Made in Denmark: Med 3D-print ind i fremtiden
For 4. generation Thürmer er succesen allerede i hus med fremstilling af værktøj på traditionel vis i Thürmer Tools. Og nu har ægteparret bag virksomheden også stillet sig i front med udvikling af 3D-printede produkter og er bannerførere for en digital udvikling, som de håber vil give Danmark et skub i den rigtige retning.
Det er lille Max,” siger Ingeborg Rosenvinge og fremviser en figur i plastik, som er blevet til ved at 3D-printe et almindeligt ultralydsscanningsbillede fra en gravid kvinde. Billedet er til et blindt ægtepar, der som alle andre vordende forældre gerne vil følge med i fostrets udvikling. Og det er samtidig første led i det, der kan gå hen og blive et spændende samarbejde mellem Thürmer Tools og Dansk Blindesamfund.
Og hvad har det så med værktøj at gøre? Ikke ret meget – endnu. Men med målet om at blive den første leverandør i verden af 3D-printet værktøj i et marked af Novo-størrelse er det et stort skridt på vejen. Og dermed også til forvandlingen af den gamle gevindfabrik til en digital forretning af helt andre dimensioner end dem på Hammerholmen i Avedøre i dag, hvor et voksende antal ansatte arbejder med fjerde generation af Thürmer-familien i spidsen – dvs. Erick og hans hustru, Ingeborg.
For sin kreative og innovative måde at arbejde med 3D-print på fik virksomheden i december sidste år tildelt ’Danmarks Digitale Førertrøje’ af Dagbladet Børsen og Siemens. En bemærkelsesværdig pris for en mindre virksomhed. Men det unge ægtepar bag har de senere år målrettet arbejdet på at sætte sig i spidsen for udviklingen på 3D-området og er foreløbig den eneste danske virksomhed, der har disruptet sin egen konventionelle produktion af værktøj og er gået i gang med at udvikle på at kunne fremstille produkterne vha. 3D-print.
”I dag har vi en virksomhed, der producerer huller frem for værktøj til huller. Vi har vendt hele paradigmet om og oprettede for fire måneder siden en ny virksomhed ved navn TwentySeven. ai, som gør det i 3D-print og eksponentielle teknologier, og for to måneder siden etablerede vi også Tiny TwentySeven, der kreerer babyprint,” fortæller Erick Thürmer og forklarer, at tallet 27 i generationer har været familiens lykketal.
Lykken for ham og hustruen vil være, at disse offspring, som deres 3D-eventyr allerede har skabt, vil vokse sig store og stærke og være med til at trække Danmark op på vognen, når det handler om 3D-print. For her er vi langt bagefter, mener parret.
”Vi kan slet ikke forestille os, hvor hurtigt og voldsomt det vil ramme os, hvis vi ikke kommer mere i omdrejninger i forhold til det digitale. Vi vil få en enorm arbejdsløshed. Derfor er jeg lige nu ude og advokere for, at alle virksomheder tager den nye teknologiske verden til sig. For ny it skaber nye arbejdspladser, hvis vi formår at stille os i front,” lyder det fra direktøren.
Den fælles drøm
Historien om det fremsynede foretagende i Avedørestarter i 00’erne, hvor Erick Thürmer bliver 4. generations ejer af Thürmer Tools. Kort efter bliver han gift med Ingeborg, der er uddannet handelsjurist. Og i 2012 går ægteparret så i gang med at realisere deres fælles drøm om at forvandle og modernisere branchen for værktøj i Danmark. Til en start beslutter de, at der skal være andre måder at sælge værktøj på end den konventionelle og etablerer en webshop, hvor internationale kunder kan bestille direkte uden om grossisterne. Dermed vil succesen være i hus, er de sikre på.
Men sådan går det bare ikke. De ender med næsten at måtte gå fra hus og hjem; sælger alt der er noget værd, skifter Range Rover’en ud med en lille Polo på gule plader og udbetaler stort set ingen løn til sig selv. Sådan er det stadig. Tilbageholdenheden vendes til en styrke, og fremtidsudsigterne er nu lyse. I slutningen af 2013 ændrer parret således konceptet, så webhandelspladsen nu rettes mod grossisterne. Det giver bonus. Store, kendte, danske grossister kommer på kundelisten. Og ordrerne ringes ind i en størrelsesorden, så produktionen ikke kan følge med. Samtidig møder Erick Thürmer én, som henleder hans opmærksomhed på 3D-print. Det vækker en tanke i ham, som allerede ulmer. Så på vej hjem fra mødet ringer han begejstret til hustruen og præsenterer idéen. Den er hun med på. Og inden længe har de skabt den første prototype på et stykke værktøj, printet i metal vha. 3D.
”Det var i 2013 og teknologisk set meget længe siden. Men vi kunne hurtigt se, at der lå nogle muligheder her, som var helt unikke. Designmæssigt er du jo frit stillet med 3D og kan lave nogle strukturer, som ikke kan realiseres på konventionel vis. Lige nu ligger udfordringen i kvaliteten af materialerne og i printernes hastighed. Men udviklingen går så hurtigt, at det er et spørgsmål om kort tid, før vi kan garantere den samme kvalitet til den samme pris – og meget hurtigere,” siger Ingeborg Rosenvinge, der står i spidsen for TwentySeven.
I de sidste to-tre år har denne del af Thürmer været i gang med at udvikle på 3D-print af værktøj. For det er ikke så enkelt, som det kunne lyde. Det fordrer en masse forsøg og bunker af ingeniør- og it-viden. Det koster tid – og penge. Mange penge. Og dem søger hun alle mulige steder. Lige nu går hun spændt og venter på et svar fra EU’s forsknings- og innovationsprogram, Horizon2020, om en støtte på 10 mio. kr. Hvis den kommer i hus, er ægteparret ikke i tvivl om, at det vil lykkes dem at realisere deres drøm.

