Møbelmand har skabt eksporteventyr

Med ejerleder Brian Djernes i spidsen har fynske Cane-line udviklet sig fra at være en mindre producent til at være blandt verdens fem største på markedet for udendørsmøbler med eksport til over 100 lande og næsten 1.000 ansatte.

Som nyuddannet markedsøkonom drog Brian Djernes i 1992 fra hjembyen Aalborg til Fyn, hvor han fik job hos Cane-line, der designer og fremstiller møbler i den mere eksklusive ende af skalaen. Han og virksomheden var så glade for hinanden, at Brian Djernes allerede i 1997 – i en alder af blot 26 år – blev medejer og direktør.

”Jeg ville gerne være selvstændig – min familie drev supermarked, og både en onkel og en fætter var selvstændige. Jeg havde sparet en del penge op, men det var da lidt af en satsning at træde ind med en ejerandel på 33 pct. og kort efter 50 pct., så jeg gik virkelig all in,” fortæller Brian Djernes.

Det skulle vise sig, at han satsede rigtigt, for i dag – godt 20 år efter – er Cane-line udviklet til en verdensomspændende virksomhed med næsten 1.000 medarbejdere. Brian Djernes fik en hovedrolle i virksomheden og i et strategiskifte, der banede vej for kraftig vækst i det dengang ret lille møbelfirma. Skiftet handlede især om at opbygge eksport, styrke salget, ændre produktsortiment og udvide produktionen.

”Der kom virkelig fart på i 1990’erne. Før var der 10 pct. eksport, men det har vi nærmest fået vendt om. Vi er møbelkøbmænd, og vi handler med alle,” siger Brian Djernes, der anslår, at omsætningen er 30-doblet, siden han blev ansat i 1992.

Masser af messer

Cane-line sælger i dag sine møbler i mere end 100 lande, med Europa, Nordamerika og Australien som de største markeder. Desuden er der eksport til fx Mellemøsten, Mexico, Asien og Sydamerika samt til flere lande i Afrika.

En af forklaringerne på eksportfremgangen er, ifølge Brian Djernes, en meget kraftig satsning på at deltage i messer over hele verden.

”Ingen anden møbelvirksomhed herhjemme har deltaget i så mange messer, som vi har gjort de seneste 25 år. Vi deltager vel i 15-20 messer om året, og jeg er selv med på 30-50 pct. af dem. Vi har opnået kritisk masse, fordi vi har opbygget en standardmodel med lys, gulve og så videre, og den ruller vi ud hver gang. Messerne har virkelig betydet noget for vores salg og givet os mange leads.”

Mod og engagement

  • Satsning på eksport og udendørsmøbler har banet vej for kraftig vækst
  • Finanskrisen udløste justering af produkter og salg – og nyt marked for kontraktsalg til hoteller m.v.
  • Produktion i Indonesien med stort socialt engagement i lokalområdet

Jeg lægger vægt på, at så mange som muligt bliver inddraget i beslutningerne.

Brian Djernes, ejerleder, Cane-line

Om Brian Djernes

Født i 1970 og opvokset i Nordjylland.

Markedsøkonom fra Aalborg Handelsskole 1990-92.

HD fra Syddansk Universitet 1993-95.

Ansat i Cane-line 1992, direktør og medejer siden 1997.

Formand for H.C. Andersen Festivals.

Bor i Odense med hustruen og parrets to døtre.

Om Cane-line

Grundlagt i 1986.

Designer og fremstiller især udendørsmøbler og desuden indendørsmøbler.

Navngivet efter det engelske ord for det bambuslignende rattan.

Eksport til 100 lande.

Europa, Nordamerika og Australien er hovedmarkeder.

Sammen med søsterselskab omkring 75 ansatte på hovedsædet i Rynkeby på Fyn og i salget.

Omkring 800 ansatte på fabrikker i Indonesien.

60 pct. ejet af Brian Djernes, 30 pct. af stifterfamilien og

10 pct. af bestyrelsesformanden.

Koncernen omfatter søsterselskabet Sika Design og investeringer i ejendomme.

Med i global top fem

En anden afgørende årsag til Cane-lines fremgang er et strategiskifte, hvor virksomheden introducerede udendørsmøbler som supplement til indendørsmøblerne. Det skete på det helt rigtige tidspunkt og fik afgørende betydning for væksten.

”En del kunder efterspurgte møbler til udendørs brug, og vi begyndte derfor at udvikle produkter, der kunne tåle at stå udenfor. Her var vi samtidig heldige, fordi vi ramte en slipstrøm, hvor mange var trætte af teaktræsmøbler, der skal vedligeholdes med olie. De møbler, vi udviklede, er derimod stort set vedligeholdelsesfri,” forklarer Brian Djernes.

De udendørs møbler er hovedsageligt fremstillet i stål eller aluminium, mens hovedmaterialet for de indendørs møbler er det bambuslignende rattan – på engelsk “cane”, der også har givet navn til firmaet.

Brian Djernes vurderer, at branchen har 10-15 internationale spillere.

“Målt på indtjening ligger vi i top fem, og det var vores ambition, da vi for alvor gik i gang med udendørsmøbler.”

