Sådan kan Danmark forny sin status som grøn frontløber

Det gik nok lidt under radaren i COVID-19-malstrømmen af nyheder i efteråret. Men i slutningen af 2020 så vi ifølge bestyrelsesformand for den grønne tænket ank Concito, Connie Hedegaard, et interessant grønt nybrud i europæisk erhvervsliv.

Topchef for Volkswagen, Herbert Diess, inviterede ni topchefer fra nogle af Europas største virksomheder i forskellige sektorer med til en stribe møder rundt om det samme bord med en klar målsætning: at finde løsninger på nogle af de store gordiske knuder i klimakampen.

Gruppen kaldes CEO Alliance og tæller blandt andre Björn Rosengren fra ABB, Ignacio Galán fra Iberdrola og Søren Skou fra Maersk. På dagsordenen er bl.a. en fælles el-ladeinfrastruktur for tung transport, integration af energisystemerne i Europa, elektriske busser og batteriproduktion. Alliancen har også en politisk snitflade og opfordrede i foråret EU til at arbejde for en CO2-afgift samt at sætte en slutdato for klimaskadelige industrier.

“Det nye er, at de fra hver sit hjørne i forskellige sektorer siger: Godt, kan vi gøre noget sammen? Om det lykkes at konkretisere det, ved vi endnu ikke, men det er en ny, interessant og nødvendig måde at tænke på,” siger Connie Hedegaard, der fungerer som rådgiver på projektet.

Nødvendigt med samarbejde på tværs

Netop modet til at samarbejde på tværs af faglige skel, sektorer og politiske niveauer er det centrale og gennemgående budskab, når Connie Hedegaard sætter ord på, hvad verden og ikke mindst Danmark har brug for nu.

Men, understreger hun også: Samarbejder på tværs af siloer fungerer kun, hvis vi som samfund tegner en klar ramme. Derfor bør politikerne stoppe med at klappe hinanden på skuldrene for langsigtede målsætninger, hvis de ikke samtidig følges op med konkrete, kortsigtede mål og milepæle.

“Vi er kommet langt, men det må ikke ende med bare at være noget, vi leger. Hvis vi står og siger det samme om to år, og vi ikke har rykket os, så har vi et problem.”

I godt 15 år er Connie Hedegaards navn nærmest blevet synonymt med bestræbelserne på at finde grønne løsninger, både herhjemme og på den europæiske scene.

Fra 2004 til 2009 var hun klima- og energiminister og f ørte Danmark frem mod klimatopmødet COP15. Senere blev hun udpeget som EU’s første klimakommissær. I dag sidder hun på en række centrale poster, hvor klima er et omdrejningspunkt, blandt andet som formand for tænketanken Concito.

Store milepæle på globalt plan

Selv om hun efterlyser politisk handling på bæredygtighedsagendaen, medgiver hun, at der er sket en del de seneste 10 år – og meget af det er reflekteret i forårets nyhedsbulletiner.

EU-medlemslandene og Europa-Parlamentets forhandlere blev for nylig enige om en ny klimalov, der indebærer en reduktion i CO2-udledning frem mod 2030 på mindst 55 procent sammenlignet med niveauet i 1990. I USA vil Biden-administrationen halvere udledningen frem mod 2030 i forhold til 2005-niveauet. Og Kina har løftet sløret for planerne om at nå CO2-neutralitet i 2060.

“Men hold da op, hvor har det taget lang tid at komme dertil, hvor vi ikke længere diskuterer, om der er et problem. Lad os nu markere det ved, at vi for alvor går over i den fase, der handler om, hvordan vi når målene,” siger Connie Hedegaard.

Behov for at få CO2-skatten på plads

På trods af de positive budskaber på tværs af landene globalt mangler vi stadig planer for at nå målene, mener hun. Connie Hedegaard bruger CO2-afgiften, der efter lang debat blev vedtaget i Folketinget i efteråret, som et eksempel på den langsommelighed, hun mener ofte kendetegner arbejdet.

“Først ved udgangen af 2022 skal et ekspertudvalg komme med et konkret bud på, hvordan en CO2-skat skal strikkes sammen. Og ja – det er ikke enkelt at skrue sammen, men havde man været lidt fremme i skoene, kunne man i Skatteministeriet godt have forudset, at det gik den vej, og forberedt arbejdet, man først påbegynder nu,” siger hun.

Og netop et instrument som en CO2-skat er ifølge Connie Hedegaard det mest centrale. Når skatten udmøntes konkret, vil den tænde lys i det fyrtårn, som alle skal styre efter – selv om det vil gøre ondt på nogen.

Afgørende at prioritere indsatsen

Men vi er nødt til at foretage modige valg, der rammer nogen. Omstilling af denne kaliber kræver fokus, og især hvis vi i Danmark vil bevare vores status som grøn frontløber. Som et eksempel nævner Connie Hedegaard, at vi i endnu højere grad end nu bør kanalisere forskningsmidlerne i en bestemt retning.

“I mange år har det været et fyord at satse på særlige områder – man har kaldt det pick the winners. Skrækscenariet har været, at politikerne på Christiansborg skulle bestemme, hvad der skal satses på, og dermed hvilke virksomheder der skulle vinde,” siger hun og erklærer sig delvist enig.

Men det betyder ikke, at der slet ikke kan prioriteres på en fornuftig måde, mener hun.

