle, l yder det fra World Economic Forum.

“Vi kan heldigvis se, at der er en stigende international opmærksomhed på, hvor stor en effekt midlerne i genetableringspakkerne kan have i forhold til at kickstarte det systemskifte, der er behov for,” lyder det optimistisk fra Dominic Waughray.

Han mener, at hver enkelt CEO og hver enkelt minister eller regeringsleder skal spørge sig selv: “Hvad kan jeg gøre i den tid, jeg har ansvaret?”.

“Vi har en deadline, vi skal overholde, og vi har travlt. Og det er ikke sikkert, at de ledere, der sidder med ansvaret lige nu, også er dem, der sidder med det om bare to eller tre år. Hvis vi skal nå de mål, der er sat for et bæredygtigt globalt samfund i 2030, 2050, 2060 osv., er det derfor helt afgørende, at hver enkelt leder sætter konkrete mål for, hvad der skal ske på kort sigt for at nå det langsigtede mål,” lyder opfordringen fra Dominic Waughray.

Det gik nok lidt under radaren i COVID-19-malstrømmen af nyheder i efteråret. Men i slutningen af 2020 så vi ifølge bestyrelsesformand for den grønne tænket ank Concito, Connie Hedegaard, et interessant grønt nybrud i europæisk erhvervsliv.

Topchef for Volkswagen, Herbert Diess, inviterede ni topchefer fra nogle af Europas største virksomheder i forskellige sektorer med til en stribe møder rundt om det samme bord med en klar målsætning: at finde løsninger på nogle af de store gordiske knuder i klimakampen.

Gruppen kaldes CEO Alliance og tæller blandt andre Björn Rosengren fra ABB, Ignacio Galán fra Iberdrola og Søren Skou fra Maersk. På dagsordenen er bl.a. en fælles el-ladeinfrastruktur for tung transport, integration af energisystemerne i Europa, elektriske busser og batteriproduktion. Alliancen har også en politisk snitflade og opfordrede i foråret EU til at arbejde for en CO2-afgift samt at sætte en slutdato for klimaskadelige industrier.

“Det nye er, at de fra hver sit hjørne i forskellige sektorer siger: Godt, kan vi gøre noget sammen? Om det lykkes at konkretisere det, ved vi endnu ikke, men det er en ny, interessant og nødvendig måde at tænke på,” siger Connie Hedegaard, der fungerer som rådgiver på projektet.

Nødvendigt med samarbejde på tværs

Netop modet til at samarbejde på tværs af faglige skel, sektorer og politiske niveauer er det centrale og gennemgående budskab, når Connie Hedegaard sætter ord på, hvad verden og ikke mindst Danmark har brug for nu.

Men, understreger hun også: Samarbejder på tværs af siloer fungerer kun, hvis vi som samfund tegner en klar ramme. Derfor bør politikerne stoppe med at klappe hinanden på skuldrene for langsigtede målsætninger, hvis de ikke samtidig følges op med konkrete, kortsigtede mål og milepæle.

“Vi er kommet langt, men det må ikke ende med bare at være noget, vi leger. Hvis vi står og siger det samme om to år, og vi ikke har rykket os, så har vi et problem.”

I godt 15 år er Connie Hedegaards navn nærmest blevet synonymt med bestræbelserne på at finde grønne løsninger, både herhjemme og på den europæiske scene.

Fra 2004 til 2009 var hun klima- og energiminister og f ørte Danmark frem mod klimatopmødet COP15. Senere blev hun udpeget som EU’s første klimakommissær. I dag sidder hun på en række centrale poster, hvor klima er et omdrejningspunkt, blandt andet som formand for tænketanken Concito.

Store milepæle på globalt plan

Selv om hun efterlyser politisk handling på bæredygtighedsagendaen, medgiver hun, at der er sket en del de seneste 10 år – og meget af det er reflekteret i forårets nyhedsbulletiner.

EU-medlemslandene og Europa-Parlamentets forhandlere blev for nylig enige om en ny klimalov, der indebærer en reduktion i CO2-udledning frem mod 2030 på mindst 55 procent sammenlignet med niveauet i 1990. I USA vil Biden-administrationen halvere udledningen frem mod 2030 i forhold til 2005-niveauet. Og Kina har løftet sløret for planerne om at nå CO2-neutralitet i 2060.

“Men hold da op, hvor har det taget lang tid at komme dertil, hvor vi ikke længere diskuterer, om der er et problem. Lad os nu markere det ved, at vi for alvor går over i den fase, der handler om, hvordan vi når målene,” siger Connie Hedegaard.

Behov for at få CO2-skatten på plads

På trods af de positive budskaber på tværs af landene globalt mangler vi stadig planer for at nå målene, mener hun. Connie Hedegaard bruger CO2-afgiften, der efter lang debat blev vedtaget i Folketinget i efteråret, som et eksempel på den langsommelighed, hun mener ofte kendetegner arbejdet.

“Først ved udgangen af 2022 skal et ekspertudvalg komme med et konkret bud på, hvordan en CO2-skat skal strikkes sammen. Og ja – det er ikke enkelt at skrue sammen, men havde man været lidt fremme i skoene, kunne man i Skatteministeriet godt have forudset, at det gik den vej, og forberedt arbejdet, man først påbegynder nu,” siger hun.

Og netop et instrument som en CO2-skat er ifølge Connie Hedegaard det mest centrale. Når skatten udmøntes konkret, vil den tænde lys i det fyrtårn, som alle skal styre efter – selv om det vil gøre ondt på nogen.

Afgørende at prioritere indsatsen

Men vi er nødt til at foretage modige valg, der rammer nogen. Omstilling af denne kaliber kræver fokus, og især hvis vi i Danmark vil bevare vores status som grøn frontløber. Som et eksempel nævner Connie Hedegaard, at vi i endnu højere grad end nu bør kanalisere forskningsmidlerne i en bestemt retning.

“I mange år har det været et fyord at satse på særlige områder – man har kaldt det pick the winners. Skrækscenariet har været, at politikerne på Christiansborg skulle bestemme, hvad der skal satses på, og dermed hvilke virksomheder der skulle vinde,” siger hun og erklærer sig delvist enig.

Men det betyder ikke, at der slet ikke kan prioriteres på en fornuftig måde, mener hun.

“Selv i erhvervslivet, hvor man tidligere har talt imod at prioritere indsatser til fordel for specifikke brancher og virksomheder, tales der nu for, at man udpeger nogle styrkepositioner. Det er en meget nødvendig ny drejning. Det kan ikke nytte noget, at vi er så demokratiske, at vi bare smører midlerne tyndt ud over alting.”

Der skal bruges både pisk og gulerod

Kombinationen af nogle af vores allerede erkendte styrker – digitaliseringen, robotiseringen og de grønne løsninger – kan være nøglen til at finde nye løsninger på klimaudfordringen og herved bane vejen for, at Danmark bibeholder sin status som grønt foregangsland.

