Her er øl ikke et produkt, men en verden af oplevelser
Ud over at have fået kåret flere øl som verdens bedste kan Mikkel Borg Bjergsø nu føje titlen som Årets Ejerleder 2017 til. Samtidig breder hans bryghus, Mikkeller, sig hastigt over landegrænser med sit øl-univers og bidrager til at give øl den anerkendelse, som bryggeren synes, den fortjener.
Hvis nogen for fem år siden havde sagt til Mikkel Borg Bjergsø, at hans ene bar og tre medarbejdere i 2017 ville være eksploderet til 32 barer og 400 ansatte, og at han ville have et sortiment på over 1.000 øl på hylderne, ville han have hævdet, at de led af mangel på realitetssans.
Men laver man nogle af verdens suverænt bedste specialøl, er intet tilsyneladende umuligt. I hvert fald ikke hvis man kombinerer det med drive, dedikation og dygtighed, sådan som brygger og ejerleder Mikkel Borg Bjergsø har gjort det i opbygningen af virksomheden Mikkeller. Fra blot at være et af flere mikrobryggerier er det i dag for alvor begyndt at bide branchens giganter i haserne. Først og fremmest fordi det er lykkedes stifteren at bygge en ny kultur op omkring det at drikke øl. Til forskel fra de største sælger han nemlig ikke bare øl, men tilbyder sine kunder en hel verden af oplevelser og fællesskab omkring det, som tilsyneladende har ramt tidsånden i solar plexus. En verden, der omfatter alt fra barer og restauranter, løbeklubber, mad-, øl- og musikfestivaller samt andre events til communities i cyberspace m.m.
Den 42-årige entreprenørs succeskriterie har hverken været vækst eller penge, men derimod lysten til at ændre folks opfattelse af øl og deres måde at indtage den på.
”Jeg har aldrig bare villet lave et produkt, men er drevet af at se, hvor langt jeg kan nå i forhold til at give verden et nyt syn på øl, fordi øl endnu ikke har fået den anerkendelse, det fortjener – sådan som vin har det. Øl bliver af mange stadig betragtet som et lidt kedeligt produkt, der ikke har meget med nydelse at gøre. Og det er synd,” mener han.
Midlet til fremme af målet handler for ham om at skabe verdens bedste øl og bygge et univers op omkring det, der intet har at gøre med bare at kunne slukke tørsten eller drikke sig fuld, men i stedet handler om samhørighed og socialt samvær på et mere raffineret plan og om at skabe et brand og en kultur, som mange gerne vil være en del af.
At han på et vist tidspunkt opdagede, at han kunne tjene endda rigtig mange penge på vejen mod målet, har intet ændret. Passionen og idéen er stadig de samme, som da det hele for elleve år siden startede hjemme i hans køkken med en bog fra biblioteket, en gryde fra Føtex og et ølkit. Og fliden lige så stor, som da han i teenageårene var eliteløber og trænede 12 gange om ugen.
Ambitionerne lægger han heller ikke skjul på. For hvor Carlsberg-stifteren J.P. Jacobsen huskes for at have ændret alverdens ølbrygning, da han fandt på at bruge rent gær i produktionen og lagre ved jævn temperatur, vil Mikkellerstifteren gerne huskes for at være den, der tog øl skridtet videre og gjorde det til et højkvalitetsprodukt, der kan nydes og opleves på mange planer. Og det er netop, hvad han forsøger med de talrige aktiviteter, bryghuset efterhånden har gang i.
Jeg har aldrig bare villet lave et produkt, men er drevet af at se, hvor langt jeg kan nå i forhold til at give verden et nyt syn på øl, fordi øl endnu ikke har fået den anerkendelse, det fortjener.


Om Mikkel Borg Bjergsø
- Født 1975 og uddannet lærer. Var i en periode ansat som matematik- og fysiklærer på Det Frie Gymnasium.
- Tidligere eliteløber i Sparta med flere danmarksmesterskaber bag sig.
