RICE giver plads til det skøre og det sjove
Charlotte Guéniau har startet interiørvirksomheden RICE sammen med sin mand, Philippe Guéniau. Med en filosofi om at sprede glæde og farve i hverdagen har RICE ramt et behov hos et stigende antal kunder verden over.
Charlotte Guéniau er iværksætter og ejerleder med hjertet. Hun er medstifter af interiørvirksomheden RICE. Historien om RICE er historien om et ægtepar, der for snart 20 år siden tog en beslutning om at tilbringe mere tid sammen og bl.a. derfor skabte deres fælles virksomhed, som i dag sælger produkter til mere end 2.000 butikker i 45 lande. Charlotte Guéniau og hendes mand, Philippe, havde i flere år talt om, at de skulle flytte tilbage til Danmark. De havde begge gode job og havde boet i Paris i mange år. Og da Charlotte blev gravid med det første barn, blev det anledningen til at gøre alvor af tankerne. Hun var på det tidspunkt landechef for tøjfirmaet RedGreen i Frankrig. Et datterselskab, hun selv havde bygget op helt fra grunden. Og hendes mand rejste verden rundt som eksportansvarlig i en it-virksomhed, han selv var medejer af.
“Jeg elsker Paris og har boet mange år af mit liv i Paris, men det var helt naturligt for os, at vores børn skulle vokse op i Danmark. Samtidig havde vi lyst til at tilbringe mere tid med hinanden, og så var det oplagt at starte virksomhed sammen,” siger Charlotte Guéniau om opstartsfasen.
Fra Paris til Lohals
Parrets beslutning betød, at karrieren i udlandet og lejligheden i Paris blev skiftet ud med en tilværelse som iværksættere i Danmark. De flyttede til Langeland, hvor de boede i deres sommerhus i Lohals. Det varede dog ikke længe, før sommerhuset blev for lille til forretningen.
“Det gik meget stærkt helt fra starten. Jeg husker, da jeg skulle ud og sælge de første varer til de første butikker. Vi havde været på inspirationstur til Madagascar, hvor vi købte nogle fede kurve og tasker med hjem. Dem skulle jeg så ud for at sælge. Der var ikke noget internet, så min research bestod i at læse de danske modeblade og se, hvilke butikker der blev skrevet om. Dem tog jeg så ud til på min allerførste salgsturne, og det viste sig, at de bare var helt vilde med det, jeg kom med. De købte alt. Jeg troede først, at de bare var vilde med alt. Men det var altså, fordi vi virkelig ramte noget,” fortæller Charlotte Guéniau.
Hun elsker at sælge og at møde kunderne. Hun elsker at skabe relationer og få den umiddelbare feedback på sine produkter. Charlotte Guéniau er den kreative part i RICE, og hun har ansvaret for koncept og udvikling, mens hendes mand, Philippe Guéniau, har ansvaret for administration og økonomi.
Inviterer kunderne hjem
Charlotte Guéniau havde, inden beslutningen om at starte for sig selv, opbygget datterselskabet i Frankrig for RedGreen stort set egenhændigt, så det med at starte en virksomhed op fra grunden var ikke nyt for hende, da RICE skulle etableres. RedGreen var ikke til stede på det franske marked og havde faktisk heller ikke planer om det, før Charlotte Guéniau fik kontakt til dem. Hun fik lov at starte op og kunne se frem til et job, hvis hun altså solgte for 1 million kroner af den første kollektion. Det gjorde hun så – og blev landechef.
Forløbet understreger hendes store drive og veludviklede salgstalent samt ikke mindst evnen til at skabe relationer. Det samme gør opbygningen af RICE. Parret bag RICE er kendt for sin særlige kundepleje. Det er eksempelvis almindeligt for dem at invitere kunderne hjem til sig selv til private dinings, når kollektionerne præsenteres.
“For os har det været helt naturligt at invitere kunderne hjem til os. Vi gør det, fordi vi synes, det fungerer for os. Vi møder kunderne på en anden og mere personlig måde, når vi åbner vores hjem for dem, og vi kan mærke, at kunderne har den samme fornemmelse,” siger Charlotte Guéniau.
Filosofien bag RICE
- En afslappet livsstil.
- Sjovt, skørt og skævt.
- Social ansvarlighed og menneskelighed.

Jeg elsker farver, og jeg har hele tiden valgt produkter, jeg selv kan lide. Og det, tror jeg, er en af årsagerne til, at kunderne vælger vores produkter.
Om RICE
- RICE er en dansk interiørvirksomhed kendt for farverigt melamin, håndlavede kurve, opbevaringsbokse og glaseret keramik. Virksomhedens designs er glade og farverige – og med masser af sjove detaljer.
- Virksomheden er etableret af Charlotte og Philippe Guéniau i 1998.
- RICE beskæftiger 70 ansatte, hvoraf 40 medarbejdere er placeret i hovedsædet i Odense.
