Scenen er sat for en ny bestyrelsesagenda

Med den virtuelle afvikling af det årligt tilbagevendende arrangement ’Chairman’s Agenda’ satte PwC i december sammen med fire topledere fokus på bestyrelsens arbejde, på hvordan man styrer en virksomhed igennem en historisk krise, og på hvordan man forbereder den på en forandret fremtid. Vi så med bag kameraet i livestudiet.

Øget fokus på mangfoldighed – ikke bare køns- og kompetencemæssigt, men også aldersmæssigt. Og så en for nogle lidt provokerende tanke om, at bestyrelser om få år ikke vil være som dem, vi kender i dag. Sådan lyder et par af pointerne fra konferencen ’Chairman’s Agenda’, hvor præsentationen af Årets Bestyrelsesformand 2020 blev fulgt op af interviews og debat med fire topledere. Foruden nyudnævnte Årets Bestyrelsesformand 2020, Nina Smith, formand for Forenet Kredit, var også Carsten Dilling, formand for SAS m.fl., Thomas Thune Andersen, formand for Ørsted, og Birgitte Nielsen, medlem af bestyrelsen i bl.a. Coloplast, til stede i studiet.

Arrangementet, der i strikt COVID-19-stil blev transmitteret via livestreaming, var henlagt til et mindre lokale end vanligt, hvor der foruden erhvervsprofilerne kun var de kamerafolk og teknikere til stede, som sørgede for, at alle budskaber gik klart igennem til de over 300 konferencedeltagere, der i år så med fra laptop’en.

Her kunne de først og fremmest se professor og bestyrelsesformand i Forenet Kredit, Nina Smith, takke varmt for udnævnelsen til Årets Bestyrelsesformand 2020 og give sit syn på rollen som formand, ligesom hun fortalte om den udfordrende vej til at sikre Nykredit det stærke fundament, som virksomheden står på i dag. Og det faktum, at hun er den første kvinde til at få den fine titel, kommenterede hun med et stort smil og bemærkningen om, at ”det var da også på tide”.

”Jeg håber, der kommer mange flere kvinder i fremtiden, som vil være kvalificerede til en pris som denne. Og jeg synes, at det er på høje tid, at vi får flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne rundt om i landet,” sagde hun.

Selvom vi ikke kan undvære bestyrelserne og den kontrolfunktion, de har, skal vi nok begynde at forestille os en anden form for fora, hvor vi tænker de unge med ind

Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand, Ørsted

OM NINA SMITH

Nina Smith har været formand for Forenet Nykredit siden 2016. Hun er desuden bestyrelsesformand for Nykredits Fond, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, næstformand i Nykredit Realkredit A/S og Nykredit A/S, samt medlem af bestyrelsen i Fonden Visit Århus

OM ÅRETS BESTYRELSESFORMAND

PwC kårer Årets Bestyrelsesformand for 10. år i træk i samarbejde med norske Styreinformasjon. Årets Bestyrelsesformand vælges på baggrund af 14 kriterier, der bl.a. omfatter minimum to år som bestyrelsesformand, overskud i virksomheden, soliditet, godt omdømme for virksomheden og som bestyrelsesformand m.v. Dokumentationen for tildeling af prisen er fremskaffet fra årsrapporter og et spørgeskema til bestyrelsesmedlemmerne

Alle har formentlig oplevet, at reaktionstid og handlekraft er af største betydning i krisehåndtering. Og det kan vi tage med os fremadrettet, at vi ikke altid kan eller skal afvente et årshjuls fastlagte terminer

Birgitte Nielsen, bestyrelsesmedlem, Coloplast, Matas m.fl.

TIDLIGERE VINDERE

De seneste års vindere er Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Ørsted (2019), Vagn Ove Sørensen, bestyrelsesformand for FLSmidth & Co. (2018), Søren Bjerre-Nielsen, bestyrelsesformand for VKR Holding (2017), Bert Nordberg, bestyrelsesformand for Vestas (2016), Ole Andersen, bestyrelsesformand for Chr. Hansen (2015), Kåre Schultz, bestyrelsesformand for Royal Unibrew (2014), Niels Jacobsen, bestyrelsesformand for LEGO (2013), Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand for Falck (2012), Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand for A.P. Møller- Mærsk (2011)

JURYENS MEDLEMMER

Anne Broeng, bestyrelsesformand for Velliv og bestyrelsesmedlem i Velux, NNIT m.fl.