- I 2003 begynder han sammen med barndomsvennen Kristian Keller at eksperimentere med brygning i sit køkken på Vesterbro.
- I 2010 stopper han som lærer for at vie al sin tid til Mikkeller.
Professionaliseringen øges
At virksomheden Mikkeller på fem år er vokset fra tre til 400 medarbejdere, har han selv ganske svært ved at fatte. Også at bryghuset i dag ikke bare har succes i et dansk univers, men tillige i mange andre lande i Europa, USA og Asien. Mikkeller-øl eksporteres til 50 lande og storbyer og sælges her fra i alt 32 barer og restauranter. Løbeklubberne breder sig kloden rundt. Antallet af mennesker med Mikkeller-tatoveringer stiger. Unge familier er begyndt at døbe deres børn Mikkeller. Kendte mennesker lægger navn til nye øl fra firmaet – fx David Lynch. Og så fremdeles.
Hele dette univers styres af virksomhedens 25 mand fra kontoret på Vesterbro i København. Omsætningen følger en stejl kurve opad. Og undervejs har Mikkel Borg Bjergsø måttet erkende, at han ikke magter at blive ved med at involvere sig i alle dele af driften, hvilket for fem år siden fik ham til at hyre sin første COO – en tidligere militærmand, som han i dag tillægger en stor del af æren for, at virksomheden fremstår topprofessionel og på sikker kurs videre frem og op.
”Jeg havde længe en idé om, at jeg var den bedste til det hele, fordi det var min virksomhed. Så det var enormt svært at slippe taget i noget af den. Men jeg kunne jo godt se, at jeg ikke var den bedste til alt. Og erkendelsen af det var faktisk rigtig dejlig,” siger han og fortæller, at bogholderi og lagerføring var det første, han slap.
I dag har han selv bevæget sig lidt mere op i helikopteren og koncentrerer sig om det, han er bedst til, nemlig at finde på nye øl og bygge nye øl-universer op i de lande, som bryggeriet engagerer sig i. Alt sammen på sin vanlige, kompromisløse facon. Han er stadig en detaljernes mand og involverer sig i processerne fra start til slut. Hvilket bl.a. betyder, at kunderne kan være sikre på, at hver eneste Mikkeller-bar eller restaurant fra gulv til loft og fra køkken til toilet er skabt 100 pct. efter chefens idé om perfektion.
Denne måde at brænde for sit værk på smitter også af på medarbejderne. I hvert fald glæder Mikkel Borg Bjergsø sig over at have nogle ekstremt engagerede ansatte, som ikke bare brænder for jobbet, men også for brandet og virksomheden. Og det er da også primært denne egenskab, han leder efter i rekrutteringen af nye medarbejdere – mere end han ser på formel uddannelse og karakterbøger. Dog har det sidste i visse tilfælde fået en lidt større betydning de senere år i takt med virksomhedens vokseværk og et øget behov for specielle kompetencer udi jura, regnskaber, kommunikation m.m.
Ekstern investor skaber vækst
Var første store skridt på vejen mod øget professionalisering af Mikkeller ansættelsen af den operative chef, tog bryghuset for halvandet år siden det næste skridt, da man fik en ekstern investor ind.
Det blev den amerikanske kapitalfond Orkila Capital, som nok kom med lidt penge, men primært var inviteret på grund af sine særlige kompetencer – og for at sikre bryghuset et mere solidt fodfæste i USA, hvor man netop havde købt et bryggeri i San Diego.
”At få eksterne partnere ind har først og fremmest medført et øget fokus på det forretningsmæssige, hvor det kreative og udviklingsmæssige før fyldte mest. Orkila er en lille men ekstremt dynamisk kapitalfond, der med sine evner udi økonomistyring og viden om kunderelationer på en meget frugtbar facon supplerer det, vi er gode til,” fortæller Mikkel Borg Bjergsø.
Han lægger stor vægt på, at han selv stadig har det sidste ord. Så med en ejerandel til kapitalfonden på under 20 pct. har partnerskabet primært betydet, at bryghusets ambitioner om at komme ind og gøre en forskel på endnu flere markeder rundt om i verden har fået større styrke.
