Metalmanden gør skrald til guld

Ejerleder Ejvind Pedersen fra Scanmetals er nærmest en moderne alkymist. Nok er det ikke guld, han udvinder fra enorme bjerge af slagger, restproduktet fra forbrænding af affald, men det metal, hans maskineri hiver ud af slaggerne, er mange penge værd.

”Vi får et gate fee og en andel af metalværdien, men langt det meste, vel omkring 80 pct., går til forbrændingsanlæggene,” fortæller han om økonomien i forretningsmodellen hos Scanmetals.

Teknisk er det noget mere kompliceret: Forenklet udtrykt kommer store lastbiler til fabrikken i Stillinge nordvest for Slagelse med slaggerne, som bliver lagt på et langt ‘produktionsbånd’. Først bliver slaggerne tørret og siden delt i mindre enheder. Derefter gennemløber de en række processer med scanning, røntgen, detektorer og specielle magneter, så de forskellige metalprodukter bliver sorteret fra. Metallerne er nemlig ikke, modsat langt det meste af skraldet, blevet fortæret af ilden på Vestforbrænding og de andre store anlæg, som omdanner fx husholdningsaffald til fjernvarme og strøm.

Slaggerne er de seneste år blevet anvendt til opfyldning ved fx vejbyggeri som delvis erstatning for stabilgrus. Det gør slaggerne også efter turen til Vestsjælland, men først efter at have fået tappet de sidste værdier ved hjælp af Ejvind Pedersens næsten Storm P.-lignende maskineri.

Den traditionelle metode omfatter brug af væsker og kemikalier, men er ifølge Ejvind Pedersen hverken miljøvenlig eller effektiv.

”Derfor har vi på kort tid fået omkring 70 pct. af markedet i Norden, og vi får også slagger længere væk fra. Højere andel får vi nok ikke lige med det samme, for metalgenbrug handler i høj grad om tillid, for vi står jo for at veje og afregne metallet. Det er lidt elastik i metermål, og den fornødne tillid tager tid at opbygge.”

Mistede alt

Omsætningen svinger med metalpriserne og bliver ikke oplyst, men bruttoresultatet er siden 2013 tredoblet til 46 mio. kr., mens bundlinjen er femdoblet.

Men det har været en lang og indimellem bumpet vej at nå hertil.

Det med metallerne opstod helt tilfældigt. Tilbage i 1970’erne havde han udlængsel, fordi en del af barndommen blev tilbragt i Afrika, hvor faderen var udsendt af ulandsorganisationen Danida.

”Industrikoncernen Paul Bergsøe søgte en rejselysten mand, der skulle stå for produktionen på flere udenlandske fabrikker. Jeg fik jobbet og blev efterhånden teknisk chef for seks metalfabrikker i Sydamerika. Det blev til 13 år i udlandet, inden børnene skulle i skole i Danmark,” fortæller han.

Nogen formel uddannelse fik han aldrig afsluttet, men han lærte efter eget udsagn alt, hvad der er værd at vide om metaller. Og så kender han Gud og hvermand i metalbranchen, blandt andre indkøberne på de store bilfabrikker. I 1989-90 investerede han 55 mio. kr. i en fabrik i Gørlev på Vestsjælland. Her skulle bl.a. brugte øldåser smeltes om.

”Men metalpriserne faldt voldsomt med Murens fald, der gav adgang til en masse østeuropæisk produktion. Regeringen talte også om, at Danmark skulle have øldåser. Det var jo helt tosset, at danske bryggerier kørte millioner af dåser syd for grænsen, hvor de så blev hentet af danskerne.”

Men efter regeringsskiftet i 1993 skrinlagde miljøminister Svend Auken (S) alle planer om de, i hans øjne, miljøskadelige dåser.

”Dåserne kom så til Danmark nogle år senere, men dengang stod vi med en fabrik, som var ubrugelig. Jeg tror, de producerer müsli på den i dag, og jeg mistede alt, hvad jeg ejede og havde,” fortæller Ejvind Pedersen.

Gå-på-modet havde han dog stadig, og han solgte bl.a. genbrugsmetal. Men da finanskrisen satte pludseligt ind i efteråret 2008, styrtdykkede metalpriserne, og det udløste nye økonomiske øretæver. Allerede året efter var han dog i gang med Scanmetals.

”Jeg henvendte mig til en maskinhandler, jeg tidligere havde købt lidt af. Jeg spurgte, om man kunne bruge røntgen til at sortere metal i slagger. Det var han aldrig blevet spurgt om før, og da han ikke havde ret meget at lave på grund af krisen, så fik jeg specialbygget en maskine. Den måtte jeg leje, fordi jeg ikke havde nogen penge.”

I 2010 fik han leveret 1.000 ton slagger, og teknikken virkede fint. For at finansiere driften og snart også den nye fabrik i Stillinge fik han tyske og svenske penge ind. Scanmetals byggede i Bremen en tilsvarende fabrik, som den tyske partner ejer i dag, mens Scanmetals står for salget og den løbende opgradering af maskineriet.

Med den gode indtjening kunne Ejvind Pedersen for et par år siden ”rydde op i sin økonomi efter konkursen”, ja, han kunne endda købe medinvestorerne ud.

Til gengæld har han trukket lokale investorer ind og har i dag selv 76 pct. af stemmerne.

Planer om vækst

Trods den nærmest alkymistiske – og egenudviklede – teknologi har Ejvind Pedersen ikke søgt patenter.

”Så skulle alt beskrives og ville dermed være tilgængeligt. Vi kan jo se, at mange er meget interesserede i, hvad der foregår her. Jeg har ikke tålmodighed til at søge patent, og vi er alligevel et pænt stykke foran konkurrenterne.”

Et nyligt åbnet anlæg ved Birmingham er da også væsentligt mere effektivt end fabrikken ved Slagelse – og cirka 50 pct. større.

De kræfter, Ejvind Pedersen ikke bruger på patenter, lægger den 64-årige ejerleder i stedet i ekspansion. Han er overbevist om, at det vil gavne Scanmetals, at mange lande bygger forbrændingsanlæg, fordi det er mere miljøvenligt end at deponere affald på det, som før hed lossepladser.

”Der er mange forbrændingsanlæg på vej, fx i Storbritannien og i Østeuropa, og om fem år har vi minimum ti fabrikker i Europa, nogle af dem sammen med eksterne partnere. Vi har opgivet Frankrig, hvor det tager tre år at få de nødvendige tilladelser. I stedet ser vi på et område tæt på Barcelona. Herfra kan vi betjene bl.a. Sydfrankrig, Norditalien, Schweiz og Østrig. Vi ser også på Polen.”