Pandora dropper sølv, guld og diamanter fra miner

#
  • 19/09/22

Verdens største smykkekoncern er i fuld gang med at mindske sit klimaaftryk, og et af værktøjerne er at lade genanvendelse erstatte ædelmetaller udvundet fra miner. Samfundsansvar og bæredygtighed er blevet en integreret del af forretningen.

Da Anders Boyer i 2018 blev ansat som CFO i ­Pandora, udpegede smykkekoncernen ESG (miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelsespraksis) som et ansvarsområde, der ville komme til at fylde mere på den øverste økonomipost. Fire år senere ­bekræfter han dén vurdering.

”Betydningen af samfundsansvar og ESG er vokset eksponentielt og vil vokse yderligere de kommende år, bl.a. fordi forbrugerne stiller krav til virksomhederne. Pandora var godt i gang, men da det meste af topledelsen blev udskiftet i 2018 og 2019, blev der set på tingene med friske øjne, og der blev skruet en tak op for ESG og bæredygtighed. ESG er blevet en integreret del af beslutningerne i ledelsen og indgår fx i vores årshjul (med regnskaber og vigtige opgaver som skal løses, red.),” siger Anders Boyer, der allerede kendte Pandora indgående fra seks års arbejde i bestyrelsen.

Vice President Corporate Communications & Sustaina­bility Mads Twomey-Madsen supplerer med betragtningen om, at samfundsansvar og ESG for alvor begyndte at tiltrække massiv opmærksomhed, da FN i slutningen af 2015 vedtog 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Pointer fra artiklen

  • Pandora har lanceret laboratorieskabte diamanter, og sølv og guld skal ikke længere hentes i miner
  • Er i fuld gang med at mindske CO2-aftrykket
  • Bæredygtighed er integrereret i ­forretningen

CO2-stop hos leverandører

Pandora fremlagde i september sidste år sin såkaldte Phoenix-strategi på en international kapitalmarkedsdag, og her indgik smykkekoncernens opdaterede plan for ESG og bæredygtighed. Den har tre overordnede mål: at minimere udledningen af CO2, at fremme diversitet i organisationen og at stoppe med at bruge diamanter og ædelmetaller fra miner.

”Med de store klimaudfordringer i verden er vores måske vigtigste indsats at nedbringe CO2. I forvejen havde vi et mål om, at vores egne aktiviteter skal være CO2-neutrale i 2025. Nu går vi videre og stiller krav gennem hele værdikæden, herunder til vores leverandører – her skal CO2-udledningen være halveret i 2030. Og vi har som mål at være helt CO2-neutrale inklusive alle led i 2040,” siger Anders Boyer.

Vores egne aktiviteter skal være CO2-neutrale i 2025. Nu går vi videre og stiller krav gennem hele værdikæden, herunder til vores leverandører – her skal CO2-udledningen være halveret i 2030. Og vi har som mål at være helt CO2-neutrale inklusive alle led i 2040

Anders Boyer, CFO, Pandora

Den del af strategien udleves fx i Pandoras to store thailandske produktionsanlæg, der benytter vedvarende energi fra solceller. Indsatsen og ESG-målene er blandt andet beskrevet på en detaljerig hjemmeside om bæredygtighed og i Pandoras bæredygtighedsrapport på 53 sider inklusive revisorerklæring.

Et andet hovedelement i strategien er mere diversitet, ikke mindst hvad angår køn. Blandt de 27.000 ansatte er næsten tre ud af fire kvinder, men jo højere op i organisationen, man kigger, desto færre kvinder får man øje på. Derfor vil Pandora senest i 2030 have balance i kønnene i de øverste ledelseslag.

Desuden skal 30 pct. af Pandoras eksterne budget til markedsføring gå til virksomheder ejet af kvinder og andre underrepræsenterede grupper.

Om Mads Twomey-Madsen

Født 1968, cand.merc. i International Business fra CBS 1994

Ansat i Pandora siden 2018 som Vice President Corporate Communications & Sustainability

Forudgående karriere i kommunikations­branchen hos en række virksomheder, senest som global ­kommunikationsdirektør i Novozymes frem til 2018

Væk fra minerne

Det tredje hovedelement omfatter at gå væk fra at købe diamanter, sølv og guld udvundet fra miner. Generelt udløser minedrift stor CO2-udledning og pres på naturen og indebærer samtidig høj risiko for forurening og nedslidende arbejde.

Og netop her har Pandora, som verdens største smykkekoncern, mulighed for at spille en særlig rolle.

Inden for diamanter – der salgsmæssigt ikke fylder så meget som sølv og guld – har smykkekoncernen med hovedsæde på Havneholmen i København på sin vis taget det største spring: helt væk fra minerne.

Sidste år indledte Pandora en test af kollektionen Diamonds by Pandora på koncernens store britiske marked med 33 forskellige smykker, hvor diamanterne er skabt på laboratorier og således ikke stammer fra miner. Kollektionen blev i år lanceret i Canada og USA, som er Pandoras største markeder.

”Diamanterne er magen til dem, der er skabt i naturen, men i laboratorierne kan vi producere dem med et markant lavere CO2-aftryk (modsat udvinding via energikrævende minedrift, red.),” siger Anders Boyer.

De laboratorieskabte diamanter skal gerne vokse til at udgøre mindst fem pct. af det samlede salg, og Mads Twomey-Madsen peger på sammenhængen mellem bæredygtig adfærd og kommercielle fordele.