Her er regeringens satsning på at etablere ambitiøse energiøer faktisk et godt eksempel, mener Connie Hedegaard. Men der skal mere til.

Til gengæld er hun overbevist om, at intelligent brug af både gulerod og pisk kan bringe os langt.

“At en virksomhed som Volkswagen i dag investerer godt 400 mia. kroner i grønne teknologier kom jo ikke automatisk. I EU satte vi standarder for, hvor meget bilerne måtte udlede pr. nyproduceret bil frem mod 2020. Vi vidste i EU, da vi satte de mål, at det kunne bilproducenterne kun klare ved at producere biler med meget lav udledning,” siger Connie Hedegaard.

Hvis bilproducenterne ikke nåede målene, ville de modtage bøder.

“Hos Volkswagen sagde man derfor til sig selv: Hvis vi risikerer bøder, så lad os investere det beløb, vi kan risikere at komme til at betale, i den grønne omstilling i stedet,” siger Connie Hedegaard.

Samarbejde frem for silotænkning

Eksemplet med Volkswagens store omlægning viser også, at der kan opstå nogle komplekse afledte udfordringer, forklarer Connie Hedegaard.

“Pludselig produceres der flere elbiler. Men hvad hvis ladeinfrastrukturen ikke er i orden? Eller energisystemerne ikke kan kapere mere el til biler? Eksemplet er interessant, fordi det viser, at der i den forestående grønne omstilling er så mange komponenter, der skal falde i hak,” siger hun.

Og her når vi frem til endnu en af Connie Hedegaards pointer. Det er netop den kompleksitet, der opstår som følge af den grønne omstilling, som bør adresseres ved hjælp af mere samarbejde på tværs af eksisterende faggrænser og skel.

“Det er ikke længere nok, at hver enkelt sidder i egen silo og siger, at nu rykker vi. Det gør arbejdet med den grønne omstilling hamrende svært,” siger Connie Hedegaard.

Mange valg skal træffes på tværs

Et godt eksempel er de 13 danske klimapartnerskaber, der ifølge Connie Hedegaard slet ikke er en dum idé, fordi den nærer samarbejdet mellem erhvervslivet og myndighederne. Alligevel er det 13 sektorer, der hver især har siddet og peget på løsningerne i egne sektorer.

“Der er behov for, at man med de 13 sektorplaner også tænker på tværs. Tag biogassen som eksempel. Der er en række virksomheder på tværs af sektorer, der kan bruge al den biogas, vi kan producere, men transportsektoren isoleret set kan også bruge den. Så er spørgsmålet, hvor vi skal bruge den henne? Her er et valg, der skal træffes på tværs,” siger Connie Hedegaard.

Omstillingen bliver også svær

I det hele taget skal der træffes mange valg, og vi er også nødt til at erkende, at nogle af dem vil ramme nogen, mener Connie Hedegaard.

“Lige nu har lidt for mange lidt for travlt med at sige, at den grønne omstilling ikke kommer til at betyde noget. Lad os slå fast – det vil den gøre,” siger hun.

I en omstilling af eksempelvis landbruget fra husdyrproduktion til planteavl vil der være en hel fødevareindustri, der skal forandres – eksempelvis slagteriarbejdere, der skal omskoles – ligesom der i en fremtid drevet af elbiler ikke længere vil være brug for komponenter til forbrændingsmotorer. Til gengæld vil der opstå nye job og virksomheder, og de grupper, det i første omgang går ud over, vil vi som samfund skulle hjælpe på vej.

“I Danmark er vi verdensmestre i at benytte skatter og afgifter og i at få ting til at lykkes på en måde, så alle er med. Eksempelvis udsteder vi grønne checks til dem, der skifter oliefyr ud med grønne løsninger, og på samme måde understøtter vi jo allerede omstillingen i erhvervslivet på fl ere punkter,” siger hun.

Connie Hedegaard er faktisk optimistisk på vegne af den grønne omstilling i erhvervslivet, fordi der nu endelig er et pres fra fl ere kanter. Politikerne opstiller mål. Samtidig rykker forbrugerne, der er et vigtigt led for at stimulere efterspørgslen på de grønne løsninger.

Tid til modige ledere

Selv om COVID-19-pandemien på mange måder har været en barsk tid, så er der måske kommet én fi n ting ud af den, som Connie Hedegaard håber kan indlejre sig og bære os i retning af morgendagens løsninger.

“Vi har set, at de ledere i politik og erhvervsliv, der tager ansvar og træffer svære beslutninger, generelt får opbakning i befolkningen. Jovist, der er noget støj, nogle hævder, at ikke alt er sket efter bogen, men i det store billede viser analyser, at vi har haft tillid til processen,” siger hun og håber, at det kan vise vejen.

“Hvis den læring bliver siddende i politikerne, og de kan tage den med over i klimakampen, så er der måske kommet noget godt ud af en slem pandemi,” siger Connie Hedegaard.

Hvis man vil øjne fremtidens energiproduktion, skal man kaste et blik ud over Nordsøen. 80 kilometer fra land vil der om 10-15 år ligge en ny dansk ø. Den kunstigt anlagte ø vil blive fremtidens grønne svar på det olie- og gaseventyr, vi har nydt godt af i årtier, men som også er ved at være forbi.

Energiøen udgør et enormt projekt. Det skal mere end femdoble Danmarks produktion af elektricitet fra havvindmøller. Anlægsomkostningerne er at sammenligne med fem storebæltsbroer og udgør dermed en stor forretningsmulighed for danske virksomheder.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) sikrede i foråret en bred politisk aftale om Energiøen. Hvis man beder ham illustrere potentialet for erhvervslivet i projektet, vælger han at bruge arbejdspladser som målestok.

”Energiøen vil cementere Danmarks førerposition inden for havvindmøller. Jeg håber selvfølgelig, at projektet også vil skabe stor aktivitet i Danmark. Potentialet er der i hvert fald. En analyse viser, at etableringen af havvindmølleenergi resulterer i knap 15.000 danske job pr. gigawatt. Energiøen skal på sigt nå ti gigawatt. Det er potentielt rigtig, rigtig mange job i Danmark,” siger han.

Han henviser til en analyse fra Danske Rederier, Dansk Energi og Wind Denmark fra 2020, som viser beskæftigelsespotentialet i en havvindmølles levetid og hele dens værdikæde. Analysen viser grundlæggende, at der er langt mere end blot grønne gevinster ved at satse på havvindmøller.

Partnerskab med erhvervsliv

Energiøen i Nordsøen bliver danmarkshistoriens største anlægs projekt med en estimeret samlet anlægssum på 210 milliarder kroner. Centralt i projektet er selve øen, som regeringen anser for kritisk infrastruktur, som den derfor vil have bestemmende ejerskab i.