”Målet om at ændre opfattelsen af øl er mere eller mindre nået i København. Men der er stadig meget at gøre uden for hovedstaden, i resten af Europa og i den øvrige del af verden for den sags skyld. Jeg er sikker på, at der er en vild fremtid for vores branche,” siger han og fortæller, at man lige nu er godt på vej ind i Asien – både med barer, restauranter og bryggerier – om end det foregår stille og roligt, da erfaringen allerede har vist, at det er ganske komplicerede markeder med helt andre udfordringer end i Europa og USA.
Foruden at skabe større interesse for øl i Asien skal væksten i Mikkeller fremover komme fra nye produkter og nye kunder. Om kort tid barsler bryghuset således med en helt ny linje af specialøl, målrettet en ganske anden kundegruppe end hidtil og solgt på nye måder.
”Indtil nu har vi koncentreret os om at lave øl af høj kvalitet i den høje ende af prisskalaen. På den måde har vi nået vores mål blandt især storbymennesker med penge. Men for at nå målet om at ændre opfattelsen af øl mere bredt skal vi lave øl efter andre opskrifter og ikke alene sælge dem via vores barer, restauranter osv. Derfor brygger vi på det, jeg kalder en gateway-øl, som jeg håber vi kan få bredt ud internationalt og få ud i supermarkederne, så alle får mulighed for at lære os og vores univers at kende,” siger Mikkel Borg Bjergsø.
Nej tak til mange opkøbstilbud
Selvom øl og brygning og alt deromkring fylder det meste af den travle bryggers døgn, er exitstrategien ikke med i hverken hans gode eller onde drømme.
For selvom han er sig meget bevidst, at et eventyr også kan have en ulykkelig slutning, fokuserer han indtil videre på alt det, han stadig gerne vil nå, og det enorme vækstpotentiale han stadig ser. Af samme grund har han også takket pænt nej til alle de tilbud om opkøb, som han de senere år har fået. Som han har det lige nu, følges han, Orkila og Mikkeller ad i mange år endnu.
”Jeg har ingen anelse om, hvor min virksomhed er om ti år. Men skal jeg sige, hvad jeg håber, så er det, at vi laver fuldstændig det samme som nu, er 10-20 gange større, har 10.000 løbeklubber rundt om i verden og 100.000 mennesker med Mikkeller-tatoveringer,” lyder det fra Mikkel Borg Bjergsø – som med et skævt smil og efter en lille tænkepause tilføjer:
”Tænk, hvis jeg fucker op … Så er der en masse mennesker, der skal have fjernet deres tatoveringer…”
Tænk, hvis jeg fucker op … Så er der en masse mennesker, der skal have fjernet deres tatoveringer…

Om Mikkeller
- Består af 32 barer og restauranter og 400 medarbejdere i København, Aarhus, Stockholm, Reykjavik, Barcelona, Porto, Los Angeles, San Francisco, Bangkok, Seoul, Taipei, Tokyo og Singapore.
- 2005: Mikkeller etableres som firma af Mikkel Borg Bjergsø.
- 2006: Første Mikkeller-øl kåres til verdens bedste i sin genre.
- 2015: Køber eget første bryggeri i San Diego, USA.
- 2016: Amerikanske Orkila Capital køber en mindre andel af Mikkeller.
- 2016: Når milepæl med markedsføring af i alt over 1.000 egne craft beers.
- 2017: Omsætningen steg med 22 pct. til 153 mio. kr. fra 2015 til 2016, mens egenkapitalen blev fordoblet fra 61 mio. kr. til over 125 mio. kr. fra 2015 til 2016.
Kontakt
Ulrik Ræbild
Partner, PwC
Tlf: +45 3945 3288
Email
Ekstra værdi
Husk du kan altid læse CXO Magasinet og PwC’s andre udgivelser på din smartphone med appen Ekstra Værdi.