Årets Temapris 2018:
Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen, SOS Vikar A/S
De to ejerledere Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S er vindere af Årets Temapris 2018 ved kåringen af Årets Ejerleder 2018.
Dette års tema er tillid, fordi tillid er afgørende i det danske samfund. Tillid skaber sammenhængskraft og bidrager til vækst og udvikling, og fremtidens vindere er dem, der lykkes med at skabe tillid til deres kunder, medarbejdere og øvrige stakeholdere.
Prisen uddeles af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv.
Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen vinder prisen, bl.a. fordi de efter overtagelsen af en konkursramtvirksomhed, hvor de begge tidligere var ansat, har skabt en stor succes og en imponerende vækst med tillid øverst på agendaen.
SOS Vikar A/S tilbyder offentlige virksomheder i sundhedssektoren samt den private borger en effektiv vikardækning. De to ejerledere har formået at skabe en stor succes med et stærkt fokus på netop tillid. Virksomheden foretager konkrete målinger på tillid, både for medarbejderne og kunderne, og der arbejdes seriøst med gennemsigtighed og loyalitet. Virksomheden arbejder også meget aktivt på at forbedre branchens ry ved bl.a. deltagelse i debatter og sparring via branchens bestyrelse.
Hos SOS Vikar A/S er tillid i fokus, da det er afgørende, at kunderne kan have tillid til de vikarer, som bruges.
Årets Temapris 2018
Temaet for Årets Temapris 2018 er tillid, fordi tillid er afgørende i det danske samfund. Det skaber sammenhængskraft, vækst og udvikling. Vinder af Årets Temapris 2018 er Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen, SOS Vikar A/S.
Årets Temapris Nordjylland
Jørgen Brix Kronborg, Thomas Lønstrup og Jesper Emborg, Actas A/S
Jørgen Brix Kronborg, Thomas Lønstrup og Jesper Emborg er ejerledere i Actas A/S, og de har med deres værdisæt, frihed under ansvar, skabt en virksomhed i vækst og udvikling med tillid som sammenhængskraft. De prioriterer at have det sjovt og drive en attraktiv arbejdsplads, hvor de har skabt et trygt arbejdsmiljø, som giver mulighed for personlig og faglig udvikling. Loyalitet og gensidig tillid hersker i ejerkredsen og hos de ansatte.
Årets Temapris Østjylland
Torben Skovbjerg Larsen, AART architects A/S
Torben Skovbjerg Larsen, ejerleder i AART architects A/S, har fokus på tillid i hele virksomheden og et ønske om at redefinere branchen gennem tillid. Han ønsker altså via tillid at bevise, at den rette arkitektur er en stor gevinst for samfundet. Dvs. både tillid mellem og til virksomhedens ansatte, men også tillid mellem virksomheden, kunderne og øvrige interessenter. Virksomheden yder rådgivning inden for arkitektur.
Årets Temapris Sydjylland
Anders B. Toft og Torben C. Toft, Alfix A/S
Anders og Torben Toft, ejerledere i familievirksomheden Alfix A/S, har fokus på tillid samt et stærkt værdisæt, som hele virksomheden efterlever. Man har ligeledes opnået flot vækst, hvilket forventes at fortsætte organisk i fremtiden. Torben og Anders Toft – far og søn – vinder prisen for deres gennemgående arbejde med tillid, som smitter af på medarbejdere, kunder og omverden.
Årets Temapris Fyn
Magdalena Bahrami, BlueCollar A/S
Magdalena Bahrami, ejerleder i BlueCollar A/S, er indbegrebet af en passioneret ejerleder, som går forrest i branchen. Hun har på baggrund af egne erfaringer inden for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft til det danske arbejdsmarked formået at gøre BlueCollar til det, som virksomheden er i dag. Man er ikke i tvivl om, at tillid er grundstenen i hele virksomheden.
Årets Temapris Vestjylland
Carsten og Jørgen Beith, Michael Overgaard, FonFisk. Hanstholm A/S
Carsten Beith, Jørgen Beith og Michael Overgaard, ejerledere i FonFisk. Hanstholm A/S, arbejder løbende med tillid, og netop tillid fra såvel medarbejdere som kunder er den væsentligste årsag til virksomhedens vækst. De tre ejerledere har gennem en årrække formået at drive en imponerende virksomhed med flotte økonomiske resultater i et stærkt konkurrencepræget og lovreguleret marked.
Årets Temapris Hovedstaden
Frank Eriksen, Elsec A/S
Frank Eriksen, ejerleder i Elsec A/S, har formået at skabe en virksomhed, der er gennemsyret af høj tillid, og som nyder anseelse blandt både kunder og medarbejdere. Dette skyldes i høj grad de værdier, som Frank selv har forankret i virksomheden, og at Elsec dermed har differentieret sig fra sine større konkurrenter. Elsec A/S tilbyder rådgivning og løsning af opgaver inden for elinstallation og sikring.
Kontakt
Ulrik Ræbild
Partner, PwC
Tlf: +45 3945 3288
Email
Ekstra værdi
Husk du kan altid læse CXO Magasinet og PwC’s andre udgivelser på din smartphone med appen Ekstra Værdi.