Coffee Collective kombinerer bæredygtighed med indtjening og vækst

#
  • 06/01/22

Socialt ansvar, gennemsigtighed og bæredygtighed har kendetegnet Coffee Collective siden etableringen i 2007. For ejerleder Peter Nørgaard Dupont går værdierne fint hånd i hånd med ønsket om at udbrede kvalitetskaffe til danskerne og drive en virksomhed, der både vokser og tjener penge.

I dag har Coffee Collective 100 ansatte, seks kaffebarer, eget risteri og bageri, direkte import fra en snes kaffefarme i flere verdensdele, en professionel bestyrelse, en strategiplan om flere kaffebarer og eksport – og bæredygtighed som en del af virksomhedens DNA. Men for ejerleder og CEO Peter Nørgaard Dupont var det helt tilfældigt, at kaffe skulle komme til at præge hans arbejdsliv. Han læste geofysik på Københavns Universitet og internationale udviklingsstudier på RUC med et ønske om at bidrage til en bedre verden og hjælpe fattige lande. Og lige præcis dét gør han i dag i Coffee Collective – udløst af et ophold i et af verdens allerrigeste lande.

”Jeg læste to semestre på Universitetet i Bergen, og da Norge er et af de dyreste lande at bo i, var det nødvendigt for mig at få et studiejob. Det blev helt tilfældigt på en kaffebar, og også dengang var Norge længere fremme end os med kaffe,” fortæller Peter Nørgaard Dupont på hovedkontoret med kaffebar, risteri og pakkeri i en gammel maskinfabrik på handelsstrøget Godthåbsvej på Frederiksberg.

Pointer fra artiklen

  • Coffee Collective har en afregningsmodel, der sikrer de lokale producenter en højere indtjening, og som er koblet til kvaliteten af kaffebønnerne
  • Virksomheden vil være CO2-neutral i 2022 og udarbejder på fjerde år en bæredygtighedsrapport
  • Virksomheden har professionel bestyrelse og en vækstplan om at åbne nye kaffebarer og udbygge sin eksport

Dengang, lige før årtusindskiftet, vidste han imidlertid ikke meget om kaffe. Men på kaffebaren i Bergen fik han med egne ord en åbenbaring. ”De serverede seks slags kaffe for mig, og de smagte vidt forskelligt. Før havde jeg aldrig gået specielt op i kaffe.”

Nu blev han grebet af kaffe. Peter Nørgaard Dupont tog en uddannelse som barista, hvor han lærte om de forskellige sorter af kaffebønner, om at riste bønner og om at brygge og servere kaffe ved optimale temperaturer.

Ved hjemkomsten i 1999 blev han tilbudt et job på Estate Coffee, ejet af blandt andre madentreprenøren Claus Meyer.­ Arbejdet foregik skiftevis på heltid og deltid, mens studierne blev gjort færdig. I 2005 var han med til at grundlægge Copenhagen Roasters i samarbejde med Claus Meyer og med titel af COO eller driftsdirektør.

Bæredygtige bønner

To år senere etablerede Peter Nørgaard Dupont så Coffee Collective sammen med kollegerne Casper Engel Rasmussen og Klaus Thomsen.

Tilsammen kunne trioen mønstre stribevis af danmarks- og verdensmesterskaber i barista og kaffebrygning, og fra dag ét var bæredygtighed i højsædet – miljømæssigt, socialt og økonomisk.

”På det tidspunkt var kaffeproducenterne globalt set under pres, fordi Vietnam var gået ind på markedet med stor produktion af lav kvalitet. Vi vidste hjemmefra, at danske forbrugere gerne ville betale godt for kaffen, hvis den var god og blev produceret under ordentlige forhold. Derfor rejste vi selv ud og besøgte kaffefarme og produktionskollektiver for med egne øjne at se, om der var ordnede forhold, og for at etablere langvarige samarbejder,” fortæller ejerlederen.

