Too Good To Go vil erobre verden

Fem unge danske mænd udlever enhver iværksætters drøm og har skabt en app, der tager alle med storm. Too Good To Go reducerer madspild, giver forbrugerne god mad til meget lave priser og øger restauranternes indtjening. Nu skal konceptet globaliseres.

Medier, investorer, restauranter og sultne miljø- og prisbevidste forbrugere har elsket konceptet Too Good To Go, lige siden de hørte om det første gang tilbage i efteråret 2015. Og man forstår dem godt. Her er et koncept, der nedbringer madspild, giver forbrugeren billigere mad og sikrer restauranterne en bedre indtjening.

“Stort set fra første dag kunne vi mærke, at vi havde ramt et behov hos både restauranterne og forbrugerne. Modtagelsen var overvældende,” siger den ene af stifterne, CMO Klaus Pedersen.

CXO Magasinet har sat to af stifterne, CMO Klaus Pedersen og CEO Stian Olesen, stævne for at tale om historien bag Too Good To Go, hvordan de er endt, hvor de er – og hvor de skal hen nu. Det er tydeligt, at der er mange faktorer, der har ført til, at Too Good To Go er en succes. Idéen er en af faktorerne. De fem stifteres evne til at eksekvere, udnytte de muligheder, der opstår, når de opstår – og ikke mindst lytte til kunderne – er en anden.

Too Good To Go hjælper restauranter, som har meget spild, med at få solgt maden frem for at smide den ud. Samtidig får forbrugerne et billigt måltid mad. Alt sammen med det formål at reducere madspild. Forbrugerne kan søge de billige måltider via Too Good To Go-appen.

“Vi vidste helt fra start, at vores produkt potentielt var interessant for mange typer virksomheder, men vi koncentrerede os i første omgang om buffetrestauranter, fordi vi mente, at det var her, behovet var størst,” siger Klaus Pedersen, der fortæller, at man efterfølgende har bygget mange forskellige forretninger på.

Too Good To Go kan dokumentere, at man er med til at reducere madspild med tre ton om dagen. Bl.a. derfor modtog virksomheden Nordisk Råds Miljøpris sidste år. I motivationen hed det bl.a., at “… tjenesten på en innovativ digital, let og folkelig måde er med til at ændre forbrugere og forretningers holdninger til madspild og ressourceforbrug … Initiativet er helt i tråd med de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, som bl.a. har fokus på at reducere madspild og ressourceforbrug i øvrigt.”

Den klassiske iværksætterhistorie

Historien om Too Good To Go er den klassiske iværksætterhistorie om et garageprojekt, der bliver en global succes. I efteråret 2015 sidder idémand og medstifter Thomas Momsen på en klassisk buffetrestaurant og undrer sig over, hvor meget mad der bliver smidt ud. Han får idéen til konceptet, som han fortæller til de to andre medstiftere, Stian Olesen og Klaus Pedersen.

Thomas, Klaus og Stian bliver enige om at prøve idéen af, og de etablerer en simpel webshop via Shopify og begynder at sælge. I starten sidder de i Stians lejlighed og ringer rundt til buffetrestauranter for at få dem til at koble sig på systemet. Nogle gange tager de også ud og sælger i forretningerne. Kontrakterne er meget simple. En A4-side, hvor restauranterne selv angiver, hvor mange portioner de vil sælge, hvornår maden bliver sat til salg, og hvornår folk kan hente maden. Først senere bliver det muligt for restauranterne at oprette sig. Og først senere igen bliver der udviklet en app.

“I starten handlede det for os om at komme i gang. Få produktet ud at leve. Vi skiftedes til at sidde og holde øje med bestillingerne, der kom ind via hjemmesiden, og registrere dem manuelt, så folk kunne få deres mad,” siger Stian Olesen.

Markedsføring er nærmest overflødig i starten. Det klarer kunderne selv via de sociale medier. Kunder deler deres madoplevelse med andre, som prøver og deler den med andre. Og så rullede bolden.

“Vi fik også en hel del hjælp fra mediernes side, hvilket har betydet meget for vores forretning. Både i forhold til at få virksomheder med på ordningen, men også i forhold til at få forbrugernes opmærksomhed, så vi begyndte meget hurtigt at få et ret stort salg,” siger Klaus Pedersen.

Gør som Too Good To Go

  • Hellere handle end risikere at planlægge sig ihjel.
  • Sørg for at justere forretningen undervejs.
  • Find de rigtige investorer.

Om stifterne (fra venstre):

Brian Christensen
  • 33 år.
  • Bosat i Odense med sin kone Mette.
  • Civilingeniør inden for software og robottech.
  • 16 års it-erfaring.
Adam Sigbrand
  • 28 år.
  • Har været med i flere startups.
  • Gennemført en Ironman.
  • Nyder at tage i saunagus.
Stian Haanes Olesen
  • 29 år.
  • Tidligere ejendomsmægler med flest salg i Danmark.
  • Gennemført en Ironman.
  • Nyder at tilbringe tid med sin datter Sophia.
Klaus Pedersen
  • 26 år.
  • Uddannet BA. Negot Engelsk fra SDU.
  • Har tidligere drevet egen virksomhed.
  • Ubesejret i 21 kampsportskampe.
Thomas Bjørn Momsen
  • 24 år og oprindeligt fra Aarhus.
  • Droppede ud af gymnasiet for at starte egne virksomheder.
  • Chef for salg i Too Good To Go.
  • Elsker grøntsager.

