Vejen til mere velfærd går via øget selvstyre og større arbejdsglæde

En kort karakteristik af velfærdssamfundet anno 2019 lyder ifølge Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, at vi er godt i gang med at fjerne en stor del af velfærden. Hun oplever et samfund, hvor velfærden ikke længere er synlig for de mest udsatte borgere; hun ser offentligt ansatte, der har mistet arbejdsglæden, fordi fagligheden er skrumpet; og offentlige ledere, der har mistet deres frie ledelsesrum. Alt sammen som konsekvens af en langvarig udviklings- og reformsyge, en voldsom centralisering og nogle politikere, der blander sig for meget.

Denne rå virkelighed er – foruden en stærk politisk tro på, at det skandinaviske, socialdemokratiske velfærdssamfund er den stærkeste samfundsmodel, man kan vælge – baggrunden for, at Mette Frederiksen nu råber: Stop, vi skal en anden vej. Overskriften for den hedder selvstyre. Visionen er her at give de offentlige institutioner frihed og de offentligt ansatte lov til at gøre det, de er bedst til. Målet er at give borgerne mere velfærd.

Alt dette rummes i det udspil til en selvstyrereform, som Socialdemokratiet har præsenteret – parallelt med regeringens udspil til en sammenhængsreform. Begge udspil taler om frihed, tryghed og tillid. Og leder man efter ideologien bag selvstyrereformen, tager den, ifølge Mette Frederiksen, udgangspunkt i den skandinaviske tradition og idéen om, at den offentlige sektor har brug for ledelse mere end styring. Hvis hun og hendes parti får magt, som de har agt, vil noget af det første, der kommer til at ske, derfor være en markant deregulering.

”Vi skal have fjernet noget lovgivning og have erstattet den centrale styring med decentralisering og nærhed. Det vil sige, at der mellem den enkelte institution – skole, plejecenter, botilbud e.l. – skal udarbejdes en velfærdsaftale med den relevante offentlige sektor, hvori man definerer nogle få, præcise mål og giver stor frihed til faglighed,” fortæller Mette Frederiksen.

Som hun ser det, er ledelsesrummet i det offentlige indskrænket voldsomt de senere år. Og det sker fortsat. Så i stedet for at trække statslige beslutninger og projekter ned over hovedet på fx skoler og gymnasier, vil hun hellere give hver skoleleder og rektor ret til selv at finde ud af, hvordan de vil indrette sig, da vilkårene jo kan være forskellige.

”Sådan en omstilling kræver stærke ledere i det offentlige. Men hvis du vil være leder, skal du også ville tage ansvaret på dig. Og det næste krav er selvfølgelig, at der også er nogle politikere, der giver dig muligheden for det,” påpeger hun.

Magien ligger i relationerne

Parallelt med mere frihed til lederne skal medarbejderne i det offentlige have deres faglighed tilbage. Det skal bl.a. ske ved at sikre en ordentlig velfærdsøkonomi, som Mette Frederiksen udtrykker det. Som eksempel nævner hun et nyligt besøg i en daginstitution, hvor normeringen var så ringe, at den meget tydeligt synliggjorde for hende, hvad det er, der sker i disse år:

”Vi mister simpelthen menneskeligheden. Det, der er vigtigt for mig, når vi taler velfærd, det er ikke teknik og regler, men relationsarbejde. Magien i velfærd opstår i mine øjne i relationen mellem mennesker. Fx når pædagogen har tid til at se det enkelte barn, eller når sygeplejersken har tid til at yde omsorg og være nærværende, når en patient får sin kræftdiagnose. Det er relationsarbejde – og det er desværre røget i svinget i takt med, at der år efter år efter år er skåret ned på ressourcerne og samtidig skruet op for målinger og kontrol. Men det er jo alt det, du ikke kan måle, som giver magien. Og det er det, vi skal skaffe tid til igen, hvis vi vil det her velfærdssamfund,” siger hun.

Som resultat af den drejning udviklingen har taget, har vi fået et velfærdssamfund, der ikke af alle opleves som et gode – især ikke af den mest udsatte gruppe borgere, ifølge Mette Frederiksen. ”Det er en hård karakteristik, men det er, hvad jeg oplever derude,” pointerer hun.

Som hun ser det, kan man dele borgerne i to grupper. Den ene er begunstiget ved ikke at være særlig meget syge, have en god, tryg alderdom, ingen sociale problemer osv. En gruppe, hvor behovet handler om at have kvalitet, ingen ventetider i sundhedsvæsenet, nok voksne omkring deres børn osv. Den anden gruppe af borgere har behov for noget mere. En særlig læseindsats, en god lægelig behandling, social omsorg osv.

”Hvis du som borger i det store hele klarer dig selv, tror jeg, at velfærdssamfundet fungerer ret godt. Men for den anden gruppe af borgere, der måske har flere problemer på samme tid, er det blevet utrolig uoverskueligt, komplekst og fyldt med papirarbejde – og ekstremt mange medarbejdere. Derfor er vi nødt til at finde tilbage til et velfærdssamfund, der fungerer for os alle og opleves som et gode af begge grupper af borgere,” understreger Mette Frederiksen.

