De nye agendaer har forvandlet CFO-rollen – den er blevet mere holistisk

#
  • 19/09/22

Nutidens fokus på ESG har ændret finansdirektørens ansvarsområde. Det oplever Group CFO i COWI, Natalie Shaverdian Riise-Knudsen. Hun implementerer lige nu en omfattende værdibåret strategi, der inkluderer et fuldstændigt fravalg af projekter med fossile brændsler.

Den grønne omstilling er for alvor ved at sætte sit præg på danske virksomheder. I visse tilfælde er den med til at revolutionere dem indefra. Det oplever man ikke mindst i det rådgivende ingeniørfirma COWI, der i dag styrer efter en opsigtsvækkende og særdeles ambitiøs grøn strategi.

Faktisk har det nye, store fokus på ESG (miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelsespraksis) i COWI resulteret i, at alle områder i virksomheden i endnu højere grad får vævet ESG sammen med det rådgivende ingeniørfirmas traditionelle opgaver.

Det gælder i alle hjørner af virksomheden, og det gælder også på direktørgangen. Det forklarer COWI’s Group CFO, ­Natalie Shaverdian Riise-Knudsen, der oplever, at selv den klassiske talorienterede finansdirektørrolle i dag indeholder mange flere elementer. Den er blevet mere omfangsrig.

”Betegnelsen CFO føles reelt, som om den er for smal. I mit tilfælde vil det være mere retvisende at kalde rollen Chief Value Officer. Værdiskabelse i bredeste forstand er øverst på agendaen. Derfor er opgaven i dag mere holistisk. Vi skal levere det bedste resultat – ikke kun for virksomheden, men også for vores kunder og deres kunder samt verden. Det er reelt kernen i det, vi gør i COWI. Det er vores DNA,” siger hun.

Årsagen til hendes holdning skal findes i, at ­finansdirektørens ansvarsområde favner bredt. Det inkluderer både de interne tiltag som eksempelvis nedbringelse af virksomhedens eget klimatiske fodaftryk, og de eksterne tiltag, hvor det for eksempel er implementering af ESG-elementer hos kunders projekter og hos samarbejdspartnere.

”Det er finansafdelingens ansvar at sikre, at virksom­heden leverer på ESG både internt og eksternt. Vi skal ­allokere ­ressourcerne, så udviklingen sker. Vi skal være med til at ­accelerere udviklingen og samtidig beskytte forretningen. Det hele gør nutidens CFO-rolle ekstremt spændende,” siger hun.

Pointer fra artiklen

  • Den grønne omstilling har lagt et lag oven på CFO-rollen, der er blevet mere holistisk
  • COWI’s nye strategi, FUTURE-NOW, har som mål at skabe bæredygtig vækst
  • Mennesker er vigtigste aktiv i COWI – og ESG er afgørende for at tiltrække og fastholde medarbejdere

Ordrebogen har aldrig været større

COWI er nok et af de bedst kendte og mest anerkendte rådgivende ingeniørfirmaer herhjemme. Historikken går tilbage til 1930, hvor ingeniøren Christen Ostenfeld etablerede virksomheden med fokus på blandt andet broer og bærende konstruktioner. Kort efter anden verdenskrig indgik han partnerskab med ingeniøren Wriborg Jønson. Deraf udsprang det nuværende, kendte navn COWI – og deraf udsprang et ingeniørfirma, der i dag har sat sit fingeraftryk på utallige byggerier og anlægs­projekter verden over.

COWI har i dag over 7.000 medarbejdere fordelt på en lang række kontorer i ind- og udland. Ejerskabet ligger tungt hos ­COWIfonden samt i mindre grad hos en række nuværende og tidligere medarbejdere. Nettoomsætningen var i 2021 over 6,5 mia. kr., og firmaet har opgaver i pipelinen for omtrent 10 mia. kr. ­Ordrebogen har aldrig været større, fortæller Natalie Shaverdian Riise-Knudsen.

Værdiskabelse i bredeste forstand er øverst på agendaen. Derfor er opgaven i dag mere holistisk. Vi skal levere det bedste resultat – ikke kun for virksomheden, men også for vores kunder og deres kunder samt verden. Det er reelt kernen i det, vi gør i COWI. Det er vores DNA

Natalie Shaverdian ­Riise-Knudsen, Group CFO, COWI

Man kunne nok fristes til at tro, at det strategiske fokus i ­ingeniørfirmaet ville være at udbygge forretningen til endnu ­flere lokaliteter i verden, men i så fald tager man fejl. For i foråret 2022 offentliggjorde COWI en ny strategi, der vakte opsigt. ­Nogle af de centrale elementer var, at COWI fremover vil fokusere på kerne­markederne i Skandinavien, Storbritannien og Nord­amerika. Resten af verdensmarkedet vil principielt kun blive betjent, hvis det er i samarbejde med udvalgte kernekunder.

