”Hos ROCKWOOL tænker vi stort E, lille s og lille g”

#
  • 19/09/22

CEO Jens Birgersson har på godt syv år flyttet ROCKWOOL fra at være en virksomhed med et primært idealistisk syn på klimabevidsthed til nu at være en af de få energiintensive produktionsvirksom­heder, der har tiltrådt Science Based Targets initiative (SBTi). Han ser bæredygtighedstrenden som en fordel for ROCKWOOL, men er ­bekymret for de voldsomme temperaturstigninger, vi ser globalt. ­Derfor handler det for ham om at fokusere på Environmental issues og mindre på Social og Governance i “ESG”.

Jens Birgersson er uddannet økonom og ingeniør fra hhv. Stockholm Universitet og Kungliga Tekniska Högskolan. Siden 2015 har han stået i spidsen for ­ROCKWOOL-koncernen, der har hovedsæde i Hedehusene, og som med sine 51 produktionsanlæg på globalt plan er verdens største producent af stenuldsisolering. CXO ­Magasinet møder ham på en af de mange varme sensommerdage i slutningen af august for at tale om ROCKWOOLs ESG-strategi, og hvordan han og ROCKWOOL håndterer en virkelighed, hvor andre værdier end de rent finansielle for alvor har indtaget chefgangene.

Jens Birgersson gør det lynhurtigt klart, at han som CEO og øverste ansvarlig i ROCKWOOLs ledelse ser lyst på virksomhedens fremtid. Men lige så positiv er topchefen med svensk ingeniørbaggrund ikke, når han vurderer klodens umiddelbare fremtid.

“ROCKWOOL går en rigtig fin fremtid i møde. Efterspørgslen efter vores produkter vil kun stige i mange år fremover. Vi sidder kommercielt helt perfekt i forhold til den megatrend omkring bæredygtighed, vi oplever,” lyder konklusionen fra Jens Birgersson, der skifter til en mere alvorlig mine og fortsætter: “Det, der virkelig kan bekymre mig, er klodens fremtid. Vi skal stoppe med at forestille os, at vi når Parisaftalen. Vi skal gøre os klar til et muligt plus 3,0 graders-scenarie, og hvad det indebærer. Både i forhold til at håndtere de negative effekter af klimaforandringerne og selvfølgelig i forhold til at blive ved med at reducere vores CO2-udledning kraftigt,” konkluderer Jens Birgersson.

Han ryster derfor ikke på hånden, når han melder klart ud, at for ROCKWOOL handler bæredygtighed allermest om E’et i ESG.

“Jeg er overbevist om, at hvis folk skal bedømme min indsats om 20 år, så vil det ikke være på, hvordan jeg håndterede Social og Governance issues, men hvordan jeg håndterede Environmental issues. Når jeg prioriterer min indsats, så tænker jeg stort E og lille s og lille g. Det er afgørende vigtigt at sætte de bedste folk og de fleste ressourcer til at løse Environmental issues. For hvis vi ikke løser E’et, så er der ikke noget S og G at løse,” lyder det fra Jens Birgersson.

Når det er sagt, må man dog ikke tro, at ROCKWOOL ­negligerer indsatser relateret til sociale og ledelsesmæssige tiltag. Virksomheden er kendetegnet ved en høj diversitet med bl.a. 31 forskellige nationaliteter på hovedsædet i Hedehusene og 71 forskellige nationaliteter i alt i virksomheden. Når det gælder kønsdiversitet er der udfordringer, men her er der også klare målsætninger og processer, der skal sikre mere diversitet i hele organisationen på det område.

Pointer fra artiklen

  • Environmental issues har for ROCKWOOL første prioritet i en samlet ESG-betragtning
  • ROCKWOOL har flyttet sig fra ideologi til fakta i måden at håndtere klimaudfordringen på
  • EU’s klimalov har øget fokus på energieffektive løsninger

Klimaet skal reddes først

ROCKWOOL har på grund af sit produkt altid haft stort fokus på klima. Alligevel er det først i 2015, da Jens Birgersson ­tiltræder, at man for alvor begynder at arbejde strategisk og ­systematisk med virksomhedens klimapåvirkning. Fra da af ­arbejder ­ROCKWOOL mere målrettet på at få styr på sit ­footprint – og ikke mindst også sit handprint. Handprint er det positive aftryk, virksomheden efterlader, mens footprint er det negative aftryk. En beslutning der kræver et helt andet mindset, end der har ­været tidligere i ROCKWOOL.

