”Vi er bevidst paranoide for at fastholde vores konkurrenceevne”

#
  • 14/03/23

3Shape investerer massivt i innovation og forskning for at forblive en relevant og førende udbyder af højteknologiske scannings- og softwareløsninger til den globale tandlægeindustri. Evnen til at ​differentiere sig på markedet med premium-produkter, der gør en reel forskel for patienter og tandlæger, er nemlig afgørende for at sikre fremtidig vækst og fastholde en stærk markedsposition, vurderer Group CEO i 3Shape, Jakob Just-Bomholt.

For tech-virksomheden 3Shape er Ruslands invasion af Ukraine ikke blot en begivenhed, virksomheden tager bestik af og påvirkes indirekte af på afstand. Med flere hundrede Kyiv-baserede medarbejdere, der tilsammen udgør 20 pct. af den samlede medarbejderstab i 3Shape, og som repræsenterer en stor del af virksomhedens udviklingsbase inden for kundesupport, udvikling og marketing, påvirkes virksomheden direkte ved at være fysisk til stede i landet.

“Det var et stort chok for os, da krigen brød ud for et år siden. Vores fokus gik først og fremmest på at tage hånd om vores medarbejdere og deres familiers sikkerhed. Derfor har vi forudbetalt lønninger og givet tilskud til ekstra huslejeomkostninger, hentet ukrainske medarbejdere ved den polske grænse og hjulpet med indkvartering i det nordlige Polen,” indleder Group CEO i 3Shape, Jakob Just-Bomholt. Han fortæller, at 3Shape, foruden at have skabt en højere grad af arbejdsmæssig fleksibilitet, løbende kigger på, hvordan sikkerheden på kontoret kan forbedres, og hvordan operationelle udfordringer kan løses. Som eksempel herpå har 3Shape igennem de sidste tre måneder oplevet strømsvigt og manglende internet, hvilket man har forsøgt at løse med Starlink-termin ler og power banks.

“Krigen har udviklet sig dynamisk, og i dag er 55 pct. af vores medarbejdere tilbage i Kyiv. Det kører ikke perfekt, men fornuftigt,” vurderer Jakob Just-Bomholt, der først på året selv besøgte 3Shapes kontor i Kyiv for at give moralsk opbakning til virksomhedens medarbejdere. Han medgiver, at der eksisterer en række ledelsesmæssige dilemmaer og udfordringer, når man som virksomhed opererer i et krigshærget land. Samtidig påpeger han, at virksomhedens tilstedeværelse i landet også skaber økonomisk tryghed og stabilitet for ukrainske borgere i en ellers usikker tid.

“I og med at en stor del af vores udviklingskapacitet, og i øvrigt den service, vi yder, er forankret i Ukraine, kigger vi løbende ind i, hvordan vi bedst muligt får tilpasset os som virksomhed. Her har vores tilstedeværelse i landet skabt gode muligheder for at rekruttere dygtige medarbejdere fra virksomheder, der har forladt Ukraine. Ret utroligt har det betydet, at vi har øget antallet af medarbejdere i indeværende periode med 30 pct. i Ukraine, fra 350 til 450 ansatte,” siger Jakob Just-Bomholt.

Pointer fra artiklen

  • Digitalisering vil drive væksten i den globale tandlægeindustri over de kommende år
  • For at imødekomme morgendagen investerer 3Shape massivt i innovation og forskning
  • Shape har aktiviteter i Ukraines hovedstad Kyiv og har udvidet medarbejderstaben i landet med 30 pct

Det var et stort chok for os, da krigen brød ud for et år siden. Vores fokus gik først og fremmest på at tage hånd om vores medarbejdere og deres familiers sikkerhed. Derfor har vi forudbetalt lønninger og givet tilskud til ekstra huslejeomkostninger, hentet ukrainske medarbejdere ved den polske grænse og hjulpet med indkvartering i det nordlige Polen

Jakob Just-Bomholt, Group CEO, 3Shape

Tandlægebranchen: En konjunkturstabil industri

Jakob Just-Bomholt blev ansat som Group CEO i 3Shape i juni 2020.