Derudover har COWI trukket sig fuldstændig fra projekter, der handler om fossile brændsler. Det har ikke været nogen nem beslutning, men det har været den rigtige beslutning, forklarer Natalie Shaverdian Riise-Knudsen.

”Som man kan læse ud af navnet, FUTURE-NOW, så har vi forsøgt at identificere, hvordan fremtiden vil se ud. Vores kunder vil have en fremtid, der er bæredygtig og positiv. Den vil vi hjælpe dem med at skabe,” siger hun og tilføjer:

”Strategier handler om valg. Vi har truffet nogle radikale af slagsen. Vi var de første i vores branche, der sagde klart nej til fossile brændsler. Den beslutning er vi stolte af. Det er det rigtige at gøre, og det viser sig også at være godt for forretningen.”

Om Natalie Shaverdian ­Riise-Knudsen

Født i 1981, svensk-iransk nationalitet

Master i Business Administration fra Linköping Universitet i 2005. Har derudover MBA-kurser i corporate finance og ­marketing

Siden 2021 Finansdirektør, Group CFO, for COWI A/S

Fra 2019 til 2021 Vice President of Business Finance hos ­Novozymes

Fra 2010 til 2019 Forskellige ledelsespositioner i det ­britiske forsikringsselskab RSA

Fra 2006 til 2010 Analytiker og controller i GE Capital

Fra 2005 til 2006 Associate, Global Risk Management ­Services hos PwC

Fremtidens forretningsfundament

FUTURE-NOW er en omfattende strategi. Den har mange ­elementer. Udover fokusering på kernemarkeder og fravalget af projekter, der omhandler fossile brændsler, inkluderer ­strategien en anden og lige så stor ambition. COWI vil arbejde mod, at 100 pct. af omsætningen skal komme fra projekter, der direkte eller indirekte fremmer bæredygtighed inden for tre til fem år. Det er store ord, og det udgør nok noget nær det mest ambitiøse, man kan forestille sig for en specialiseret og videnbaseret virksomhed, der har over 90 år på bagen.

De enorme ambitioner på det grønne område hænger dog tæt sammen med kerneforretningen i COWI. Faktisk skal FUTURE-­NOW anskues som fremtidens forretningsfundament for det hæderkronede, danske rådgivende ingeniørfirma.

Strategien er ikke kun udsprunget af COWI’s visioner og ­ønsker, men derimod af interne og eksterne analyser af ­fremtidens marked – og dermed hvad kunderne ventes at ville fokusere på i fremtiden.

Det inkluderer offentlige kunder, der især i Skandinavien allerede i dag har høje krav til bæredygtighed. Det er med andre ord i høj grad kundernes ønsker, der sætter turbo på udviklingen lige nu. Sådan en situation kan sætte et smil på enhver CFO’s læber – og det inkluderer Natalie Shaverdian Riise-Knudsen.

”FUTURE-NOW er grundlæggende en bæredygtig vækststrategi, der er afstedkommet af den grønne omstilling. ­Timingen for strategien har været eminent, fordi hele verden det seneste år har erkendt behovet for den grønne omstilling og investeret massivt i den,” siger hun.

Om Cowi

COWI er et rådgivende ingeniørfirma, der er forankret i Skandinavien, men som har opgaver i hele verden

Virksomheden er etableret af ­ingeniøren Christen Ostenfeld i 1930. Ca. 15 år ­senere bliver ingeniøren Wriborg Jønson partner

COWI er primært ejet af COWIfonden, har i dag over 7.000 medarbejdere og kontorer i stort set alle verdensdele

COWI arbejder med et væld af forskellige bygge- og renoveringsprojekter. Det gælder især store projekter som broer, tunneller m.m.

Koncernen kunne i 2021 melde om en nettoomsætning på over 6,5 mia. kr.

COWI har med strategien FUTURE-NOW fokuseret sit fremtidige virke på at være frontrunner på bæredygtighedsfronten

Målinger og KPI er essentielle

Når en virksomhed skal gennemføre så radikale reformer, som COWI er i gang med, er det ikke kun essentielt, at strategien er gennemtænkt og god. Implementeringen er alfa og omega. Og her kan en virksomheds finansafdeling hurtigt blive central.

Det er herfra, at ressourcer bliver allokeret. Det er her, at mønstre bliver analyseret og konsekvensberegnet. Derfor udgør måling og KPI centrale elementer i COWI’s strategi, og det arbejde er Natalie Shaverdian Riise-Knudsen dybt involveret i.