“Det første, vi gjorde, var at ændre vores bæredygtigheds­fokus fra ideologi til videnskab og fakta. Derefter ændrede vi på de kompetencer, vi havde i vores bæredygtighedsafdeling, så vi fik en mere ingeniørbaseret tilgang. Vi begyndte at måle og veje for at få en dybere forståelse for, hvor meget vi ­udleder, og hvorfor vi udleder det, vi gør. Og ikke mindst, hvordan vi kan ­reducere og forhindre udledningen. Senere er vi begyndt at få ekstern ­review på tallene for yderligere at sikre, at vi ikke ­greenwasher, og at vi hele tiden er faktabaserede og forstår ­vores handprint og footprint,” siger Jens Birgersson.

Vi skal stoppe med at forestille os, at vi når ­Parisaftalen. Vi skal gøre os klar til et muligt plus 3,0 graders-scenarie, og hvad det indebærer. Både i forhold til at håndtere de negative effekter af klimaforandringerne og selvfølgelig i forhold til at blive ved med at reducere vores CO2-udledning kraftigt

Jens Birgersson, CEO, ROCKWOOL

For en virksomhed som ROCKWOOL er det væsentligt at se på både handprint og footprint. Både fordi produktet har en væsentlig positiv indflydelse på den samlede udledning af CO2 i byggeri og ejendomme, og fordi virksomheden er yderst energiintensiv i sin produktion.

“Det vil sige, at jo mere vi producerer og sælger, des mere reducerer vi det samlede CO2-aftryk. Det er sådan, vi bidrager til at reducere klimaaftrykket.”

I 2021 var ROCKWOOLs totale produktion af stenulds­isolering således med til at undgå energiforbrug i byggeri ­svarende til 20 TWh (terawatt-timer). Til sammenligning var det samlede energiforbrug i Danmark i 2020 på 194 TWh ifølge Energi­styrelsen.

Om Jens Birgersson

Født i 1967 og uddannet økonom og ingeniør fra hhv. ­Stockholm Universitet og Kungliga Tekniska Högskolan

Siden 2015 CEO, ROCKWOOL A/S

Fra 2008 til 2015 Group Senior Vice President, Head of ­Business Unit Network Management, ABB, Schweiz

Fra 2005 til 2008 Executive Vice President, Head of ­Performance Minerals and Pigments, Imerys, Belgien

Fra 2004 til 2005 Group Senior Vice President, Oil, Gas & ­Petrochemicals, ABB, Schweiz

Fra 2002 til 2004 Group Senior Vice President, High Voltage Products, ABB, Schweiz

Fra 2001 til 2002 Business Area Unit Manager, High Voltage Products, ABB, Sverige

Fra 1998 til 2001 Business Area Controller, T&D Management, ABB, Schweiz

En CO2-negativ virksomhed

I 2020 blev ROCKWOOL en af de få såkaldte energiintensive produktionsvirksomheder, der fik ­emissionsreduktionsmålene verificeret og godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). I samme ombæring blev ROCKWOOL endnu en gang omtalt som en “CO2-negativ” virksomhed med henvisning til, at virksomhedens bygningsisoleringsprodukter, ifølge egne opgørelser, sparer 100 gange så meget CO2 i livscyklen, som der bliver genereret til at producere dem.

“ROCKWOOL har forpligtet sig til en verificeret og godkendt plan for at reducere vores livscyklusudledning af drivhusgasser inden 2034 med 2019 som udgangspunkt. Vi vil reducere de absolutte Scope 1- og 2-emissioner med 38 pct. inden 2034 og Scope 3-drivhusgasemissioner med 20 pct. inden 2034. Derudover kræver dette, at alle emissioner fra organisk vækst skal være CO2-neutrale. Det skal ses i kontekst af, at i de sidste 40 år har ROCKWOOL haft en gennemsnitlig vækst på 5-6 pct.,” siger Jens Birgersson.

Modsat mange andre produktionsvirksomheder ligger ROCKWOOLs største udfordringer ikke i Scope 3, der ­omfatter forsyningskæden og leverandørerne. ROCKWOOL har langt den største del af sit footprint i Scope 1 og 2, da hovedparten af produktionen foregår på virksomhedens egne fabrikker.

“Hos ROCKWOOL kan vores produktion bedst sammenlignes med at drive en vulkan. Vi smelter enorme mængder sten, og derfor er vores største udfordring at nedbringe energi­forbruget i vores egne produktionsprocesser. Vi investerer omkring 100 mio. euro om året i bæredygtige initiativer, primært til at optimere på smelteteknologi og energiforsyning. For ca. to år siden skiftede vi fx til biogas på vores danske produktionsanlæg, hvilket reducerede CO2-udledningen med 70 pct. i forhold til 1990. Til sammenligning er Danmarks CO2-reduktions­mål at reducere den samlede udledning med 70 pct. i 2030 (i forhold til 1990, red.). Det leverede vi hos ROCKWOOL sidste år,” siger Jens Birgersson.