Arbejdsglæden er gået tabt

Hun er godt klar over, at de problemer, hun beskriver, ikke er nye, og at der er gennemført mange reformer de senere år, uden at det har ændret stort på realiteterne i den offentlige sektor. Og hun erkender også, at Socialdemokraterne heller ikke kom langt nok, da de havde regeringsmagten.

”Man må bare erkende, at det er sværere at ændre på den offentlige sektor end som så. Men når jeg reagerer nu, er det også, fordi jeg kan se, at der er gået megen arbejdsglæde tabt derude. Jeg kan simpelthen mærke på nogle af vores gode, solide velfærdsmedarbejdere, at de ikke orker mere. Jeg var for nylig i praktik som sosu’er og fik fra start stukket en minutplan i hånden. Men den måtte jeg lægge ned i lommen. For selvfølgelig kan man ikke arbejde efter en minutplan i hjemmeplejen. Og man må spørge sig selv, hvorfor der skal sidde en offentlig ansat og lave sådan én. Vi bruger tydeligvis ressourcerne helt forkert. Vi er nødt til igen at finde ind til kerneopgaven og fagligheden og nødt til at udfordre det evindelige udviklingsregime, vi har fået. Det har taget totalt overhånd,” siger Mette Frederiksen og uddyber:

”Når vi spørger på tværs af personalegrupper, lyder svaret samstemmende fra medarbejderne, at de bruger deres tid forkert. De bruger for meget tid ved computeren, på reformer, forankring, dokumentation, implementering, analyse, evaluering osv.”

”Sagen er simpelthen, at vi har opbygget et kæmpemonster af pseudoarbejde, både i den offentlige og den private sektor, hvor en masse mennesker laver noget, som ingen ved, hvad er. Og ingen tør afsløre det. Det er kejserens nye klæder. Så den syge, der er opstået i vores tid, hvor alt hele tiden skal udvikles, reformeres og forandres, er vi nødt til at gøre noget ved. Vi skal have skaffet tid til relationsarbejdet. Og det, der ikke vedrører relationsarbejdet, skal nedprioriteres. Ellers får vi ikke mulighed for at udvikle velfærdssamfundet,” pointerer Mette Frederiksen.

Alt skal ikke konceptudvikles

At få vendt op og ned på den offentlige sektor i retning af S-formandens visioner forudsætter imidlertid et nyt mindset. For problemet er kulturelt, som hun siger.

”Jeg tænker tit: Slap nu af. Kan der ikke bare være plads til velfærdsarbejde. Kan vi ikke bare anerkende, at der er basisopgaver, der altid vil være de samme, og som man ikke behøver at udvikle på. Helt basalt skal alle børn lære at smøre deres rugbrødsmadder selv. Og de er, hvad de er. Du skal ikke konceptudvikle leverpostejsmadder. På samme måde skal alle børn ud og lege og lære at tage deres flyverdragter på. Det er også ret basalt. Så lad være med at konceptudvikle på det. Brug i stedet tiden på at lege med børnene og lære dem at klare sig selv,” siger Mette Frederiksen og peger igen på behovet for mindre regulering, mindre lovgivning, færre mål, politikere, der blander sig mindre, og mindre processtyring.

Danskerne vil betale for velfærd

Men uanset hvilke visioner man har for velfærdssamfundet, er der udfordringer i syne. Fremover kommer befolkningen til forholdsmæssigt at bestå af langt flere ældre og flere børn end i dag. Og det kommer til at koste. Men sådan er det, hvis der skal være råd til at tage os ordentligt af hinanden, og det skal der, understreger Mette Frederiksen. Hun ser derfor ikke plads til at skære mere i ressourcerne til den offentlige sektor, hvilket betyder, at der, for at realisere hendes visioner, ikke er plads til også at lette skatten.

”Vi kan ikke både skære i indtægterne og samtidig sørge for ordentlige daginstitutioner, sygehuse og skoler. Hvis vi vil have velfærd, skal vi også være villige til at betale for det,” siger hun.

Det er hun selv. Og det tror hun også, at danskerne generelt er.

”Jeg oplever danskerne sådan, at hvis de har tillid til, at vi politikere forvalter økonomien ordentligt, så vil de hellere bruge penge på en god kræftbehandling og gode vilkår for børnene end på skattelettelser. Sådan tror jeg, de fleste har det i dag, og sådan var det ikke før. Men det glæder mig, at det er blevet sådan. For hvis vi eksempelvis misser muligheden for at give vores børn en ordentlig opvækst på grund af ringe normeringer eller ikke sørger for, at alle børn får en god skolegang, taber vi livskvalitet og samlet velstand. Og det overgår da værdien af at få en skattelettelse,” mener Mette Frederiksen og sætter en tyk streg under, at hun er klar til at gøre, hvad der skal til for at realisere visionerne om øget livskvalitet, velstand og velfærd for alle danskere.