Vi kan slet ikke forestille os, hvor hurtigt og voldsomt det vil ramme os, hvis vi ikke kommer mere i omdrejninger i forhold til det digitale.

Om Thürmer Tools
- Virksomheden blev etableret i 1898 af Ericks oldefar, værktøjsmager Fritz C. Thürmer Han udviklede og patenterede den firkantede skærebakke, hvilket revolutionerede produktionen af det udvendige gevind. Erick Thürmers far solgte virksomheden. Men i dag har sønnen købt den tilbage og ejer den i dag 100 pct. sammen med sin hustru, Ingeborg Rosenvinge.
- Familien Thürmer har produceret og solgt gevind og bor til industri og håndværk siden 1898. Erick Thürmer, der nu driver virksomheden, repræsenterer fjerde generation af familien Thürmer.
- Siden 2013 har Thürmer arbejdet med udvikling af skærende værktøjer i 3D-print i metal. Og i september 2015 etablerede man hertil virksomheden TwentySeven og to måneder senere endnu et offspring, Tiny TwentySeven. Disse virksomheder ledes af Erick Thürmers hustru, Ingeborg Rosenvinge.

Designmæssigt er du jo frit stillet med 3D og kan lave nogle strukturer, som ikke kan realiseres på konventionel vis.
Fester ikke pengene op
Foreløbig har de hjemtaget et patent på deres prototype af 3D-printet gevindværktøj. Det indebærer, at man kan reducere forbruget af køle- og smøremidler ganske væsentligt. Og det blev af Dansk Industri sidste år vurderet til 200 mio. kr. – mens markedet for disse værktøjer anses for at være på over 17 mia. kr.
Mens Erick og Ingeborg således kniber sig selv i armen over patentets fremtidsudsigter, affødte nyheden også en telefonopringning fra en kendt ejendomsmægler, der ville sælge familien en stor gård samt en anden fra en Ferrariforhandler. Begge fik dog et pænt nej tak. Og hr. og fru Thürmer holder bevidst fast i nøjsomheden.
”Hvis man undlader at feste pengene op, får du mere respekt både fra kunder og medarbejdere. Og det er en meget vigtig faktor i startfasen,” mener Erick Thürmer.
På samme måde følger ægteparret en praksis med at reinvestere 80 pct. af kapitalen i virksomheden. For parallelt med drømmene i 3D har især Erick Thürmer et ønske om at føre familiearven videre og udvikle også på det konventionelle Thürmer Tools. Specielt efter at virksomheden sidste og forrige år oplevede vækstrater på hhv. 35 og 40 pct.
Om ti år forestiller han sig, at TwentySeven og Thürmer Tools er ét og samme firma, og han håber, at familienavnet dermed kan leve videre i yderligere 100 år. Og for sig selv og hustruen håber han, at de til den tid stadig er lykkelige og glade og har været i stand til at skabe et fundament for deres børn. Og at have skabt en succesfuld virksomhed. Om den skal ledes af 5. generation Thürmer, ved han ikke helt, for han er også meget tilhænger af, at virksomheden bliver medarbejderejet.
”Det med den gamle kapitalist, der sidder i hjørnekontoret, tror jeg ikke længere på,” forklarer han og tilføjer, at han også arbejder med idéen om at få flere investorer med ombord, fordi den udvikling, man er i gang med, koster mange penge.
Videre ambitioner
Men armbevægelserne og ambitionerne på it-området rækker længere end 3D for Erick og Ingeborg. De vil gerne disrupte værktøjsbranchen generelt og satser på at skabe et Spotify for Tools – dvs. en digital handelsplads, hvor enhver kan købe fx Thürmer Tools’ patenterede tegninger til 3D-print af værktøjer.
Parallelt hermed har man for nylig indledt et samarbejde med Amazon England om test af varelevering med droner, som betyder, at kunderne har varerne et kvarter efter deres bestilling. Det er et projekt, som Erick Thürmer har svært ved at få armene ned over, og som han venter, vil medføre en markant stigning i salget.
Men forandringer – og især de digitale – kommer ikke af sig selv. Undervejs har Erick Thürmer måttet fyre hele virksomhedens bestyrelse og en god del af de ansatte – dvs. dem, der ikke kunne se mulighederne i den digitale verden.
”Jeg havde ikke brug for folk, der mente, at de vidste, hvad der ville komme, og hvad der skal til. Jeg gider ikke alle dem, der siger, at noget ikke kan lade sig gøre. Så i dag har Ingeborg og jeg flere nye medarbejdere og har i stedet sammensat et Advisory Board, hvor vi omgiver os med alt fra spirituelle rådgivere over eksperter i 3D-print til folk, vi bare finder dybt fascinerende på en eller anden måde. Og det er en ordning, der giver os den frihed og fleksibilitet, vi har brug for til at navigere,” siger Erick Thürmer og fremviser sit røde lyssværd, som han håber vil hjælpe til med at føre virksomheden ind i Star Wars-æraen, hvor fremtiden både for Thürmer Tools, TwentySeven og Danmark er lys og lykkelig.