14 år efter får Coffee Collective leveret bønner fra en snes producenter i Syd- og Mellemamerika, Afrika og Mellemøsten. Et par af dem har været leverandører igennem alle årene.

Om Peter Nørgaard Dupont

Født 1974, cand.scient. i international udvikling fra RUC, bachelorgrad fra KU med studieophold ved Universitetet i Bergen. Afsluttede sidste år bestyrelsesuddannelse ved CBS Executive

Fra 2005-07 var han med til at grundlægge Copenhagen Roasters sammen med bl.a. Claus Meyer, desuden COO

I 2007 var han med til at etablere Coffee Collective, hvor han også er CEO

Medlem af Københavns Erhvervsråd 2017-18, bestyrelsesmedlem i det globale nonprofit-netværk Alliance for Coffee Excellence 2015-17

Kroner for kvalitet

Coffee Collective indførte ret hurtigt en ny betalingsmodel med fokus på kvalitet frem for kvantitet hos producenterne.

”Det undrede os, at farmernes eneste incitament var at producere flere bønner og ikke bedre kaffe. Det har ellers været brugt længe i vinbranchen, hvor producenterne får betaling efter vinens kvalitet. På samme måde er der stor forskel på kvaliteten af kaffe, og vi indførte et system, hvor vi belønner producenterne for at levere gode bønner.”

Bønnerne på en kaffebusk modnes ikke på samme tid, men det er mest rentabelt for kaffebønderne at plukke alle bønner på én gang, fordi afregningen normalt udelukkende sker efter mængde. Det har givet en meget svingende kvalitet, fordi nogle bønner er modne, mens andre er for langt fra deres optimale smag. Hos Coffee Collective sker afregningen efter kvalitet, og det giver producenterne et incitament til at plukke bønnerne ad flere omgange – når bønnerne er modne og smagen optimal.

Andre forhold hos producenten spiller også ind på kvaliteten og dermed betalingen, fx hvordan bønnerne bliver vasket og lagret.

”På vores besøg hos producenterne fortæller vi også, at vi kan tilbyde en bedre betaling, hvis kaffebønnerne bliver dyrket økologisk. Vi ønsker ikke at presse producenterne til noget, men deler gerne vores markedsinformation med dem,” siger Peter Nørgaard Dupont.

I øjeblikket har knap halvdelen af leverandørerne økologisk produktion.

På vores besøg hos producenterne fortæller vi også, at vi kan tilbyde en bedre betaling, hvis kaffebønnerne bliver dyrket økologisk. Vi ønsker ikke at presse producenterne til noget, men deler gerne vores markedsinformation med dem

Peter Nørgaard Dupont, ejerleder, Coffee Collective

Rapporter om bæredygtighed

Også hjemme i Danmark arbejder Coffee Collective med bæredygtighed, og i 2019 fik virksomheden B Corp-certifikat, b der udtrykker høj standard inden for sociale forhold, bæredygtighed og gennemsigtighed i virksomhedens drift.

”Vi har bl.a. et mål om at være CO 2 -neutrale i 2022. Vi arbejder aktivt med at reducere vores udledninger og med, hvordan vi kan bidrage til at binde CO 2 , fx arbejder vi på skovrejsning her på Sjælland og i forhold til at udtage lavbundsjorde,” fortæller CEO’en.

Arbejdet bliver beskrevet på hjemmesiden og i en årlig bæredygtighedsrapport, der første gang udkom i 2018. Rapporten viser en lang række data, fx forbruget af varme, vand og el på alle adresser, medarbejdertilfredshed og lønbalance mellem mænd og kvinder.

Rapporten oplister planlagte initiativer for den kommende periode og beskriver gennemførte tiltag. Eksempelvis viser den seneste rapport, hvordan den nyeste kaffebar, på Sankt Hans Torv på Nørrebro, er etableret med bl.a. 100 år gamle genbrugs­mursten og med bæredygtigt træ med FSC-certifikat.

Ved den store nedlukning pga. COVID-19 i marts 2020 var det da også meget vigtigt for ejerne at undgå fyringer.