“Vi ser grundlæggende hele tiden på, hvordan vi kan forbedre vores produktionsplatform og sikre os, at vi optimerer på vores produktionskoncepter, så hver gang vi bygger en ny ­fabrik, er den optimeret og effektiviseret ud fra vores seneste viden på området. Det er dér, vi har det store arbejde,” siger Jens ­Birgersson.

Fremadrettet ser ROCKWOOL på, hvordan man kan ­elektrificere sine fabrikker, og her har man gode erfaringer med et nyt anlæg, der er etableret i Moss ved Oslo i Norge. Anlægget er en elektrisk smelteovn, der kører 100 pct. på vandgenereret energi og reducerer det direkte CO2-udslip med 80 pct. i forhold til den tidligere produktion.

Fabrikken er konverteret i 2020 og har ­kostet omkring 350 mio. kroner. En forudsætning for denne grønne omstilling er, at grøn energi er både tilgængelig og konkurrencedygtig i forhold til fossile brændsler.

Om ROCKWOOL

ROCKWOOL-koncernen er en ­verdensomspændende koncern med 12.400 medarbejdere fordelt på 40 ­lande, og verdens førende producent af stenuldsbaserede ­løsninger. Koncernen blev grundlagt i 1909, og den første ­ROCKWOOL fabrik startede i Hedehusene i 1937, hvor ROCKWOOL-koncernens hovedkontor stadig er placeret

Beskytter sin position

Det er store investeringer som disse, der er med til at sikre, at ROCKWOOL fortsat er den førende producent af stenuld i verden – både på kvantitet og kvalitet. Dette er samtidig kernen i et af de store spørgsmål, der har været stillet til ROCKWOOL om den fortsatte aktivitet i Rusland. ROCKWOOL har investeret milliarder af kroner i fire fabrikker i Rusland, som ifølge topchefen repræsenterer den ypperste og mest moderne teknologi i branchen.

“De fabrikker repræsenterer det bedste, vi kan, og vi er med længder verdens førende aktør. Og hvis vi overdrager nøglerne til Rusland, så giver vi dem en potentiel markedsledende virksomhed, som de ikke vil kunne købe sig til. Vi ville give dem adgang til danske kronjuveler og gøre dem til vores absolut største konkurrent med risiko for at miste det, ROCKWOOL bidrager med til det danske og internationale samfund. Vi ville samtidig overdrage en kerneaktør i relation til bæredygtighedsagendaen i EU til Rusland,” siger Jens Birgersson og fortsætter:

“Det var ikke en svær beslutning, for jeg ved med mig selv, at havde vi gjort det, så ville folk om 10-15 år have sagt, at det var en dårlig beslutning. Jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at blive – både etisk og forretningsmæssigt.”

Trods sin dystre klimaprognose glæder Jens Birgersson sig over, at man i EU tager klimaudfordringen alvorligt og stiller stadigt skrappere krav til medlemsstaterne i relation til øget bæredygtighed.

“Jeg synes, der er sket meget omkring energieffektive løsninger de seneste fem år. Dengang var det mest snak, men jeg synes, der er sket noget med Fit for 55 – den seneste klimalov, hvor EU har sat sig et bindende mål om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 og forpligtet sig til at reducere emissionerne med mindst 55 pct. senest i 2030. Jeg synes, at EU har anerkendt, at højeste prioritet er at skære ned på energiforbruget, siger Jens Birgersson, der også ser, at EU-loven rykker noget.

“Vi ser flere steder i EU, at prioriteringen på energieffektivisering og reduktion af energiforbruget er steget betydeligt. I Italien er der fx introduceret et bonusprogram med fokus på reduktion af energiforbruget i bygninger. Som direkte følge deraf er ROCKWOOLs salg i Italien mere end fordoblet på et år. I Tyskland investeres der 12-14 milliarder euro om året i energieffektiviseringer. Så der sker noget. Og EU har nu sat bindende mål for alle medlemslande. Det er altså ikke frivilligt, men bindende mål. Vi kan mærke, der sker noget, når det står i loven.”

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #31

Læs hele magasinet

Download (PDF of 8.67mb)

Kontakt os

Susanne Stormer

Partner, Leder af ESG- og Bæredygtighedsydelser, København, PwC Denmark

2334 6283

E-mail