Øen forventes at få en størrelse på mindst 120.000 kvadratmeter, svarende til ca. 18 fodboldbaner. På sigt er forventningen, at den bliver mere end tre gange så stor. Udvidelsen hænger sammen med de planlagte havvindmølleparker, der skal omkranse øen. Indledende skal der bygges vindmøller, der kan l evere samlet tre gigawatt, men på sigt er målet ti gigawatt. Det svarer til elforsyningen til ti millioner husstande.

Et så gigantisk projekt skaber et væld af muligheder for private aktører. Det gælder alt fra finansielle investorer over entreprenører og leverandører til teknologiiværksættere. Partners kabet med det private erhvervsliv er helt centralt, men konkurrencen kan blive hård.

”Det er et projekt, der har global interesse. Uanset om i nvesteringerne kommer i danske kroner, euro eller dollar, vil det være underligt, hvis det hele ikke også skaber en masse aktivitet i Danmark. Men vi skal huske, at vi er en del af det indre marked, og derfor kan alle byde på opgaverne. Danske virksomheder skal selvsagt være skarpe for at vinde dem,” siger han og tilføjer:

”Når det er sagt, så er vi heldigvis ganske langt fremme i Danmark, når det kommer til havvindmøller. Generelt er erhvervslivet en central partner i projektet. Mit embedsværk er i tæt kontakt med aktører på markedet for at finde ud af, hvordan vi tilrettelægger projektet, så det også bliver en interessant investering for dem.”

Danmark som foregangsland

Projektet er stadig i en tidlig fase. Det er fx endnu ikke afgjort, hvilken metode der skal bruges, når øen skal anlægges, men den slags emner vil snart komme på bordet. Tidsplanen er, at de indledende udbudsrunder skal være afsluttet i 2023, og den f ørste fase være operationel hurtigst muligt. Målet er i 2033, men tidsplanen kan dog forrykke sig begge veje.

For at forstå årsagen til, at regeringen kaster kræfterne i et så enormt projekt, mener Dan Jørgensen, at det er vigtigt at forstå omfanget i regeringens klimaambitioner – og det store globale billede, de er forankret i.

”Danmark står kun for 0,1 procent af verdens drivhusgasudledninger. Det betyder reelt, at vores indflydelse ikke er nævnev ærdig, selvom vi selvfølgelig skal gøre, hvad vi kan. Vores store potentiale ligger i noget andet – fx i at bruge vores knowhow inden for havvindmøller til at producere grøn energi til vores nabolande,” siger han.

I den forbindelse påpeger Dan Jørgensen, at danske løsninger også bør kædes sammen med danske værdier.

”Vi skal vise, at man kan foretage en grøn omstilling uden at sætte velfærdssamfundet på højkant. Det er vigtigt at bevise, at grøn omstilling er en god forretning, og at elektricitet fra havvind er konkurrencedygtigt. Hvis vi sætter vores sociale lighed, høje beskæftigelse, konkurrenceevne over styr i en grøn omstilling, så vil vi ikke være et foregangsland,” siger han.

Fremtidens energilagring

Klima-, energi- og forsyningsministeren vurderer, at vi allerede har et godt udgangspunkt herhjemme. Når det kommer til grøn energi, oplever han, at andre lande ser med interesse på Danmark, danske virksomheder og dansk viden.

Der bliver bl.a. lagt mærke til, hvordan dansk erhvervsliv bakker op om planen om at reducere nationens CO2-udledning med 70 procent i 2030. Der bliver også lagt mærke til beslutningerne om at stoppe udbuddet af nye licenser til olie- og gasboringer i Nordsøen og at slukke helt for hanerne i 2050.

Oven i det kommer Energiøen, der også har vakt opsigt i nternationalt. Det skyldes ikke mindst, at der er endnu et element ved øen, som rækker ud i fremtiden. Det handler om fremtidens måder at lagre energi på.

”Energiøen skal på den ene side fungere som en hub med kabler til Danmark og andre lande, der vil være med. Visionen er dog, at vi også skal kunne lagre strømmen. Derfor skal øen huse et anlæg, der kan omdanne den grønne strøm til brint. Den brint kan vi efterfølgende bruge til at lave forskellige typer flydende brændstof, der eksempelvis skal kunne bruges på skibe og fly,” siger han og tilføjer:

”Det lyder måske som science fiction, men det er faktisk bare science. Teknologien er der. Vi skal bare have det op i skala. Vi er positioneret til at blive dem, der gør lige netop dét bedst i verden. Vi har jo den unikke adgang til billig strøm fra havvind.”

Hvis det scenarie skal blive til virkelighed, kræver det innovative virksomheder, der er parate til at investere i de energiløsninger, der kan blive fundamentet for et nyt dansk nordsø-eventyr. Dan Jørgensen mener, at der er masser af spændende muligheder for erhvervslivet.

”Vi skal have virksomheder ind som partnere på alle mulige niveauer – og ikke blot til anlægsarbejdet på øen. Vindmølleparkerne skal også opføres på markedsvilkår. Derudover er der en masse teknologivinkler. Derfor bliver innovative grønne virksomheder også helt centrale,” siger han og tilføjer:

”I sidste ende vil det komme os alle til gode. Der vil komme rig adgang til grøn energi. Det er noget, der kan vise sig at blive en konkurrencefordel for danske virksomheder nu, hvor der er fokus på klimavenlige producenter. Energiøen i Nordsøen kan blive en kæmpe fordel for os alle.”

Som en af få kan virksomheden Chr. Hansen prale af at have været bæredygtig, nærmest længe før ordet blev opfundet. For siden Christian Ditlev Ammentorp Hansen i 1800-tallet fandt ud af at udvinde enzymer fra kalvemaver, som kunne bruges til produktion af ost, har forståelsen og respekten for naturens egne ressourcer været afgørende for virksomheden, der producerer naturlige bakteriekulturer til den globale fødevare-, sundheds- og landbrugssektor.

Selvom bæredygtighed således er en del af virksomhedens DNA, vil direktøren for Chr. Hansen DK og øverste ansvarlige for koncernens bæredygtighedsindsats, Winnie Bügel, alligevel gerne fremhæve en beslutning for seks år siden, som har gjort den helt store forskel:

“I 2015 tog vi indsatsen for bæredygtighed op på et mere strategisk niveau og tog samtidig hul på at arbejde med det også i en forretningsdimension, hvor vi så det som en løftestang for vækst. Vi blev enige om, at vi skulle have en egentlig strategi for bæredygtighed. Og vendepunktet kom for alvor i 2016, da vi begyndte at se på, hvordan virksomheden kunne opnå den største bæredygtige effekt af vores produkter og aktiviteter og knytte det hele til FN’s Verdensmål.”

