Vi har masser at lære af udlandet – og skal gøre det meget mere

I det danske uddannelsessystem tænker vi alt for nationalt og for lidt internationalt. Vi skal åbne os mod omverdenen og indse, at det giver de bedste resultater at udveksle både viden, erfaringer, værktøjer og elever med andre – frem for at se dybt i egen navle og tro, at vi kan alting selv.

Meldingen fra undervisningsminister Merete Riisager (LA) er klar og tydelig. Rummeligheden og udsynet fornemmes i hjørnekontoret her i Undervisningsministeriet, hvor der ikke kun bygningsmæssigt er højt til loftet. I dag, hvor snakken går om børn, unge, uddannelse og hertil hørende dannelse, levner ministeren ingen tvivl om, at her er ambitiøse visioner, hjerte til at tale Rom midt imod og rigeligt med bud på, hvordan målene nås.

Den første forudsætning er, at vi skipper tendensen til navlebeskuelse. En tendens, som Merete Riisager bl.a. ser i de politiske og administrative systemer rundt om i landet, og hvor hun gerne vil appellere til, at man tænker i nye baner. For det skal der til for at nå målet om helt grundlæggende at sikre en skole, der bygger et solidt fundament under voksenlivet og den myndige, selvstændige borger.

”Det er utrolig vigtigt, at man ude i kommunerne bliver klar på, at der er behov for at sætte nogle høje kvalitetsstandarder i grundskolen, og at det kun kan lykkes, hvis de sørger for, at ressourcerne er til stede, bruger dem rigtigt og retter øjnene ud mod verden for at hente inspiration, lære nyt eller indkøbe smarte redskaber og systemer og skabe mere interaktion mellem danske og udenlandske skoler,” siger hun og understreger, at der ingen grund er til at bruge penge på at udvikle noget, der er ringere end det, man bruger andre steder.

For skolen har brug for at blive bedre – til glæde både for børnene og det samfund, som de skal bære videre. Og det håber Merete Riisager, at hendes tid i Undervisningsministeriets hjørnekontor vil medvirke til. Udfordringen er at få skabt forståelse for behovene. Lige nu ser hun således modstridende kræfter, der trækker i forskellige retninger. Mest problematisk er det, hun kalder ”korstoget mod faglighed”. En faglighed, som hun mener er altafgørende, når vi taler børn og folkeskole i dagens Danmark, og som ikke handler om, at skolen skal være en træningslejr til arbejdslivet.

”Jeg hører hele tiden folk tale om kompetencer. Og det mener jeg simpelthen er vores akilleshæl. Vi har i vores grundskole og uddannelsessystem i det hele taget været meget dygtige til at fokusere på samarbejdsformer, problemløsning, kreativ tænkning osv. Og det er også både fint og nødvendigt. Men det er desværre sket på bekostning af grundfagligheden og kundskabstilegnelsen. Her har vi nået et kritisk niveau og er nu i rødt felt,” siger hun og efterlyser et meget mere dedikeret fokus på viden og indsigt i stedet for på mål, test og metode. For uden faglighed ingen originalitet, ingen opfindelser, sprængte rammer og fornyelse.

Ingen kender dagen i morgen

Som minister og politiker oplever Merete Riisager, at der fra mange interessenter rundt om grundskolen er en ekstrem høj grad af opmærksomhed om det fremtidige arbejdsmarked. Det ærgrer hende af flere grunde. Både fordi det rent principielt og politisk er helt forkert at tænke folkeskolen som en forberedelse til arbejdsmarkedet, og fordi det praktisk er umuligt allerede på dette tidspunkt at forberede børn på noget, som ligger langt fremme i tiden. Ingen aner jo, hvordan det arbejdsmarked ser ud, som dagens 7-årige vil møde.

”Det er afgørende at indse, at hvis man vil have en god skole og et godt uddannelsesmiljø for børn og unge, skal man anerkende, at der er et fundament, der skal bygges – før man kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg mødte for kort tid siden en skolebestyrelsesformand, for hvem det vigtigste var, at børnene lærte at tage ansvar for egen læring, fordi det var kravet i arbejdslivet. Men her er det mit opdrag, at skolen skal sørge for de grundlæggende kundskaber og den almene dannelse, som er det fundament, man har brug for som menneske, som borger – og som medarbejder. Den helhed er det vigtigt at holde fokus på i grundskolen frem for at lade arbejdsmarkedsperspektivet tage over,” siger undervisningsministeren.

