Balancen mellem regulering og vækst er tippet

Alternativet til regulering er ikke ingen regulering, men en regulering, der er rimelig og retfærdig. Og det kan man lige nu godt kalde et strategisk mål for Finansrådet, hvor man mener, at balancen er tippet, at reglerne er blevet alt for mange og rimeligheden gået fløjten efter nogle år i halen på finanskrisen, hvor internationale og nationale lovgivere og myndigheder har været ved at falde over hinandens ben for at udstede regler til styrkelse af den finansielle stabilitet.

Lige nu forsøger man i Finansrådet, sammen med den øvrige finansverden i Danmark, at råbe lovgivere og regelryttere op. I første omgang arbejder man på at få sat en stopper for dele af det seneste udspil fra Basel-komitéen. For i takt med, at Basel I er blevet til Basel II, siden III og nu med IV på vej, bliver det stadig mere tydeligt, at så detaljeret og omfattende en regulering ikke kan fungere på internationalt plan, uden at det rammer skævt.

”Diskussionen handler ikke om regler eller ej. Og det er også fint med en komité, der udstikker globale regler med et erklæret mål om at styrke kapitalbeholdninger. Men udspillet til den aktuelle reguleringsrunde – Basel IV – viser klart, at en ’one-size-fits-all’-løsning ikke duer. Dele af de kommende regler går ganske enkelt for vidt. I hvert fald har de den mærkværdige egenskab, at de straffer noget af det, der i Danmark er mindst risiko ved, nemlig boliglån, samtidig med at de indirekte kommer til at begunstige det at tage store risici,” siger Ulrik Nødgaard, direktør for Finansrådet.

Han mener, at reguleringen nu er blevet til overregulering. Finanssektoren har siden krisen polstret sig i flere omgange i takt med implementeringen af Basel III og ekstra danske regler. Men nu vil de krav, Basel-komitéen aktuelt arbejder på, medføre, at de finansielle institutioner skal polstre sig endnu mere – i en grad, der hverken er rimelig eller hensigtsmæssig, set med danske øjne. I et fælles dansk høringssvar til Basel-komitéen peger tre finansielle brancheorganisationer, Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet, således på, at forslaget, der ligger på bordet, rummer trusler på flere planer.

”Konkret frygter vi, at man vælger at indføre et permanent kapitalkravsgulv, baseret på en standardmetode. Sådan et gulv vil fuldstændigt kappe forbindelsen mellem risikoen, kapitalkravet og dermed prisen på boliglån. Priserne vil stige betydeligt, hvilket vil få ganske alvorlige konsekvenser for boligejere og virksomheder, for hvem lån med pant i fast ejendom spiller en kæmpe rolle i deres økonomi,” lyder det fra Finansrådets direktør.

Små tab og mindre polstring

På længere sigt vil kravet også udgøre en trussel mod den nordiske bankmodel, hvor lavrisikolån holdes på institutternes balance. Det vil give incitamenter til, at institutterne søger over i lånekategorier med større risiko og afkast, der bedre afspejler kapitalkravene – eller alternativt letter deres balance for lavrisikolån.

Ulrik Nødgaard peger på, at Danmark og flere andre europæiske lande grundlæggende har indrettet deres boligmarkeder sådan, at tabene på boliglån er meget små. Som reglerne er i dag, betyder lån med lave tab, at bankerne ikke skal hensætte så meget kapital til tab på disse aktiviteter. Det er et snusfornuftigt princip, synes han, og ser derfor et stort problem i, at de nye regler siger: ’Det kan godt være, at I har lave tab, men I skal alligevel reservere kapital, som om lånet er væsentligt mere risikabelt, end det faktisk er.’

”Tiden er kommet til, at man må indrette reglerne, så de tager højde for de forskellige vilkår i de forskellige lande. Vi argumenterer for, at de foreslåede risikovægte for lån – sikret med pant i fast ejendom, for eksempel realkredit – reduceres betydeligt, så de kan indrettes efter forholdene i lande med gode rammevilkår for en sådan långivning. Hvis der ikke kan dokumenteres holdbare, lave tabsrater, baseret på gode rammevilkår, bør myndighederne lokalt hæve risikovægtene af hensyn til den finansielle stabilitet,” siger Ulrik Nødgaard.