I praksis betød det vedtagelsen af konkrete mål for bæredygtighed i en strategi. Desuden indebar det, at man gav sig til at analysere samtlige af virksomhedens 3.000 produkter og evaluere dem i forhold til tre specifikke verdensmål: ingen sult, høj sundhed og trivsel samt ansvarligt forbrug og produktion.

Med sin bæredygtige dagsorden adresserer Chr. Hansen i dag især udfordringer som madspild, overforbrug af antibiotika og behovet for en mere bæredygtig landbrugssektor til at brødføde verdens voksende befolkning – som fastlagt i FN’s verdensmål 2, 3 og 12.

Målinger skaber troværdighed

Men én ting er, hvad man siger, man gør. Noget andet er at vise det sort på hvidt. Derfor har Chr. Hansen de senere år fået udviklet måleværktøjer, der bl.a. viser, at det i 2020 var 81 procent af selskabets omsætning, der direkte understøtter de tre FN-verdensmål. For Winnie Bügel er det en nøgleprioritet at kunne måle effekter, hvorfor rapportering om fremskridt inden for bæredygtighed i dag er en integreret del af den eksterne revision, hvor de finansielle resultater sidestilles med de bæredygtige – både ift. verdensmål og CO2-udledning.

”Når måling af vores bæredygtige indvirkning på Products, Planet og People er så centralt et element i vores strategiske planlægning og virksomhedskultur, er det, fordi vi mener, det er afgørende for vores troværdighed blandt investorer og kunder. Og uden den får vi jo svært ved at vækste,” påpeger direktøren.

I henhold til 2025-strategien forfølger Chr. Hansen altså tre konkrete verdensmål for bæredygtighed. Ser man på verdensmål 2 (stop sult), skal virksomheden dække 25 mio. hektar med sine naturlige planteløsninger, der kan være med til at brødføde flere mennesker. I forhold til mål nr. 3 (sundhed og trivsel) skal der være 200 mio. mennesker, der spiser virksomhedens probiotiske stammer. Og ift. nr. 12 (om ansvarligt forbrug og produktion) skal man reducere madspild med to mio. tons yoghurt.

På alle tre områder er man allerede kommet rigtig langt. Og spørger man Winnie Bügel, mener hun også, at en af grundene til, at Chr. Hansen for to år siden blev kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, er, at verden for alvor er begyndt at forstå det potentiale, som gode bakterier har, og hvordan de kan bidrage til løsningen på nogle af de store udfordringer, planeten står over for i dag med madspild og sult, foruden at gøre landbrugssektoren mere bæredygtig.

Siden virksomhedens indsats for bæredygtighed for alvor tog fart, har Winnie Bügel kun set den accelerere. I dag har man således en mere divers agenda, der bl.a. omfatter en klimadagsorden og en forøget kommercialiseringsindsats sammen med kunderne. Det sidste handler bl.a. om Chr. Hansens leverancer af mikrobielle produkter, der kan være med til at reducere madspild i produktionskæden for fødevarer og nedsætte forbruget af antibiotika og pesticider i landbrugssektoren. På samme måde samarbejder man med kunderne om konsekvenserne for deres klimaaftryk og om datagrundlaget for det.

“Sådan er det eksempelvis, når vi sælger vores biobeskyttende kultur til mejerierne, som de gennem forbedret kvalitet og optimeret holdbarhed kan bruge til at komme af med en stor del af det spild, der er på tværs af værdikæden. Et spild, som vi ved har en enorm påvirkning på både CO2-aftryk og økonomi,” som direktøren siger.

En transformation af produktionen på vej

Mens 2025 nærmer sig med hastige skridt, er blikket nu rettet mod tiden efter. Især i forhold til de Science Based Targets, som man tilsluttede sig sidste år. Med dem har selskabet sagt ja til at deltage aktivt i bestræbelserne på at reducere CO2-udledningen og sænke den globale opvarmning med 1,5 grad. Som en relativt lille virksomhed er det vigtigt at fokusere sin indsats, hvor man kan realisere den største påvirkning. Derfor er det, ifølge Winnie Bügel, forsyningskæden, der står for tur.

“Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se en decideret transformation af hele vores måde at drive forretning på, navnlig inden for de mere industrielt tunge områder, hvor vi i dag har den største negative påvirkning og udledning af drivhusgasser. Her kommer vi til at ændre på hele vores setup, fra indkøb af råmaterialer og logistik til transport til og fra kunder og leverandører. De konkrete mål sætter vi i løbet af august 2021, og for at komme hurtigt ind på det rette spor, arbejder vi allerede nu med at afdække en meget stor portefølje af projekter, der kan være med til at understøtte transformationen,” fortæller hun og forventer, at man på den måde vil nå det højeste ambitionsniveau, som virksomheden endnu har leveret på.

Med til at fremme selskabets bæredygtige dagsorden er desuden den måde, som det er lykkedes Chr. Hansen at få den forankret i organisationen på.

“Mange virksomheder kæmper med dette. Men for os har vejen vist sig at gå over vores sustainabilityenhed, der i dag også fungerer som sekretariat for et egentligt sustainability board med vores CEO for bordenden og repræsentanter for alle dele af forretningen rundt om. Det, tror jeg, har haft en enorm indflydelse på den bevågenhed, som bæredygtighedsagendaen har i hele organisationen, hvor vi ser en stor lyst blandt medarbejderne til at bidrage,” siger Winnie Bügel og er samtidig overbevist om, at rigtig mange medarbejdere søger til Chr. Hansen netop af samme grund.

Forankring i ledelsen er helt centralt

Senest er virksomheden begyndt at koble bonusudbetalinger i den øverste ledelse til, hvordan man lykkes med at opfylde målene for klima og bæredygtighed.

“Vi har decideret lavet et ESG-paylink på 20 procent. Og hertil kommer, at vi agter at forankre indsatserne endnu mere både i bestyrelsen, i revisionskomitéen og i andre udvalg. Alt sammen for at sikre den rette fremdrift,” tilføjer hun og understreger, at bæredygtighedsdagsordenen hos Chr. Hansen ikke kun handler om natur, klima og miljø, men bliver forstået i relation til hele ESG-indsatsen – Environment, Social og Governance. Således er det sociale og ledelsesmæssige aspekt også et indsatsområde i virksomheden, hvor emner som diversitet, etnicitet, inklusion o.l. også fylder og er vigtige strategiske områder.

Men virksomheden med adresse i Hørsholm befinder sig ikke på en isoleret ø. Og direktøren peger her på især EU, hvorfra hun mener, at både Chr. Hansen og resten af erhvervslivet har brug for hjælp. For som det er nu, gør EU-regler og anden lovgivning det ikke just nemt for nogen at nå de mål, politikerne fastsætter.

