Leisure: “Jagt er en god måde at pleje relationerne på”
Naturen har altid haft en plads i Peter Hansens liv. I mange år har fritiden været propfyldt med sejlads om sommeren – og ski om vinteren. På det seneste er en ny fritidsaktivitet kommet til, nemlig jagten, som Peter Hansen kalder ‘en god måde at networke på’. For ham handler det ikke om at gøre forretning, men om at dyrke gode relationer.
Peter Hansen arbejder noget mere end 8-16 hver dag. Som hovedaktionær og adm. direktør for Andersen & Martini bliver der lagt mange arbejdstimer i jobbet, og netop derfor er han meget bevidst om, hvad han bruger sin fritid på. Familien, hans tre sønner og de nære relationer er højt prioriteret i den tid, jobbet ikke optager.
“Når man har et job som mit, er man nødt til at prioritere sin tid, så man sikrer samvær med familie og venner. Jeg har tre store fritidsinteresser, som matcher mine prioriteter perfekt. Det er sejlads, ski og jagt. Alle tre giver plads til at dyrke familien og relationerne, samtidig med at man kommer tæt på naturen,” fortæller Peter Hansen til CXO Magasinet.
Jagt har ikke altid været en del af Peter Hansens liv. Sejlads har til gengæld fyldt meget, særligt fordi to af hans tre sønner har dyrket sejlsport på højt niveau. Fritiden har i mange år været domineret af sejlads om sommeren og ski om vinteren.
“Jeg har sejlet, siden jeg var fem år gammel, og den interesse er gået i arv til mine sønner, der har dyrket sejlsport på højt plan i mange år. Familien har kørt Europa tyndt sammen til konkurrencesejladser, mens drengene var mindre. Det gør vi ikke mere. Og så er det rigtig rart, at vi nu har jagten sammen,” siger Peter Hansen.
Relationer frem for forretning
Mange af hans venner har med jævne mellemrum spurgt, om ikke han havde lyst til at komme med på jagt. Men det var først for ni år siden, da hans næstældste søn Claus fortalte, at han ville tage jagttegn, at Peter Hansen lod sig overtale, og nu elsker han jagt.
“Jagt giver mig en god mulighed for at bevare en god kontakt til mine voksne sønner, og så er det en god måde at dyrke netværket på,” siger Peter Hansen, der ikke opfatter sig selv som en klassisk netværker.
Jagt handler for Peter Hansen selvfølgelig om networking, men han understreger, at det vigtigste er at være sammen med gode relationer. Forretningen kommer i anden række.
“Det er svært at sige, hvad det er ved jagten, der driver mig. Jeg synes, at jagt er en rigtig god måde at netværke på. Man har tid sammen med gode venner, og man møder nye relationer i en sammenhæng, hvor der er fokus på noget, vi alle sammen elsker at bruge vores fritid på, nemlig jagt. Og ja, det er også forretning, men det er jagten frem for forretningen. Og det kan jeg godt lide. Og så kan jeg godt lide rammerne og traditionerne,” siger Peter Hansen.
Jagt giver mig en god mulighed for at bevare en god kontakt til mine voksne sønner, og så er det en god måde at dyrke netværket på.

Peter Hansens foretrukne jagtgodser:
-
Store Frederikslund
Store Frederikslund Gods ligger mellem Sorø og Slagelse. Det imponerende gårdanlæg omfatter en gennemgribende istandsat fredet hovedbygning på 1.800 m2 bolig, 17 tjenesteboliger, samt 1.025 hektar ager, skov, dyrehave, og parkanlæg.
-
Pandebjerg Gods
Pandebjerg Gods ligger i Nykøbing Falster. I jagtvæsenet er ansat en skytte samt en elev, som fungerer som naturforvaltere, herunder at opdrætte og udsætte fasaner, tilse og fodre råvildt samt at vedligeholde levende hegn, remisser og biotopen generelt.
-
Gyllingnæs Gods
Gyllingnæs ligger i Odder og drives som en moderne land- og skovbrugsvirksomhed. Det totale areal dækker 906 hektar, hvoraf de 215 hektar er skov, remisser og park. Driftsgrenene omfatter udover kvægbrug, også markbrug, skovbrug og jagtvæsen. Skoven drives efter principperne om naturnær dyrkning.
-
Svenstrup Gods
Svenstrup Gods ligger ved Borup i Køge Kommune. Godset består af en hovedbygning med to sidefløje og en stald med tjenesteboliger. Hele anlægget er fredet og ligger i naturskønne omgivelser med store marker og vidtstrakte skove.
-
Johannishus Gods
På Johannishus Gods i Karlskrona råder man over en af Nordeuropas største bestande af vildsvin. Godset råder også over mere end 9.000 hektar jagtområde.

Det hænder, at man møder en jagtkammerat til et selskab eller et møde, og når man så ser vedkommende i en blå habit, bliver man nærmest helt overrasket, fordi man er vant til at se hinanden i jagttøj. Det giver ind imellem nogle sjove episoder.
Plads til en god handel
Han er dog også så meget købmand, at han ikke går af vejen for en god handel, hvis den skulle opstå undervejs. Og det er da sket flere gange, at en handel er indgået under eller i forbindelse med en jagt. Men det er nu mest de lidt kuriøse handler, der falder på plads under jagten, forklarer Peter Hansen, mens han uddyber med en af de sjove anekdoter.
“Ja, det er da sket, at jeg er ankommet til jagten i én bil og har forladt den i en anden. Jeg husker engang, hvor en af jagtkammeraterne så mig ankomme til jagten i min Range Rover. Den bil måtte han bare eje, så det måtte vi jo finde en løsning på. Det endte med, at han købte min Range Rover, og så købte jeg hans Jaguar XKR Convertible. Den var grå med beige kaleche, og da jeg kom tilbage til virksomheden, var reaktionen, at den bil ville jeg komme til at beholde, for den ville vi aldrig komme af med. Men så skete der det et par dage efter, at en kunde kom ind og sagde, at han ledte efter en Jaguar XKR Convertible med en helt særlig farvekombination. Og ja, selvfølgelig, grå med beige kaleche,” smiler Peter Hansen tilfreds.
Understrege det gode kundeforhold
”Jagt er godt til at udbygge gode relationer. For mig er det ikke et spørgsmål om salg til nye kunder, det holder ikke. Jagter er også med til at opbygge et efterhånden stort netværk, og det hænder, at man møder en jagtkammerat til et selskab eller et møde, og når man så ser vedkommende i en blå habit, bliver man nærmest helt overrasket, fordi man er vant til at se hinanden i jagttøj. Det giver ind imellem nogle sjove episoder,” fortæller Peter Hansen.
Relationer fra ‘skovbørnehaven’
Der er mange forskellige måder at holde jagter og gå på jagt på. Peter Hansen har bl.a. en lille gruppe af tætte relationer, som går på jagt sammen. Det er dem, han kalder ’skovbørnehaven’, og det er ikke kundeforholdet, men venskabet der er afgørende. Jagten med ’skovbørnehaven’ foregår spontant, og når vejret er til det. Så inviterer de hver især et par venner med, og så tager de på jagt på nogle af de store godser på Sjælland og Fyn, og indimellem går turen også til Sverige.
“Det interessante ved Sverige er, at man må jage vildsvin hele året rundt, fordi vildsvinet opfattes som et skadedyr,” siger Peter Hansen, der mest er til fuglejagt, fordi det passer bedst til hans lidt utålmodige temperament.
“Og så har jeg det faktisk lidt svært med at skyde et rådyr,” slutter Peter Hansen.