Væksten gjorde rammerne i Odense for trange, og i 2003 købte Cane-line lokaler, der før husede Rynkeby Mosteri.

Finanskrise gav ny start

Den vedvarende fremgang er næsten udelukkende skabt ved organisk vækst, selv om Cane-line fik en kapitalfond ind som medejer med 49 pct. af aktierne i 2007.

”En af planerne var at opkøbe andre virksomheder. Men vi fandt ikke nogen, der kunne bidrage fornuftigt, så det endte med, at vi købte kapitalfonden ud igen i 2013,” siger Brian Djernes.

Finanskrisen ramte også Cane-line hårdt fra 2008, og salget dykkede kraftigt.

”Vi havde 18-24 måneder, hvor det var som at gå rundt i bunden af et skib, hvor der hele tiden trængte vand ind. Men vi havde en solid egenkapital, og vi præsterede at tjene penge, selv om det var en hård periode.”

Der kom dog også noget positivt ud af krisen, fordi ledelsen benyttede lejligheden til at ”rekalibrere på næsten alle parametre,” som Brian Djernes udtrykker det. Dermed kom Cane-line styrket ud af krisen.

”Vi fik flere typer af design og flere typer af produkter, fx parasoller og polstrede møbler, og det tog kunderne godt imod. Vi overtog selv salget i en række lande, vi gik ind i nye lande, og så tog vi for alvor fat på kontraktmarkedet.”

Medvind fra turisme

Kontraktmarkedet er store møbelordrer til fx hoteller, krydstogtskibe og store virksomheder. Området står nu for 25-30 pct. af omsætningen, endda med stigende tendens.

Kontraktmarkedet har to store fordele: Produkterne er generelt dyrere, fordi der er særlige krav til møblerne – fx om brandsikkerhed, holdbarhed og skridsikkerhed (på skibe). Desuden vokser markedet, især trukket af kraftig global vækst i turismen og dermed vækst i hotelbranchen, og ikke mindst også for krydstogtturismen. Tendenserne ses også herhjemme, hvor krydstogttrafikken er steget markant siden årtusindskiftet, ligesom hotelkapaciteten i hovedstaden næsten er fordoblet.

Med erfaringerne fra finanskrisen lægger Brian Djernes vægt på at have rigeligt med kapital og begrænset gæld. Ved udgangen af 2018 nåede egenkapitalen op på 218 mio. kr. – ud af en balance på 263 mio. kr. i hovedselskabet Sikane A/S. Det giver en usædvanligt høj egenkapitalandel eller soliditet på 83,2 pct.

Næsten demokrati

Brian Djernes fremhæver, at Cane-line i hans øjne har ”en lav grad af hierarki”.

”Vi har måske ikke fuldbyrdet demokrati, men noget i den retning. Jeg lægger vægt på, at så mange som muligt bliver inddraget i beslutningerne. Det kan fx være, om vi skal deltage på en konkret messe, eller hvad farven skal være på et nyt design. Jeg prøver også at være tilgængelig og at være med mange steder, fx på messer; jeg sidder ikke og gemmer mig i et hjørnekontor med lukket dør.”

”For mig er det en succes, når medarbejderne føler sig trygge og fx tør spørge: ”Hør, hvad er det her for noget?”, hvis noget undrer dem. Det er også vigtigt at lytte til nye medarbejdere, for de ser på tingene med nye øjne og hænger ikke fast i gamle beslutninger,” lyder det fra Brian Djernes, der sammenligner staben med et fodboldhold.

”Jeg synes, at vi spiller godt sammen. Vi har mange kulturbærere, der har været her i 10, 12, 15 og over 20 år. Her skal være trygt og sjovt at arbejde, og nogle gange må det gerne minde om en handelsskole fredag eftermiddag. Men vi er stadig vildt ambitiøse, vi er stadig møbelkøbmænd, og vi vil stadig skabe vækst.”

Støtter lokalsamfundet

For den 48-årige ejerleder er det naturligt at være engageret i lokalsamfundet. I Indonesien hjælper Cane-line bl.a. fire forældreløse unge med at få en videregående uddannelse, og to af dem bliver måske ansat. Som led i det lokale engagement uddeler virksomheden bl.a. 1.000 gavekurve med madvarer under den muslimske ramadan.

Produktionen i Indonesien følger desuden internationale standarder – ISO14001 og SA8000 – for ansvarlighed, hvad angår miljø, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår. Hjemme i Danmark støtter Cane-line fx Kræftens Bekæmpelse, og Brian Djernes er selv formand for foreningen bag den årlige H.C. Andersen-festival i Odense.

For mig er det en succes, når medarbejderne føler sig trygge og fx tør spørge: ”Hør, hvad er det her for noget?”, hvis noget undrer dem.

Brian Djernes, ejerleder, Cane-line

Kontakt

Ulrik Ræbild
Partner, PwC Denmark
Tlf: +45 3945 3288
Email

Ekstra værdi

Husk du kan altid læse CXO Magasinet og PwC’s andre udgivelser på din smartphone med appen Ekstra Værdi.


Følg PwC

LinkedIn
Twitter
Facebook
Youtube