“For eksempel kræver EU, at pesticidforbruget reduceres med 50 procent i 2030. Det er rigtig fint – men hvis det tager syv-otte år at få godkendt et bæredygtigt produkt, når vi det aldrig. Derfor har vi brug for en dansk regering, der støtter behovet for smidigere lovgivning og kortere godkendelses processer for i nnovative, grønne produkter – navnlig over for EU,” fastslår Winnie Bügel.

Mange virksomheder har omfavnet den grønne om­stilling, men få har gjort det i sådan en grad som Ørsted. Energiselskabet har ikke bare været en drivkraft inden for udbygningen af vindenergi; det har også været et forbillede, når det handler om bæredygtige visioner.

Verden har dog ændret sig på få år. Et utal af virksomheder har taget bæredygtighedsagendaen til sig, og det gør, at Ørsted langtfra er alene på sit marked. Det er tydeligt, hvis man ser på, hvem der i dag byder på at anlægge og drive havvindmølle­parker. Her har de store olieselskaber meldt deres ankomst.

Det kunne lyde som en forretningsmæssigt beklemt situation, men sådan ser Ørsteds CEO, Mads Nipper, ikke på det. Han erkender, at konkurrencen er skærpet, men han ser det som en naturlig udvikling.

For at forklare Ørsteds position peger han på energiselska­bets overordnede langsigtede strategi.

”Vores virksomhed eksisterer i princippet kun med ét over­ordnet formål. Det er en vision om en verden, der kører helt på grøn energi. Visionen driver ikke bare vores adfærd. Den driver selve vores forretning. Vi vil være en katalysator for, at hele verden sætter tempoet op inden for grøn omstilling,” siger han.

I den vision er konkurrence ikke uvelkommen. Den er nær­mere en forudsætning.

”Ørsted kommer ikke til at decarbonisere verden alene. Det er jo mange terawatt energi, vi taler om globalt. Men kan vi gøre vores arbejde så godt, at andre aktører også ser potentialet i grøn energiproduktion, giver det os muligheden for at multi­plicere vores indsats mange gange. Det er forretningsrationalet. Det er årsagen til, at vi er her,” siger Mads Nipper.

Konkurrencen er som sat på steroider

Ørsted er et børsnoteret aktieselskab, som den danske stat stadig har aktiemajoriteten i. Det var tidligere kendt under navnet DONG Energy – og oprindeligt som Dansk Olie og Naturgas, hvor det var en del af det danske olieeventyr i Nordsøen.

Virksomheden har dog ændret fokus over en årrække, og når det kommer til det danske vindenergi­eventyr, kan man ikke undervurdere betydningen af selskabets prioriteringer.

Ørsted har simpelthen været en drivkraft i udviklingen, der også har bevirket, at Danmark i dag eksporterer grøn strøm til nabolande.

Ørsted er kendt som en global markedsleder, når det kommer til grøn energi. Virksomheden har bevist, at havvindmølleparker kan være en god forretning, og det har vendt energi sektoren på hovedet. I dag er det et marked med mange aggressive aktører.

”Konkurrencen er benhård i dag. Et eksempel på det er en udbudsrunde i England i begyndelsen af året. De, der løb med tilladelsen til at bygge på havbunden, betalte ekstremt høje pri­ser. Det bliver interessant at se, hvordan de vil skabe værdi på det,” siger han og tilføjer:

”Hvis man ser på en kurve over, hvad det koster at sikre sig rettigheden til en havbund som indikator, så har denne været eksponentielt stigende over de seneste fem år. Det viser noget om intensiteten. Specielt olieselskabernes indtog på markedet har sat konkurrencen på steroider.”

Det kunne lyde som et forretningsmæssigt mareridt, men det er det ikke for Mads Nipper.

”Som direktør for et kommercielt selskab er det da noget bøvl, men hvis vi skal være tro mod vores vision, skal vi sige, at det er meget positivt. Det er jo supergodt for den grønne omstil­ling. Men det presser os til at være innovative. Vi skal sikre, at vi bliver ved med at være de dygtigste, så vi også er markedsleder om ti år,” siger han.

Lagring og teknologi bliver fokuspunkter

En af årsagerne til, at Mads Nipper ser med begejstring på frem­tiden i energisektoren, er en grundlæggende tendens, der har potentiale til at komme Ørsted til gode, selvom konkurrencen på et af virksomhedens kerneområder er hård.

”Markedet for havvind ventes af visse eksperter at blive seks­doblet over det næste årti. Det er et ekstremt lukrativt marked i forhold til markedsvækst, men det er også noget, der stiller krav til os. Blandt andet om at kunne blive ved med at være konkur­rencedygtig samt at kunne håndtere skaleringen og følge med væksten,” siger han.

Mads Nipper påpeger dog, at der er andre faktorer, man skal medtage i det store regnestykke. En af faktorerne er, at energi­sektoren ikke blot handler om selve strømproduktionen. Omstil­lingen til grøn energiproduktion skaber nye udfordringer – men også forretningspotentiale.

”Selvom vi elsker grøn energi og producerer mere og mere af den, er det nødvendigt at kunne lagre energien. Der går jo man­ge år, før man kan lave et elektrisk passagerfly eller container­skibe, der sejler på strøm. Man kan lagre energi på mange må­der. Batterier er én metode, brint lavet af grøn strøm er en anden. Her vil der ske en heftig udvikling de kommende år,” siger han.

Kravet til energilagring udgør således et markedspotentiale for Ørsted. Oven i det kommer innovation. Og et af områderne inden for energisektoren, som stadig har potentiale til at blive effektiviseret, er krydsfeltet mellem forbrugs­ og produktions­mønstre.

”Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan vi styrer det in­telligent. Det gør vi kun i begrænset omfang i dag, og vi er stadig et godt stykke fra et perfekt marked, hvor man kan optimere sin produktion i sin virksomhed eller opladningen af sin elbil i for­hold til strømproduktion. Her kommer digitaliseringen ind. Lag­ringsteknologi sammen med en massiv udbygning af vedvaren­de energi vil skabe behov for nye løsninger,” siger han.

Det farlige nulsumsspil

Mads Nipper påpeger samtidig, at der er potentiale for, at der snart rejser sig endnu en bæredygtighedsbølge, som rækker langt ud over de sektorer, man i dag forbinder med grøn energi. Han bruger som eksempel den rejse, Ørsted selv har været på.

Indadtil har Ørsted også foretaget et bæredygtighedsmæs­sigt kvantespring. Virksomheden arbejder med tre niveauer. Første niveau er virksomhedens interne emission – fx dens el­biler og energiforbrug. Andet niveau er selve forretningens emission – fx i form af køb og fordeling af grøn strøm fra et for­syningsselskab. Det tredje niveau er alt det omkringliggende – fx underleverandørers CO2­-aftryk.