Beder man hende om at identificere nogle af de største barrierer for, at den grønne omstilling kan foregå i så højt tempo, som hun og resten af COWI arbejder efter, peger hun dog også ud af det rådgivende ingeniørfirmas mure i Lyngby. De regulative myndigheder i ind- og udland skal gøre deres. Virksomheder som COWI løber rigtig stærkt på ESG-banen lige nu, men myndighederne skal også op i tempo.

”Der er brug for internationale regler og rammer inden for måling af ESG. Men nye regler skal ramme den rigtige balance, så de fremmer nødvendige grønne tiltag som reduktion af CO2, men ikke bliver en hæmsko for virksomheders vækst. Når man er en del af en finansafdeling, er en af udfordringerne, at det er svært at skabe parametre, der er både simple og målbare. Det gælder internt, og det gælder i høj grad eksternt. Det er vigtigt at definere reglerne og KPI’erne og dermed sikre, at alle aktører reelt måler det samme og dermed trækker i samme retning,” siger hun.

For Natalie Shaverdian Riise-Knudsen er målbarhed simpelthen en essentiel del af at få ESG implementeret. Årsagen er, at ESG er helt inde i den forretningskritiske kerne af en virksomhed som COWI.

”Vi har en fast metodik for finanser. Du kommunikerer dine mål, du rapporterer på dem, og tallene bliver revideret. Det er også ambitionen med ESG. Og vi er på vej. Men det hele ­kræver en gennemtænkning af de regulative rammer og store ­investeringer i mennesker og kapacitet. Det er vi i fuld gang med i COWI. Men det kommer ikke med ét. Det kommer til at tage tid at komme helt i mål,” siger hun.

COWI har altid været værdibåret, men i dag nok mere end nogensinde før, og det påvirker i høj grad min funktion. De nye agendaer har forvandlet CFO-rollen – den er blevet mere holistisk. Vi er ikke bare med til at drive en forretning. Vi er med til at ændre verden til det bedre

Natalie Shaverdian Riise-Knudsen, Group CFO, COWI

Mennesker er det vigtigste aktiv

Her kommer vi til en af de andre, helt store barrierer i nutiden – i hvert fald på det felt, hvor virksomheder som COWI arbejder. En af de ting, som ingeniørtunge virksomheder kæmper med i disse år, er mangel på højtuddannet arbejdskraft. For tiden vil nærmest alle virksomheder gerne have fingrene i en ingeniør. Det gælder også COWI. Og manglen på de rigtige medarbejderkapaciteter spiller sammen med den grønne omstilling, ESG generelt og COWI’s FUTURE-NOW-strategi. På flere måder.

COWI vælger som nævnt i strategien at fokusere på kernemarkederne med nogle enkelte undtagelser. Det skyldes ikke blot, at de offentlige kernekunder er blandt dem, der arbejder mest for en fossilfri fremtid, og at der her eksempelvis er planer om at accelerere elementer som havvind. Men når puljen af mulige medarbejdere på det globale arbejdsmarked er begrænset, så er udfordringen at allokere COWI’s ressourcer til de områder, der kan skabe mest indvirkning, både finansielt og ikke-finansielt, forklarer Natalie Shaverdian Riise-Knudsen.

Men her spiller ESG også ind som en katalysator og en løsning. Sagen er, at der er klokkeklare strømninger inden for ingeniørfaget. De højtuddannede medarbejdere vil nemlig gerne arbejde med grøn omstilling. Ikke bare fordi det er fagligt spændende, men også fordi det giver mening og er personligt tilfredsstillende. Det hører Natalie Shaverdian Riise-Knudsen alle vegne på sin arbejdsplads – og det ønske føler hun også selv.

”I en virksomhed som vores er mennesker det største aktiv. Vi arbejder med alle ESG-parametre, miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelsespraksis, både eksternt og internt. Det tror jeg, alle værdsætter. Både de helt unge og de mere rutinerede. Det er det, de vil have. Det er også det, jeg selv vil have. Jeg vil jo også gerne efterlade en bedre verden til mine børn,” siger hun og tilføjer:

”Jeg kom til COWI for et år siden, og det var de selvsamme ting, der tiltrak mig. COWI har altid været værdibåret, men i dag nok mere end nogensinde før, og det påvirker i høj grad min funktion. De nye agendaer har forvandlet CFO-rollen – den er blevet mere holistisk. Vi er ikke bare med til at drive en forretning. Vi er med til at ændre verden til det bedre.”

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #31

Læs hele magasinet

Download (PDF of 8.67mb)

Kontakt os

Susanne Stormer

Partner, Leder af ESG- og Bæredygtighedsydelser, København, PwC Denmark

2334 6283

E-mail