Konsekvenser skal tydeliggøres

I forsøget på at blive hørt de rette steder sidder Finansrådet og de øvrige finansielle brancheorganisationer lige nu og regner præcist på de konsekvenser, som udspillet til Basel IV vil få i første omgang for sektoren og i næste omgang for boligejerne, virksomhederne og samfundet som helhed. Foreløbig har man regnet sig frem til, at det vil koste de finansielle institutioner tilsammen 85 mia. kr. i ekstra kapital. Det svarer til 12.500 kr. årligt for den enkelte boligejer.

”Vi tror, at det vil gøre indtryk på lovgiverne og Basel-komitéen, hvis vi kan dokumentere det samlede negative samfundsøkonomiske regnskab, som jo rummer et lavere forbrug og en mindre økonomisk vækst,” siger Ulrik Nødgaard.

Han understreger, at dele af den nye regulering giver god mening. Fx forslaget om at gøre bankernes modeller mere sammenlignelige. Dette og andet er man i sektoren med på. Men det ensartede regelsæt for finansielle institutioner i alle lande er man altså ikke med på. Bl.a. fordi Danmark nationalt har været langt fremme i forhold til at sikre sektoren oven på finanskrisen, så den derfor ikke alene er meget robust, men også langt hen ad vejen er på plads i forhold til de kapitalkrav, som Basel III medførte, og som er ved at blive indfaset.

Vækst og regulering hænger sammen

Spørgsmålet om regulering, eller rettere: hvor meget regulering, er grundlæggende også et spørgsmål om, i hvor høj grad lovgivere og myndigheder ønsker at understøtte væksten. Balancen er hårfin, mener Ulrik Nødgaard og peger på, at hvis nye regler bliver så stor en udfordring for mindre og mellemstore pengeinstitutter og realkreditinstitutter, at de ikke kan fremskaffe den fornødne ekstra kapital, kan det hele blive et problem af bredere karakter, fordi det ofte er dem, der yder lån til mindre og mellemstore virksomheder, hvor den største jobvækst er.

”Hvis mange pengeinstitutter og realkreditinstitutter ikke kan låne ud i samme grad som tidligere, vil det uundgåeligt påvirke væksten i erhvervsliv og samfund negativt,” siger finansdirektøren.

Optimismen skal tilbage

Situationen er dermed kritisk. For i forvejen kæmper Danmark med at komme helt ud af det boblende kølvand efter krisen, som Nødgaard ser det:

”Vi må konstatere, at Danmark er kommet moderat – negativt forstået – ud af finanskrisen, dvs. med en meget beskeden vækst. Forbrugerne er stadig temmelig forsigtige. Jeg har ikke løsningen i lommen, men vi skal på en eller anden måde have optimismen tilbage. Og med alt det, der sker i verden – politisk og økonomisk, overregulering, disruption, digitalisering osv. – kan det lige nu være svært at se, hvor den optimisme skal komme fra.”

I den finansielle sektor mærkes stilstanden i Danmark via både private og erhvervslivets meget lille lyst til at låne penge.

”Vi er meget påvirkede af, at låneefterspørgslen er så lav, som den er. Det betyder, at vi faktisk sætter penge til på hele indlånsdelen. Og i kombination med, at vi har negative renter, lægger det et klart pres på indtjeningen i sektoren,” siger Finansrådets direktør og konstaterer på den anden side, at mange SMV’er klager over, at de får nej fra banken til at låne penge:

”Jeg noterer mig, at nogle klager. Men man kan heller ikke komme udenom, at bankernes risikobevidsthed i kølvandet på finanskrisen er blevet styrket. Omvendt kan man også sige, at den tilgang til långivning, der var lige op til finanskrisen, måske heller ikke var det normale. Der var man meget ivrige efter at låne ud. Nu skal vi finde den nye normal. Og så er vi tilbage ved balancen mellem regulering og vækst,” slutter Ulrik Nødgaard.