Ørsteds mål er at blive helt CO2-­neutral på de første to niveauer i 2025. I 2040 skal også tredje niveau være CO2-­ neutralt. Sidstnævnte udgør i sig selv en helt ny verden af grøn­ne muligheder.

Mads Nipper bruger stålindustrien som eksempel. Ørsted køber årligt over én million tons rustfrit stål. Det betyder, at det danske energiselskab kan stille emissionskrav til sine leveran­dører – men det må ikke være urimelige krav, understreger han.

”Vi skal ikke bare komme og sige, at vi vil have grønne pro­dukter og ikke vil betale én krone mere for det. Det skal give me­ning for vores leverandører. Og hvis vi kan være med til at skabe et marked for grønt stål, handler det jo ikke bare om, at vi vælter en byrde over på dem. Vi giver dem en forretningsmulighed,” siger han og tilføjer:

”I processen skal vi hjælpe dem med at finde nye veje. Vi skal fortælle dem, hvad vi lægger vægt på, i hvilket tempo vores krav udvikler sig – og hvordan de dokumenterer deres indsats over for os.”

Samme rådgivende funktion mener Mads Nipper har stort potentiale, hvis man breder det ud til at inkludere de aktører – typisk stater – der udbyder kæmpeprojekter som eksempelvis havvindmølleparker. Her vil Ørsted også gerne være en aktør, der sørger for, at udvikling ikke bliver bremset af kortsigtet tankegang.

”En stat kan godt stille et krav om, at de vindmøller, der bli­ver opstillet, bliver lavet af grønt stål. Hvis man kræver det, så skaber man et marked. Man skaber udvikling. Hvorimod hvis alle siger, vi bare skal have den laveste pris, så ender det med at blive et nulsumsspil uden udvikling. Det skal vi undgå,” siger han.

Vil gøre en kæmpe forskel

Mads Nipper er optimist. Selvom konkurrencen inden for etab­leringen af havvindmølleparker er blevet hård og har medført markante prisstigninger på udbudsopgaver – trods det faktum, at Ørsted gik igennem 2020 uden at vinde den type opgaver – ser han en positiv udvikling ske. Der er barrierer for, at udviklin­gen kommer op i tempo, men han mener, at en virksomhed som Ørsted har vist vejen for mange andre aktører. Det vækker blandt andet opsigt ude i verden, at et dansk energiselskab, der blev bygget på den fossile energi, i dag kan bryste sig af kun at levere ti procent af sin strøm fra kulkraft.

Det tal vil om få år være et cirkelrundt nul. Den udvikling har også været udslagsgivende for, at han sagde ja tak til at påtage sig rollen som CEO fra årsskiftet:

”Det er et enormt inspirerende ansvar at påtage sig. Jeg er fyldt med ydmyghed over det, Ørsted allerede har opnået, men der er stadig store udfordringer. Vi skal have en ædruelig tilgang til, hvad vi er dygtige til, og hvordan vi bruger den vi­den fremadrettet. Det skal vi hele tiden arbejde på,” siger han og tilføjer:

”Men jeg ville ikke have sat mit navn på den stiplede linje, hvis ikke jeg kunne se, at det her har potentiale. Vi kan være med til at gøre en kæmpe forskel. Jeg er sikker på, at Ørsted vil blive ved med at vise vejen i den grønne omstilling.”

Danske topledere er blandt de mest investeringsvillige i verden, når det gælder klimaforbedringer, og de er samtidig parate til at tage et større ansvar end det globale gennemsnit for at løse klimaudfordringen, herunder både måle og afrapportere mere på klimaaftryk. Det viser PwC’s CEO Survey 2021, der understøttes af konklusioner fra interview med virksomhedsledere, politikere og eksperter, som CXO Magasinet har foretaget. Herfra lyder konklusionen, at der skal gøres en ekstraordinær fælles indsats for at nå de klimamål, der er sat for fremtiden. Men også, at der fortsat er et stort potentiale for Danmark i at fastholde kadencen i kampen for en bæredygtig fremtid.

Bæredygtighed har de seneste år for alvor indtaget agendaen i dansk politik og erhvervsliv. Her er der bred enighed om, at Danmark hører til blandt de lande, der sætter bæredygtighed højest på agendaen, men også om, at det høje ambitionsniveau skal bevares for at fastholde positionen som førende grøn nation. Sådan lyder konklusionen fra de virksomhedsledere, politikere og eksperter, CXO Magasinet har interviewet til denne udgave. Konklusionerne understøttes af PwC’s CEO Survey 2021, der viser, at danske topledere er klar til at tage et stort ansvar, når det gælder klimaforbedringer. Og samtidig at erhvervslederne stiller krav til den politiske prioritering på området. PwC’s CEO Survey nr. 24 er foretaget på baggrund af 5.050 interviews i 100 lande. I alt 79 danske CEO’er har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen tegner et billede af danske CEO’er, der ligger helt i front, når det gælder prioritering af investeringer i klima. Således vil 7 ud af 10 danske topledere øge de langsigtede investeringer inden for ESG (Environmental, Social, and Corporate Governance), mens det gælder for 6 ud af 10 blandt de globale topledere.

“Der bliver talt meget om, at genopretning efter COVID-19 bør have et tydeligt grønt fokus, så der ikke overinvesteres i sort teknologi for at få gang i økonomien, som så senere skal erstattes af grønne investeringer. PwC’s CEO Survey viser, at de danske topledere skruer op for netop de grønne investeringer, også i højere grad end toplederne i resten af verden,” siger Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og Senior Partner i PwC.

Et af de danske selskaber, der for alvor har taget den grønne omstilling til sig, er Ørsted, der er verdenskendt for sin totale omstilling fra sort til grøn energi. Selskabet har bevist, at havvindmølleparker kan være en god forretning og har på den måde været med til at disrupte energisektoren. Men de høje ambitioner stopper ikke her for det store danske energiselskab. Også i den kommende årrække vil vi se Ørsted påtage sig rollen som driver for den grønne omstilling på globalt plan.

”Vores virksomhed eksisterer i princippet kun med ét overordnet formål. Det er en vision om en verden, der kører helt på grøn energi. Visionen driver ikke bare vores adfærd. Den driver selve vores forretning. Vi vil være en katalysator for, at hele verden sætter tempoet op inden for grøn omstilling,” siger Mads Nipper, CEO, Ørsted.

Et af Ørsteds næste ambitiøse mål bliver eksempelvis at løfte bæredygtighedsagendaen ud til kæden af underleverandører og samarbejdspartnere. Hos Ørsted arbejder man med bæredygtighed på tre niveauer, hvor første niveau er virksomhedens interne emission – fx energiforbrug – og andet niveau er selve forretningens emission – fx i form af køb og fordeling af grøn strøm fra et forsyningsselskab. Det tredje niveau er alt det omkringliggende – fx underleverandørers CO2-aftryk. Ørsteds mål er at blive helt CO2-neutral på de første to niveauer i 2025. I 2040 skal også tredje niveau være CO2-neutralt.