”Vi holdt et krisemøde, men forsøgte at slå koldt vand i blodet. Som ejerledere har vi arbejdet sammen med flere af de ansatte igennem adskillige år, og ingen er blevet fyret på grund af COVID-19. Vi har benyttet os af ordningerne med lønkompensation, og vi har haft åbent med takeaway stort set hele tiden,” siger Peter Nørgaard Dupont.

Vi har bl.a. et mål om at være CO2-neutrale i 2022. Vi arbejder aktivt med at reducere vores udledninger og med, hvordan vi kan bidrage til at binde CO 2 , fx arbejder vi på skovrejsning her på Sjælland og i forhold til at udtage lavbundsjorde

Peter Nørgaard Dupont, ejerleder, Coffee Collective

Om Coffee Collective

Grundlagt i 2007 af Peter Nørgaard Dupont, Casper Engel Rasmussen og Klaus Thomsen

Importerer kaffe direkte fra cirka 20 farme i Latinamerika og Afrika/Mellemøsten

Omfatter kafferisteri, engrossalg samt detailsalg fra seks kaffebarer og et bageri i hovedstaden

Omsætning på cirka 43 mio. kr. i 2020/21, 100 ansatte (65 FTE)

Femårig strategiplan om bl.a. nye kaffebarer i Danmark og i 1-2 nabolande

Udgiver årlig bæredygtighedsrapport

B Corp-certificeret i 2019

Mål om at være CO2 -neutral i 2022

Fokus på forretning

Sideløbende med de grønne intentioner lægger de tre ejere vægt på, at Coffee Collective skal drives og vokse som en forretning. Et af de økonomiske mål er, at EBITDA – driftsoverskuddet før renter, skat og afskrivninger – skal udgøre 10 procent af omsætningen. Det lykkedes i 2018/19, men ikke i det corona prægede 2019/20, der dog endte med 6 procent i EBITDA og et overskud før skat på en lille million kr.

”Sidste regnskabsår faldt vores omsætning en lille smule på grund af COVID-19, men i 2020/21 er den vokset til cirka 43 mio. kr., og her i 2021/22 skal vi gerne løfte os op over 50 mio. kr. Når Coffee Collective drives som en økonomisk sund virksomhed, udgør vi også en tryg arbejdsplads for vores ansatte,” siger Peter Nørgaard Dupont.

Kaffevirksomheden har, hvad CEO’en kalder en ambitiøs vækstplan, og den har to nye bestyrelsesmedlemmer været med til at lægge. Det er bestyrelsesformanden, dansk-hollandske Cornelis Kuypers med en fortid i gartnerkoncernen GASA og Merrild Kaffe og senest hos den økologiske fødevareproducent Hanegal. Og det er næstformand Mette Maix, CEO i Rosendal Design Group, med tidligere topposter i bl.a. Berlingske Media, Coop, Flying Tiger, Føtex, Tesco og med bestyrelsesposter i fx Matas og Aarstiderne.

”Som led i vækstplanen vil vi åbne to nye kaffebarer om året herhjemme, og vi vil gerne supplere vores eksport af bønner til flere lande med at åbne kaffebarer i et eller to lande tæt på Danmark. Det bliver næppe Norge, hvor der allerede er mange gode kaffevirksomheder, fordi landet stadig er nogle år foran Danmark. Det er mere sandsynligt, at det bliver Tyskland eller Holland, hvor vi ser gode muligheder.”

Væksten skal — foruden at øge indtjeningen — øge afsætningen fra lokale kaffeproducenter og samarbejdspartnere, så Peter Nørgaard Dupont og hans to medejere er med til at fremme bæredygtig kaffeproduktion og dermed gøre verden til et lidt bedre sted.

Få det nyeste CXO Magasin i din indbakke

Tilmeld dig PwC's nyhedsbrev

Download CXO Magasinet #28

Læs hele magasinet

Download (PDF of 16.72mb)

Contact us

Ulrik Ræbild

Partner, PwC Denmark

Tel: 3945 3288