Om Too Good To Go:

  • Startede i oktober 2015.
  • 1.000.000 downloads af appen pt.
  • Over 1.500 deltagende forretninger.
  • Over 600.000 måltider reddet fra skraldespanden.
  • 980 ton CO2-ækvivalenter reduceret.
  • Stian Haanes Olesen, Thomas Bjørn Momsen, Klaus Pedersen, Adam Sigbrand og Brian Christensen, Too Good To Go, løb med hele to priser ved IVÆKSTprisen 2016: Årets Gyldne Hat 2016 og Årets Idealist 2016.

Det positive budskab har uden tvivl været en løftestang for vores forretning. Vi er med til at løse et problem, der af mange opfattes som en stor global udfordring.

Stian Olesen, medstifter og CEO, Too Good To Go

Et kapløb med tiden

Allerede to måneder efter etableringen var Too Good To Go kendt i hele landet og havde 100 restauranter på kundelisten. Lige nu er Too Good To Go diamanten inden for dansk iværksætteri.

“Det positive budskab har uden tvivl været en løftestang for vores forretning. Vi er med til at løse et problem, der af mange opfattes som en stor global udfordring. Dét, kombineret med, at vi har fundet en forretningsmodel, hvor restauranter og forbrugere også kan se en økonomisk interesse i at tage hensyn til miljøet, gør, at vi også kan få en god forretning ud af det,” siger CEO Stian Olesen.

En af de største udfordringer lige nu for Too Good To Go-teamet er at vokse hurtigt nok til at holde konkurrenterne væk fra markedet. Særligt på globalt plan.

“Vores største konkurrenter findes formentlig ikke endnu. Der er nogle enkelte i Finland og i Frankrig, der arbejder med at nedbringe madspild, og så er der startet et projekt på Kickstarter, som måske vokser sig stort. Hvem ved, om der kommer en stor konkurrent. Men mon ikke. Derfor handler det for os om at eksekvere. Få skabt en god, sund og voksende forretning på de største markeder. Det er det, vi gør nu,” siger Stian Olesen.

International udvikling

For at sætte ekstra fart på udviklingen i virksomheden har Too Good To Go fået nogle stærke erhvervspersonligheder og investorer i ejerkredsen, som nu består af de fem stiftere samt Birgit Aaby, der er indehaver af rengøringsvirksomheden Combiservice, Mette Lykke, der er medstifter af Endomondo, og Preben Damgaard, der efter salget af Navision til Microsoft nu investerer i en lang række selskaber igennem Damgaard Company.

De fem stiftere og investorerne er i fuld gang med både at professionalisere organisationen og samtidig globalisere forretningen. Too Good To Go er i øjeblikket til stede i Norge, Tyskland, England, Frankrig, Schweiz og Sverige. Der er kørt test i New York, som skal danne grundlag for etablering på det amerikanske marked i 2017.

“Vi har valgt at udvide forretningen, så vi på nogle markeder benytter os af licenspartnerskaber eller franchisetagere, som har ansvaret for at bygge firmaet op i det pågældende land. Der er dog også andre markeder, som vi mener er så vigtige for os, at vi selv står for det hele,” siger Klaus Pedersen.

Tyskland er næste store satsning

Det næste store skridt for Too Good To Go er at etablere sig i Tyskland.

“Tyskland er et meget interessant marked, og der er et kæmpepotentiale. Vi har testet det af og fået god respons. Tyskerne er meget miljøbevidste. Vi har fundet en tysk landedirektør, og nu skal vi hjælpe ham godt i gang. Derefter tager vi til Frankrig og England,” siger Stian Olesen.

Thomas, Klaus og Stian turnerer rundt i de pågældende lande og ansætter landeansvarlige og det nødvendige antal sælgere, som skal sættes ind i, hvad Too Good To Go er, og hvordan konceptet fungerer. Derudover skal de landeansvarlige sættes ind i den overordnede strategi og driften, så alt kører, som det skal fra start. Alene i Tyskland skal Too Good To Go ansætte 34 sælgere i løbet af 2017.

Ny ledelse på plads

En anden og mere overraskende beslutning, det unge team har taget, er, at det oprindelige team skal skiftes ud med en professionel ledelse i løbet af 2017. Den proces er allerede i fuld gang.

“Vi er nogle unge fyre, der er kommet langt med en god idé og et stærkt drive. Men vi har ambitioner på virksomhedens vegne. Too Good To Go handler jo sådan set ikke om os. Det handler om at give virksomheden de bedste muligheder, og vi tror på, at der er andre, der kan give virksomheden en bedre fremtid,” lyder konklusionen.

Det er endnu så nyt, at der ikke er fundet en ny ledelse. Det er i proces.

“Vi er gode iværksættere, der er gode til at eksekvere. Vi har skabt en virksomhed, der er vokset fra 0 til 20 medarbejdere. Nu skal virksomheden videre fra 20 til 100 mand og mere end det. Det kræver nogle andre kompetencer. Vi vil fortsat være ejere, og vi vil komme til at fungere som mentorer, men vi kommer ikke til at stå for den daglige drift.”

Kontakt

Jesper Møller Langvad
Partner, PwC
Tlf: +45 3945 9127
Email

Følg PwC

LinkedIn
Twitter
Facebook
Youtube