Bæredygtighed som en del af strategien

I den samme grønne liga som Ørsted fi nder vi bioscience-virksomheden Chr. Hansen, der for to år siden blev kåret som verdens mest bæredygtige selskab. Adm. direktør for Chr. Hansen A/S (Denmark) og Corporate Vice President for Compliance & Corporate Affairs, Winnie Bügel, fremhæver i den forbindelse en afgørende og ambitiøs beslutning, man tog for seks år siden, og som har gjort en stor forskel for virksomhedens historiske indsats på området. En beslutning, der vil få betydning for den styrkede indsats fremadrettet.

“I 2015 tog vi indsatsen for bæredygtighed op på et mere strategisk niveau og tog samtidig hul på at arbejde med det også i en forretningsdimension, hvor vi så det som en løftestang for vækst. Vi blev enige om, at vi skulle have en egentlig strategi for bæredygtighed. Og vendepunktet kom for alvor i 2016, da vi begyndte at se på, hvordan virksomheden kunne opnå den største bæredygtige effekt af vores produkter og aktiviteter og knytte det hele til FN’s Verdensmål,” siger Winnie Bügel.

I praksis vedtog Chr. Hansen i 2015 den første strategi for bæredygtighed. Desuden indebar strategien også, at man gav sig til at analysere samtlige af virksomhedens 3.000 produkter og evaluere dem i forhold til tre specifi kke verdensmål: ingen sult, høj sundhed og trivsel, og ansvarligt forbrug og produktion. Fremadrettet fortæller Winnie Bugel, at man i relation til dette kommer til at ændre på virksomhedens setup, fra indkøb af råmaterialer og logistik til transport til og fra kunder og leverandører.

Også hos et af Danmarks vigtigste eksporterhverv, landbruget, er man bevidst om det store ansvar, der ligger i at sikre en de carboniseret fremtid på kloden.

Bæredygtige tiltag og teknologiske løsninger

Som adm. direktør for Landbrug & Fødevarer har Anne Lawaetz Arhnung siden sin tiltrædelse for tre år siden arbejdet for erhvervets ambition om klimaneutralitet senest i 2050. Det skal bl.a. ske gennem teknologiske løsninger og flere bæredygtige tiltag.

“Vi har gjort rigtig meget og kommer til at gøre endnu mere i de kommende år. Vores store udfordring lige nu er, at de første procenter er de letteste. Der er ingen tvivl om, at de næste 30 år bliver svære. For hver gang vi fra nu af skal rykke os bare lidt, kræver det utrolig meget forskning og innovation,” siger Anne Lawaetz Arhnung.

Det, der skal gøre målene realistiske, er netop at få sat fart på innovation og forskning på området. Og det sker i et hurtigt tempo lige nu, understreger hun.

“Der bliver brugt virkelig mange kræfter på udvikling, både i vores eget videnscenter, SEGES, på universiteter og i virksomheder – og i store samarbejder. Samtidig er der sat mange penge af til formålet fra statslig side. Så lige nu er det, som om proppen er gået af ketchupflasken. Og jeg tror, at vi snart vil se løsningerne begynde at vælte frem,” siger hun.

Klima skal prioriteres – i erhverv og politik

Ligesom erhvervslivet har høje ambitioner og stiller krav til sine egne beslutninger for at fremme den grønne omstilling, så forventer man også højt ambitionsniveau og stor beslutningskraft hos politikerne. PwC’s CEO Survey 2021 viser, at 7 ud af 10 danske topledere mener, at positive klimaforandringer bør være en politisk prioritet, hvilket stemmer overens med den andel, der mener, at også virksomhederne selv skal prioritere et bedre klima. Til sammenligning gælder det blot en tredjedel af virksomhedslederne globalt, både hvad angår virksomhederne og politikernes ansvar.

“De danske topledere skiller sig positivt ud i forhold til deres globale kolleger, når det angår klimaet. De har høje forventning er til virksomhederne, men også til det politiske system, hvilket givet er forstærket af den udmeldte politiske målsætning om en 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030,” siger Mogens Nørgaard Mogensen og fortsætter: “Vi skal dog huske på, at udfordringerne med klimaet er et globalt problem, så Danmark bør ikke gå enegang, men finde løsninger på tværs af lande, så vi sikrer vores konkurrenceevne. Derfor er det helt afgørende, at Danmark styrker sit klimadiplomati i EU og arbejder på at få resten af verden med på gode klimaløsninger.”

Mogens Nørgaard Mogensen bakkes op af mangeårig topleder i rederibranchen Mads Peter Zacho, der for nylig tiltrådte stillingen som chef for Industry Transition for Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. Centeret er uafhængigt og nonprofi t og arbejder med det formål at trække al CO2 ud af den maritime industri på globalt plan inden 2050.

Behov for lederskab

Et element, der bliver afgørende for den grønne succes, er det, Mads Peter Zacho kalder lederskab og samarbejde mellem offentlige og private aktører. Han fremhæver i denne forbindelse det nylige danske initiativ Energiøen, hvor regeringen og førende aktører med interesse for bæredygtig energi er gået sammen om at sætte nye standarder for energiproduktion.

“Hvis vi overlader transformationen til det private initiativ, så kommer det til at ske langsomt, og vi kommer ikke i mål inden for den tidshorisont, vi har sat os. Vi har brug for nogle aktører, der sætter barren højt og iværksætter nogle demonstrationsprojekter for at vise, hvad der er muligt. Her er Energiøen og bl.a. også Mærsks investering i nyt methanolskib nogle af de initiativer, der er med til at vise, at det kan lade sig gøre, hvis man tør satse,” konstaterer Mads Peter Zacho.

Energiøer er som nævnt en af de danske satsninger, som flere aktører, CXO Magasinet har talt med, er enige om kan få afgørende betydning. I dette tilfælde en satsning på havvind som fremtidens energiproduktion. Den senest planlagte energiø skal mere end femdoble Danmarks produktion af elektricitet fra havvindmøller og udgør, ifølge klima-, energi- og forsynings minister Dan Jørgensen, fremtidens grønne svar på det olie- og gas eventyr, som vi har nydt godt af i årtier, men som også er ved at være forbi: ”Energiøen vil cementere Danmarks førerposition inden for havvindmøller,” siger han.

Afgørende at prioritere forskning og uddannelse

Den tidligere danske miljøminister og nuværende formand for den grønne tænketank Concito, Connie Hedegaard, bakker også op om satsningen på energiøer i Danmark. I det hele taget efterlyser hun, at Danmark i videre udstrækning viser mod til at træffe svære valg for en grønnere fremtid. I forlængelse heraf opfordrer hun til, at vi benytter nogle af vores allerede erkendte styrker – digitaliseringen, robotiseringen og de grønne løsninger – til at fi nde nye løsninger på klimaudfordringen og på den måde bane vejen for, at Danmark bibeholder sin status som grønt foregangsland.