Han overtog det daglige ledelsesansvar i en vanskelig tid under COVID-19 med et pludseligt stagneret salg af 3D-scannere og software til tandlægeindustrien, da hjemsendelser og restriktioner verden over lagde tandlægeklinikker ned. Samtidig havde tech-virksomheden i en årrække været præget af en række omkostningstunge og ressourcekrævende retssager mod selskabets største konkurrent i USA, som i januar 2022 blev afsluttet med et forlig parterne imellem.

“Helt konkret blev jeg ansat til at få genskabt væksten, der var begyndt at aftage, og styrke 3Shapes vækstkurve ind i fremtiden. Det var i en tid, hvor vi også blev konfronteret med COVID-19, og hvor tandlægeklinikker for en stund blev sat ud af kraft globalt. Når der ikke var patienter i tandlægeklinikkerne, påvirkede det helt naturligt tandlægers købelyst og vilje til at investere i højteknologiske løsninger,” fortæller Jakob Just-Bomholt og påpeger, at der aldrig blev tale om et længerevarende stagneret salg af 3D-scannere og software i tandlægeindustrien.

“Fra andet halvår i 2020 begyndte ordreniveauet i 3Shape at normalisere sig, og i 2021 var væksten tilbage. Patienter har brug for at blive tilset, og på den måde opererer vi på et felt, der er mere konjunkturstabilt end andre brancher,” forklarer Jakob Just-Bomholt og henviser til virksomhedens seneste årsregnskab med en omsætning, der har rundet tre mia. kr.

“Sammenligner man årsregnskabet fra 2022 med årsregnskabet fra 2020, er væksten i perioden steget med 80 pct. Vores indtjening er klart blevet forbedret, men globale data viser også, at den stigende inflation har medført et lavere antal tandlægebesøg. Samtidig er patientvolumen for nuværende ikke stigende, og derfor kigger vi ind i en tid med øget usikkerhed, ligesom andre virksomheder.”

Om Jacob Just-Bomholt

Født i 1974 og har en bachelorgrad i økonomi fra Copenhagen Business School (2000) samt en master i Business Administration fra den franske handelshøjskole INSEAD (2002)

I 2020 tiltrådte Jakob Just-Bomholt stillingen som Group CEO hos 3Shape

Fra januar 2017 til 2020 EVP Emergency og en del af Executive Committee hos Falck

Fra 2015 til december 2016 CCO hos APM Terminals

Startede sin karriere i A.P. Møller-Mærsk tilbage i 1999 som Personal Assistant til CEO og har sidenhen haft forskellige toplederstillinger, herunder CEO for Seago Line

Skarp konkurrence på den globale scene

På trods af usikre økonomiske tider med inflation, der truer den globale købelyst, anser Jakob Just-Bomholt ikke den økonomiske nedgang som morgendagens største udfordring. Ifølge ham skal 3Shapes reelle og primære udfordring i stedet findes i den vedvarende konkurrence blandt tech-virksomheder, der udvikler og fremstiller højteknologiske løsninger inden for 3D-scannere og software.

“Langsigtet vil der være et vækstpotentiale og en efterspørgsel på digitale løsninger inden for tandlægeindustrien. Det er ikke dér, bekymringen er. Hvor der i år vil være omkring 20 mio. patienter, der får behandling med vores produkter, kan tallet om fem år potentielt være 100 mio. patienter. Det er dét, vi innoverer efter. Internt i virksomheden taler vi om at være paranoide i forhold til, hvad der sker i morgen hos konkurrenten. Vi er en af de danske virksomheder, der er særligt konkurrenceudsatte, fordi vi konkurrerer mod kinesiske, koreanske og amerikanske tech-virksomheder. Det er eliten, og det betyder, at vi skal løbe stærkt for at fastholde vores konkurrenceevne, hvor det gælder om at levere den bedste samlede pakke,” siger Jakob Just-Bomholt.