“Selv i erhvervslivet, hvor man tidligere har talt imod at prioritere indsatser til fordel for specifikke brancher og virksomheder, tales der nu for, at man udpeger nogle styrkepositioner. Det er en meget nødvendig ny drejning. Det kan ikke nytte noget, at vi er så demokratiske, at vi bare smører midlerne tyndt ud over alting.”

Der skal bruges både pisk og gulerod

Kombinationen af nogle af vores allerede erkendte styrker – digitaliseringen, robotiseringen og de grønne løsninger – kan være nøglen til at finde nye løsninger på klimaudfordringen og herved bane vejen for, at Danmark bibeholder sin status som grønt foregangsland.

Her er regeringens satsning på at etablere ambitiøse energiøer faktisk et godt eksempel, mener Connie Hedegaard. Men der skal mere til.

Til gengæld er hun overbevist om, at intelligent brug af både gulerod og pisk kan bringe os langt.

“At en virksomhed som Volkswagen i dag investerer godt 400 mia. kroner i grønne teknologier kom jo ikke automatisk. I EU satte vi standarder for, hvor meget bilerne måtte udlede pr. nyproduceret bil frem mod 2020. Vi vidste i EU, da vi satte de mål, at det kunne bilproducenterne kun klare ved at producere biler med meget lav udledning,” siger Connie Hedegaard.

Hvis bilproducenterne ikke nåede målene, ville de modtage bøder.

“Hos Volkswagen sagde man derfor til sig selv: Hvis vi risikerer bøder, så lad os investere det beløb, vi kan risikere at komme til at betale, i den grønne omstilling i stedet,” siger Connie Hedegaard.

Samarbejde frem for silotænkning

Eksemplet med Volkswagens store omlægning viser også, at der kan opstå nogle komplekse afledte udfordringer, forklarer Connie Hedegaard.

“Pludselig produceres der flere elbiler. Men hvad hvis ladeinfrastrukturen ikke er i orden? Eller energisystemerne ikke kan kapere mere el til biler? Eksemplet er interessant, fordi det viser, at der i den forestående grønne omstilling er så mange komponenter, der skal falde i hak,” siger hun.

Og her når vi frem til endnu en af Connie Hedegaards pointer. Det er netop den kompleksitet, der opstår som følge af den grønne omstilling, som bør adresseres ved hjælp af mere samarbejde på tværs af eksisterende faggrænser og skel.

“Det er ikke længere nok, at hver enkelt sidder i egen silo og siger, at nu rykker vi. Det gør arbejdet med den grønne omstilling hamrende svært,” siger Connie Hedegaard.

Mange valg skal træffes på tværs

Et godt eksempel er de 13 danske klimapartnerskaber, der ifølge Connie Hedegaard slet ikke er en dum idé, fordi den nærer samarbejdet mellem erhvervslivet og myndighederne. Alligevel er det 13 sektorer, der hver især har siddet og peget på løsningerne i egne sektorer.

“Der er behov for, at man med de 13 sektorplaner også tænker på tværs. Tag biogassen som eksempel. Der er en række virksomheder på tværs af sektorer, der kan bruge al den biogas, vi kan producere, men transportsektoren isoleret set kan også bruge den. Så er spørgsmålet, hvor vi skal bruge den henne? Her er et valg, der skal træffes på tværs,” siger Connie Hedegaard.

Omstillingen bliver også svær

I det hele taget skal der træffes mange valg, og vi er også nødt til at erkende, at nogle af dem vil ramme nogen, mener Connie Hedegaard.

“Lige nu har lidt for mange lidt for travlt med at sige, at den grønne omstilling ikke kommer til at betyde noget. Lad os slå fast – det vil den gøre,” siger hun.

I en omstilling af eksempelvis landbruget fra husdyrproduktion til planteavl vil der være en hel fødevareindustri, der skal forandres – eksempelvis slagteriarbejdere, der skal omskoles – ligesom der i en fremtid drevet af elbiler ikke længere vil være brug for komponenter til forbrændingsmotorer. Til gengæld vil der opstå nye job og virksomheder, og de grupper, det i første omgang går ud over, vil vi som samfund skulle hjælpe på vej.

“I Danmark er vi verdensmestre i at benytte skatter og afgifter og i at få ting til at lykkes på en måde, så alle er med. Eksempelvis udsteder vi grønne checks til dem, der skifter oliefyr ud med grønne løsninger, og på samme måde understøtter vi jo allerede omstillingen i erhvervslivet på fl ere punkter,” siger hun.

Connie Hedegaard er faktisk optimistisk på vegne af den grønne omstilling i erhvervslivet, fordi der nu endelig er et pres fra fl ere kanter. Politikerne opstiller mål. Samtidig rykker forbrugerne, der er et vigtigt led for at stimulere efterspørgslen på de grønne løsninger.

Tid til modige ledere

Selv om COVID-19-pandemien på mange måder har været en barsk tid, så er der måske kommet én fi n ting ud af den, som Connie Hedegaard håber kan indlejre sig og bære os i retning af morgendagens løsninger.

“Vi har set, at de ledere i politik og erhvervsliv, der tager ansvar og træffer svære beslutninger, generelt får opbakning i befolkningen. Jovist, der er noget støj, nogle hævder, at ikke alt er sket efter bogen, men i det store billede viser analyser, at vi har haft tillid til processen,” siger hun og håber, at det kan vise vejen.

“Hvis den læring bliver siddende i politikerne, og de kan tage den med over i klimakampen, så er der måske kommet noget godt ud af en slem pandemi,” siger Connie Hedegaard.