- RICE eksporterer til 45 lande, og produkterne sælges i mere end 2.400 butikker verden over.
- Det første RICETERIA åbnede i Odense i 2014. RICETERIA er caféer indrettet med RICEprodukter og baseret på den stemning, der kendetegner virksomheden. Siden er der åbnet RICETERIA i Stuttgart og RICETERIA Stall i Los Angeles, og målet er at skabe flere rundt om i verden.
Kåring for kundefokus
- RICE blev i efteråret 2016 kåret som Årets Ejerleder i kategorien Årets Temaprisvinder. Årets Ejerleder kåres af PwC i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv.
- RICE blev kåret som årets bedste til kundepleje, og det blev fremhævet, at RICE er indbegrebet af kundefokusering og gør en dyd ud af at opbygge og bevare et tæt forhold til sine kunder.

Målet er at gøre hverdagen mere farverig. Vi gør meget ud af, at vores produkter er fun, funky og functional. Det skal være mere end bare pynt.
Fun, funky, functional
RICE har helt fra start ramt et behov hos et stort antal kunder, der gerne vil have lidt mere farve ind i boligen. Hos RICE kalder de det hverdagsmagi.
“RICE giver mere plads til det sjove og det skæve i hverdagen. Jeg elsker farver, og jeg har hele tiden valgt produkter, jeg selv kan lide. Og det, tror jeg, er en af årsagerne til, at kunderne vælger vores produkter. De får en god oplevelse med i købet,” siger Charlotte Guéniau, som kan konstatere, at hendes sans for farverigt og funktionelt interiør rammer lige i hjertet på kunder over hele verden.
“Målet er at gøre hverdagen mere farverig. Vi gør meget ud af, at vores produkter er fun, funky og functional. Det skal være mere end bare pynt,” understreger Charlotte Guéniau.
Med god samvittighed
De fleste produkter i RICE-kollektionerne produceres i tredjeverdenslande. RICE gør meget ud af at sikre, at produkterne produceres under ansvarlige vilkår.
“Vi har selv været ude og se forholdene, og det er vigtigt for os, at vi følger internationale standarder, der omhandler social ansvarlighed. Det er også vigtigt for vores kunder at kunne shoppe med god samvittighed,” siger Charlotte Guéniau, som understreger, at alle produkter bliver produceret med respekt for menneskerettigheder, under sunde arbejdsforhold og uden brug af børnearbejde.
RICE lever således op til den særlige SA8000-standard og benytter Global Compact som en guideline til at drive en etisk forsvarlig forretning.
Tættere på kunderne
RICE har de første mange år været en grossist-virksomhed med egne kollektioner, som man solgte til butikker – både fysiske butikker og webbutikker. I 2014 tog man så et helt nyt skridt i virksomhedens liv. Her tog man nemlig initiativ til at etablere egne butikker under navnet RICETERIA, som er en kombination af butik og café, hvor kunderne kan kombinere shopping af interiørartikler til boligen med cafébesøg.
“Hvis vi var en ren interiørbutik, så ville vores kunder komme her en gang imellem, men fordi vi også sælger mad og kaffe, så kan man komme her hver dag og blive inspireret, mens man får en sund og lækker frokost eller bare en kop kaffe,” siger Charlotte Guéniau, som opfatter RICETERIA som et laboratorium, hvor hun kan komme tættere på slutbrugerne.
“Jeg bruger meget tid i butikken i Odense. Jeg kan se, hvad der fungerer, og jeg kan tale med kunderne om, hvad de køber og hvorfor. Tidligere sendte vi fire kollektioner ud om året, og så havde jeg kun salgstal at vurdere ud fra. Nu kommer jeg helt tæt på,” siger Charlotte Guéniau.
RICETERIA er på den måde med til at styrke RICE-brandet. Med RICETERIA understreger Charlotte Guéniau sin sans for konceptudvikling og evne til at ramme kundernes behov. Og så har hun formået at udvide RICE-konceptet, så det omfatter en af hendes andre store passioner, nemlig mad. Hun er forfatter til en række kogebøger og har selv udviklet menuerne, der serveres. Og heller ikke her overlades der noget til tilfældighederne.
“Da vi startede, købte vi maden udefra, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke fungerede. Vi følte, at det var nødvendigt, at vi selv tog ansvaret for menuerne i vores butikker. Det har så udviklet sig til, at vi har etableret en catering-virksomhed, der leverer mad til RICETERIA-butikkerne og til eksterne kunder,” siger Charlotte Guéniau.
Helt i tråd med ånden i RICE er RICETERIA udviklet og etableret i tæt samarbejde med nogle af de kunder, man har opbygget et godt og nært forhold til gennem årene. Den første butik blev startet i Odense i 2014, den næste i 2015 i Stuttgart. Og for nylig åbnede den tredje butik i Los Angeles. Mange flere kommer til i de kommende år, lover Charlotte Guéniau.