“I mange år har det været et fyord at satse på særlige områder – man har kaldt det pick the winners. Skrækscenariet har været, at politikerne på Christiansborg skulle bestemme, hvad der skal satses på, og dermed hvilke virksomheder der skulle vinde,” siger Connie Hedegaard og erklærer sig delvist enig.

Men det betyder ikke, at der slet ikke kan prioriteres på en fornuftig måde, mener hun.

“Det kan ikke nytte noget, at vi er så demokratiske, at vi bare smører midlerne tyndt ud over alting,” siger hun.

Når vi ser på måling, rapportering og dokumentation i relation til virksomhedernes klimaaftryk, er der en stor overvægt af danske CEO’er, der mener, at deres virksomhed bør gøre en bedre indsats her. PwC’s CEO Survey 2021 viser således, at hele 85 procent af de danske CEO’er mener, at deres virksomhed bør gøre mere for at måle deres klimaaftryk, mens 75 procent mener, at de bør gøre mere i forhold til at afrapportere om deres klimaaftryk. Til sammenligning gælder det blot hhv. 39 procent og 43 procent blandt de globale topledere.

”Der er ingen tvivl om, at det bliver et stadigt vigtigere konkurrenceparameter at kunne vise omverdenen, at man har de rette målepunkter og sikrer en ensartet rapportering, så alle kan følge med i, om forretningen formår at håndtere klimarelaterede risici samt at drage fordel af klimarelaterede muligheder,” siger Mogens Nørgaard Mogensen og tilføjer:

“Det er samtidig afgørende, at virksomhedernes klimarapportering er af høj kvalitet, at der sættes klare målsætninger for, hvad virksomhederne ønsker at opnå, og at der troværdigt rapporteres herom.”

Han henviser desuden til, at kun 4 ud af 10 globale topledere har klimarisici med i deres risk management-aktiviteter, mens det gælder 6 ud af 10 danske topledere.

“CEO Survey viser, at de danske virksomheder er godt med, når det gælder rapportering om klimarisici, men der er fortsat behov for at sætte fokus på, hvordan klimaforandringer potentielt kan ramme forretningen, og hvordan virksomheder kan agere i forhold til de risici og muligheder, som klimaforandringer vil medføre, ikke mindst globalt,” tilføjer Mogens Nørgaard Mogensen.

En af de virksomheder, der har gjort en dyd ud af at dokumentere og afrapportere konkret på eksempelvis FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, er Chr. Hansen, hvor man de senere år har udviklet måleværktøjer, der bl.a. viser, at det i 2020 var 81 procent af selskabets omsætning, der direkte understøtter de tre FN-verdensmål. Winnie Bügel forklarer, at det er en nøgleprioritet hos Chr. Hansen at kunne måle effekter af indsatsen, og at rapportering om fremskridt inden for bæredygtighed i dag er en integreret del af den eksterne revision. De finansielle resultater sidestilles med de bæredygtige – både ift. verdensmål og CO2-udledning.

”Når måling af vores bæredygtige indvirkning på Products, Planet og People er så centralt et element i vores strategiske planlægning og virksomhedskultur, er det, fordi vi mener, det er afgørende for vores troværdighed blandt investorer og kunder. Og uden den får vi jo svært ved at vækste,” siger hun.

Mere fokus på målbarhed

I forlængelse af netop måling og rapportering, så ville Katarina Ammitzbøll (KF), formand for det af Folketinget nedsatte 2030-netværk, ønske, at også Folketinget og regeringen i højere grad prioriterede at måle på indsatsen i det parlamentariske arbejde, således at man – ligesom virksomhederne – er i stand til at sætte nogle konkrete mål for indsatsen og nogle milepæle for, hvordan man når de pågældende mål. Og ikke mindst, hvordan man dokumenterer i forhold til, hvor langt man er i processen.

“Jeg ser det som en af mine mærkesager som formand for 2030-netværket at arbejde for, at vi i højere grad forbereder vores lovgivningsarbejde til at fungere i en foranderlig verden. Jeg vil bl.a. arbejde for, at vi i højere grad måler på, hvad vi kan kalde bæredygtighedseffekten af vores lovgivning. Det gælder ny lovgivning, men jeg mener også, at det er relevant at se på, om eksisterende lovgivning står i vejen for den grønne omstilling. Der er behov for en mere indarbejdet konsekvensvurdering på lovgivningsområdet,” siger Katarina Ammitzbøll.

En sådan tilgang til lovgivningen vil samtidig også medføre en stærkere bevidsthed hos alle Folketingets medlemmer om, hvordan lovgivningen kan være med til at påvirke både positivt og negativt, lyder det.

Klimapartnerskaberne skal bruges noget mere

Katarina Ammitzbøll fremhæver, ligesom flere andre, de 13 såkaldte klimapartnerskaber som et af de positive tiltag, der er gjort på det seneste, og som har potentiale til at sætte hastighed og retning på regeringens og Folketingets bæredygtighedsarbejde.

“Klimapartnerskaberne har generelt gjort et værdifuldt arbejde ved at komme med en lang række anbefalinger til, hvad der skal til for at flytte Danmark i den rigtige retning. Derudover har klimapartnerskaberne været med til at sikre, at der er et større samspil mellem erhvervslivet, den offentlige sektor og Christiansborg. Og det er netop dette samspil, der bliver så afgørende for, at vi hele tiden bevæger os i den rigtige retning.”

Afslutningsvist forudser man hos en af verdens mest anerkendte internationale NGO’er, World Economic Forum, at situationen omkring COVID-19 kan få en positiv effekt på bæredygtighedsagendaen. Managing Director Dominic Waughray mener, at det bliver afgørende, om man fra politisk og erhvervsmæssigt hold formår at holde fokus på det langsigtede mål, mens man samtidig forsøger at forandre på kort sigt. Han mener, at hver enkelt CEO og hver enkelt minister eller regeringsleder skal spørge sig selv: “Hvad kan jeg gøre i den tid, jeg har ansvaret?”.

“Vi har en deadline, vi skal overholde, og vi har travlt. Og det er ikke sikkert, at de ledere, der sidder med ansvaret lige nu, også er dem, der sidder med det om bare to eller tre år. Hvis vi skal nå de mål, der er sat for et bæredygtigt globalt samfund i 2030, 2050, 2060 osv., er det derfor helt afgørende, at hver enkelt leder sætter konkrete mål for, hvad der skal ske på kort sigt for at nå det langsigtede mål,” lyder opfordringen fra Dominic Waughray.