Skyder sig selv i benet

Vælger man det sidste, risikerer børnene efter hendes mening at ende med nogle overfladiske kompetencer, som ikke er dem, man har brug for i arbejdslivet. For her har man en forventning om, at de unge står solidt plantet i deres egne sko, med en dyb viden og forståelse, der gør dem i stand til selvstændigt at analysere situationer. Så ved i grundskolen at overfokusere på arbejdslivet risikerer man rent ud sagt at skyde sig selv i benet, fastslår ministeren og understreger, at det for hende også er vigtigt, når man taler grundskole, at være sig meget bevidst om skolens almendannende formål. Al snak om arbejdsmarkedskompetencer skal derfor skydes hen til gymnasiet eller – måske endnu bedre – til de videregående uddannelser.

”Jeg ser i realiteten grundskolen som en slags konstant i børnenes og de unges liv. Der er god ræson i, at skolen er en base for børn i nutidens omskiftelige verden. Man hjælper ikke børn ved at skabe kaos omkring dem. Børn har brug for ro, struktur, tryghed og sikkerhed, så de kan vokse op og blive i stand til at håndtere netop omskiftelighed og kaos,” siger hun og understreger vigtigheden af også at se skolen som en social ramme, hvor børnene skal hen og deltage i alt det liv, der er omkring en skole.

Mere kritiske borgere

Modreaktionen til den megen snak om nye kompetencer og forberedelse til det fremtidige arbejdsmarked skal være et stærkere fokus på fagligheden. Det falder også i tråd med en anden tendens, som Merete Riisager oplever i forhold til uddannelsessystemet. Nemlig at borgerne bliver mere kritiske i valg af uddannelse. Tilbuddene på området for skole og uddannelse har ikke været så tydelige, hvorfor folk hidtil ikke i så høj grad har truffet aktive valg. Men nu ser vi, ifølge ministeren, at mange forældre investerer egen tid og ressourcer i, at deres børn får, hvad de selv mener er en god skole og en god uddannelse.

”På grundskoleområdet kan vi fx se, at forældre, der ikke synes, at det faglige niveau er godt nok, i stigende grad træffer et bevidst andet skolevalg. Og det samme på ungdomsuddannelserne. Man tager ikke bare det nærmeste, men orienterer sig i stadig højere grad om kvaliteten af uddannelsestilbuddene. Derfor er der ingen tvivl om, at forældrene fremover vil tage mere aktivt del i uddannelsen af deres børn – og at de i stadig højere grad vil betragte skole og uddannelse som en frihedsdriver, der har en eksplicit betydning for, hvordan det vil gå deres børn,” siger hun og peger på, at dette rummer både positivt og negativt.

Det positive er, at vi på den måde får et aktivt civilsamfund, som kan være med til at presse på og øge kvaliteten af uddannelsessektoren. Og det negative er, at nogle forældre alene kanaliserer presset ned på deres barn og får skabt en performancekultur, der er ude af sync med barnets egentlige udfordringer.

Styrke lokalt og internationalt

Så når undervisningsministeren skal summere sine ønsker til det danske uddannelsessystem op, lyder de på den ene side, at vi skal have et meget lokalt forankret uddannelsessystem, som løbende bygger videre på det, der er vigtigt og umisteligt i vores uddannelsessystem, dvs. hele den skandinaviske uddannelsestradition, som handler om respekten for kundskaberne og om dialogen – den grundtvigske samtale – om inddragelse af civilsamfundet og meget mere. Og på den anden side handler det om et mere internationalt orienteret uddannelsessystem, som tænker globalt. Det sidste gælder også ift. digitalisering, som hun ser det:

”Der er ingen grund til, at vi udvikler digitale løsninger, som er opfundet andre steder. Mange problematikker er jo ens fra land til land. Og det er alt for ressourcetungt, hvis vi hver især skal udvikle det samme. De ressourcer kan vi godt bruge andre steder – blandt andet til at øge indsatsen på fagligheden,” siger Merete Riisager og slutter med at pege på, at det selvfølgelig også gælder omvendt, at vi i højere grad skal udnytte de danske læreres kompetencer til at udvikle værktøjer og systemer, som kan gøres tilgængelige for andre.

På den måde vil både pengene og redskaberne være til rådighed for at skabe den bedste skole og give børnene det nødvendige fundament og dermed friheden til at blive chauffører i deres eget liv.