Birgitte Nielsen, bestyrelsesmedlem, Coloplast, Matas A/S, De Forenede Ejendomsselskaber A/S m.fl.

Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Ørsted og Lloyds Register Group and Foundation, formand for bestyrelsen i VKR Holding m.fl. og Årets Bestyrelsesformand 2019

Christian Frigast, bestyrelsesformand for Axcel Management, EKF Danmarks Eksportkredit, Bestyrelsesforeningen, Danmarks Skibskredit Holding og næstformand i Pandora, PostNord m.fl.

Gunnar Eckbo, CEO, Styreinformasjon

Gunnar Eckbo, Brian Christiansen, partner, PwC

Diversiteten er et omdrejningspunkt

Nina Smiths synspunkt blev bakket op i den efterfølgende debat, hvor diversitet på flere parametre var et stort ønske og fokusområde blandt alle toplederne. Særligt den diversitet, der handler om mænd og kvinder, om nationalitet – og måske vigtigst af alt: om alder. Her mente Thomas Thune Andersen, at den fleksibilitet, der er blevet en del af arbejdslivet og hverdagen i virksomhederne under COVID-19, vil kunne hjælpe med at drive den agenda, der handler om diversitet, og som han mente, at erhvervslivet generelt er langt bagud med. Både han og Carsten Dilling fremhævede især behovet for at få flere unge med i ledelserne. For som sidstnævnte, SAS-­formanden, sagde:

”Vi har brug for at få de yngre på banen. Men det kræver, at vi som bestyrelse og ledelse tør tage nogle chancer med de unge talenter. For det er via dem, vi skal drive digitaliseringen, kreativiteten og miljøagendaen til nye gennembrud.”

Og Thomas Thune Andersen er enig i, at der skal særlige indsatser til for at tiltrække de unge. For sagen er, at unge ikke gider bestyrelserne, som de fungerer i dag, sagde han og tilføjede: ”Her vil jeg gerne provokere lidt til nytænkning. For selvom vi ikke kan undvære bestyrelserne og den kontrolfunktion, de har, skal vi nok begynde at forestille os en anden form for fora, hvor vi tænker de unge med ind – måske som rådgivere, måske som mentorer, hvor hvert bestyrelsesmedlem kan trække på nogle unge, der kan tilføre viden om, hvordan verden virkelig ser ud. Derfor er jeg ikke sikker på, at bestyrelser, som vi kender dem i dag, er relevante om tre-fem år.”

Af debatten fremgik også en bred enighed om, at fremtiden byder på en ny normal, og at dele af den læring, som det forgangne år har efterladt – på godt og ondt – vil blive en del af hverdagen fremadrettet og føre til, at virksomhederne bliver endnu stærkere og bedre rustet til de fremtidige kriser.

”Vi har haft travlt i bestyrelserne det sidste år og været dybt involveret i den daglige drift. Her skal vi tilbage til den sunde balance. Men alle har formentlig oplevet, at reaktionstid og handlekraft er af største betydning i krisehåndtering. Og det kan vi tage med os fremadrettet, at vi ikke altid kan eller skal afvente et årshjuls fastlagte terminer,” sagde Birgitte Nielsen.

For Carsten Dilling bliver en del af den nye normal at lytte mere til kunden, da han forudser, at kundernes adfærd på den anden side af COVID-19 vil være anderledes:

”Vi får en ny normal, hvor vi vil se en anden fordeling af erhvervs- og private kunder, og hvor folk vil bestille billetter med en meget kortere horisont. Og vi vil også se, at prisen bliver mindre væsentlig, mens destination og personlig sikkerhed får større betydning,” som han sagde.

For Nina Smith står det helt klart, at den digitaliseringsagenda, som krisen satte skub i, vil få yderligere fart, ligesom hun ser behov for at genoptage fokus på klima-udfordringen.

”I den finansielle sektor er det vigtigt, at vi skubber til vores kunders adfærd, så de vælger de klimavenlige løsninger. Det bliver vigtigt for os. For ikke mindst som foreningsejet har vi et ansvar, vi skal tage på os, så vi eksempelvis kan bidrage til, at samfundet når målet om den 70 procents-reduktion i udledningen af drivhusgasser, som man har sat for år 2030,” mener hun.

Kontakt

Brian Christiansen
Partner, PwC
Tlf: +45 3945 9080
Email

Følg PwC

LinkedIn
Twitter
Facebook
Youtube