”Som markedsledende er vi nødt til at være langt fremme inden for bæredygtighed, og vi kan se, at det betyder meget for især de yngre kunder. Det står højt på dagsordenen mange steder, og fx blev Alexander (CEO Alexander Lacik, red.) interviewet af CNN, da vi lancerede de nye produkter i USA og Canada i august. CO2-aftrykket fra en af vores diamantringe er det samme som for en T-shirt eller et par jeans, men de fleste har nok ringen lidt længere tid end tøjet,” siger Mads Twomey-Madsen.

Produktionsmetoden gør det muligt at sælge diamanter billigere end før; det kan fx betyde, at unge par nu køber større vielsesringe til samme pris, og at forbrugere, der ikke tidligere syntes, de havde råd til diamantsmykker, nu får dem inden for rækkevidde.

Om Anders Boyer

Født 1970, traineeuddannet i Mærsk. HD i regnskab (1992) og cand.merc. i finansiering (1997), begge fra CBS

Medlem af Pandoras bestyrelse 2012-18, tiltrådt som CFO i 2018

CFO i Hempel fra 2016-18 og GN Store Nord fra 2007-16

Kåret som Årets CFO i maj 2021

Sølv og guld

For ædelmetallerne guld og især sølv kan ændringerne hos Pandora få stor betydning, fordi smykkekoncernen ifølge Mads Twomey-Madsen er en af verdens største indkøbere af sølv.

Pandora har som ambition, at alt guld og sølv i produktionen fra 2025 skal være genanvendt og ikke længere komme fra den ressourcebelastende minedrift.

”Guld har så stor værdi, at det meste finder vej til gen­anvendelse, men det er slet ikke tilfældet for sølv,” siger Mads ­Twomey-Madsen.

Imens fægter Anders Boyer med sin bærbare pc ved interviewbordet for at understrege pointen om, at der er masser af ædelmetaller og andre værdier inde i det it-udstyr og i de mobiltelefoner, mange af os rask væk kasserer efter få år.

”Sidste år nåede vi op på, at 60 pct. af ædelmetaller kom fra genanvendelse, og i år når vi måske 70 pct., og på den måde har vi bidraget til et stort fald i CO2-udledningen,” siger CFO’en.

Om Pandora

Grundlagt i 1982 af iværksætter og guldsmed Per ­Enevoldsen, børsnoteret i 2010

Designer og sælger smykker til overkommelige priser, har egen produktion i Thailand

Omsatte i 2021 for 23,4 mia. kr. hovedsageligt via 2.600 Pandora-butikker i mere end 100 lande – de fleste ejet af koncernen selv, andre af samarbejdspartnere

Koncernen har 27.000 ansatte, heraf 15.000 i Thailand

Fremlagde i september 2021 ny ESG-politik med ­skærpede krav om mindre CO2-udledning, om øget ­genanvendelse af materialer og om øget diversitet, ­herunder bedre kønsbalance i topledelsen

Lynexit fra Rusland

Da Rusland invaderede Ukraine i februar, satte det mange topledelser under pres – skulle de opretholde, frasælge eller afvikle deres aktiviteter i Rusland og hos russernes allierede Belarus?

”Via en distributør havde vi omkring 200 butikker i de to ­lande, og vi besluttede øjeblikkeligt at stoppe leverancerne. Det kostede os et tab på cirka 50 mio. kr. i 2. kvartal af 2022 og en mistet omsætning i størrelsesordenen 200 mio. kr. om året, men det var det rigtige at gøre,” siger Anders Boyer.

Han anerkender, at den beslutning var lettere at tage, fordi butikkerne var ejet af en samarbejdspartner. Hvis Pandora selv havde haft ansvaret for mange hundrede ansatte, ”havde det været en sværere beslutning at træffe”. Anders Boyer tilføjer, at Pandora under pandemien – da omkring 80 pct. af butikkerne var lukket ned – undlod fyringer blandt de 7.000 faste salgsmedarbejdere.

Hverken Anders Boyer eller Mads Twomey-Madsen mener, at man på forhånd kan svare på, hvordan en eventuel ny situation, hvor der er et stort internationalt pres mod et land skal håndteres.

”Det vil være en ny situation med nogle andre omstændigheder, så det er umuligt at svare på. Men de seneste 50 år har vist os, at det for en ledelse ikke længere kun handler om at vurdere, hvad der er bedst at gøre inden for egne ”fire vægge”, fx at beskytte sine egne folk i et bestemt land. I dag omfatter ledelsesdisciplinen et bredere perspektiv, fx at vurdere, hvordan omverdenen ser på situationen,” siger Anders Boyer.

”Det eneste sikre vil være, at ledelsen skal forholde sig til tingene hurtigt, og at virksomheder i dag bliver nødt til at anlægge et bredere stakeholder-perspektiv end tidligere, hvor fokus nok primært var på aktionærerne,” siger Mads Twomey-Madsen.

Falsk modsætning

Men er der elementer af mode over ESG og samfundsansvar? Er der overhovedet økonomisk råderum og ledelsesmæssige ­ressourcer til de discipliner, når internationale koncerner pludselig skal tackle pandemier, brudte forsyningslinjer, stigende inflation, prishop på energi og militære konflikter, fulgt af sanktioner?

”Det er en falsk modsætning at skelne mellem ESG og forretning,” fastslår Mads Twomey-Madsen.

”I dag er ESG en integreret del af ledelsen og forretningen. Det er en betingelse at have styr på ESG, bl.a. fordi forbrugere, investorer og omgivelser forventer det og kræver det.”

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #31

Læs hele magasinet

Download (PDF of 8.67mb)

Kontakt os

Susanne Stormer

Partner, Leder af ESG- og Bæredygtighedsydelser, København, PwC Denmark

2334 6283

E-mail