Om 3Shape

Med speciale i højteknologiske løsninger inden for 3D-scanning og software blev 3Shape stiftet i år 2000 af Nikolaj Deichmann og Tais Clausen, der fortsat er aktive i foretagendet som næstformænd i virksomhedens bestyrelse

Virksomheden startede med at producere 3D-scannere til at fremstille individuelle høreapparater for senere at servicere klinikker og laboratorier i tandlægeindustrien med højteknologiske scannings- og softwareløsninger, der i dag distribueres og sælges i mere end 100 lande

3Shape leverede i 2022 en omsætning på 3,1 mia. kr. og et overskud på 872 mio. kr. Virksomheden har en samlet medarbejderstab på godt 2.000 ansatte på tværs af fem kontinenter

Foruden at have hovedkontor i København har virksomheden kontorer i Ukraine og Polen og ansatte i Sydamerika, Nordamerika, Asien, Oceanien samt flere steder i Europa

Succesfulde virksomheder tænker over, hvad det er for en virksomhed, de gerne vil være om fem år. Vores vækstkurve er betinget af, at vi differentierer os på markedet og gør en reel forskel for patienter og tandlæger, og derfor investerer vi i dag mere end 10 pct. af vores omsætning i innovation og har øget vores investeringer med 30 pct. inden for forskning og udvikling

Jakob Just-Bomholt, Group CEO, 3Shape

Innovation skal drive langsigtet væksteventyr

Med ambitionen om at udvikle digitale produkter, der hjælper patienter og sundhedspersonale, startede 3Shape i sin tid med at udvikle 3D-scannere, hvilket gjorde fremstilling af individuelt tilpassede høreapparater muligt. Sidenhen har virksomheden med lanceringen af TRIOS-serien i 2011 vendt fokus mod tandlægeindustriens digitaliseringspotentiale. Ved at fremstille og distribuere intraorale 3D-scannere og tilhørende software til tandlægeklinikker og dentallaboratorier kan 3Shape levere digitalt udstyr, der gør patientbehandlinger mere præcise, effektive og hygiejniske.

“Vores mest solgte produkt er vores TRIOS-scanner, der via digitalisering erstatter den analoge arbejdsgang, hvor patienten skal tygge i et stykke silikone, der skal hærde i munden, og som efterfølgende håndteres manuelt i dentallaboratoriet. Det er en metode, der er koblet op på vores software, der fungerer som et digitalt økosystem, der effektiviserer arbejdsgangene – fra tandlægeklinik til dentallaboratorium – markant, og som derudover engagerer patienterne langt bedre, fordi de kan følge med i den pågældende behandling via en skærm,” forklarer Jakob Just-Bomholt. Han ser gode muligheder for, at 3Shape med sine højteknologiske scanningsløsninger kan spille en endnu større rolle i fremtiden inden for sygdomsforebyggelse og diagnosticering i tandplejen.

“Succesfulde virksomheder tænker over, hvad det er for en virksomhed, de gerne vil være om fem år. Vores vækstkurve er betinget af, at vi differentierer os på markedet og gør en reel forskel for patienter og tandlæger, og derfor investerer vi i dag mere end 10 pct. af vores omsætning i innovation og har øget vores investeringer med 30 pct. inden for forskning og udvikling. Forretningsmodeller justeres løbende, og vi tænker over, hvordan vi med flere produkter kan servicere vores slutbrugere og tandlæger endnu bedre i fremtiden. Det er dét, vi laver handlingsplaner efter,” afslutter Jakob Just-Bomholt.

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #33

Læs hele magasinet

Download (PDF of 2.94mb)

Kontakt os

Torben Leth

Partner, Head of Digital Transformation, København , PwC Denmark

5183 7958

E-mail