Sikker online handel for virksomheden

Risici og sikring af digitale transaktioner ved online handel handler i høj grad om godt gammeldags købmandskab kombineret med nutidens teknologiske muligheder.

Den ene dag hører man om kraftig vækst i handel via internettet, og om hvordan flere virksomheder gør væsentlige dele af den forretningsmæssige interaktion med kunderne elektronisk via forskellige selvbetjeningsløsninger. Den næste dag kan læses om, hvordan virksomhederne bliver snydt og får økonomiske tab, når kunderne eksempelvis betaler med stjålne kreditkort eller på anden måde får gennemført ordrer uden tilhørende betaling.

Fra myndighedernes side har der været et naturligt fokus på beskyttelse af kunderne, mens regler om beskyttelse af virksomhederne har været yderst begrænset. Dette har medført, at udbud af forskellige muligheder for forsikring, som under nogle givne forsætninger kan kompensere dele af virksomhedens økonomiske tab, er opstået.

Nets har som kortindløser opstillet nogle gode råd til virksomhederne, som fokuserer på godt gammeldags købmandskab med vurdering af kundens oplysninger og kundens adfærd som eksempelvis ”kend din kunde”.

  • Passer kundeoplysninger med de registrerede oplysninger på leveringsadressen? Foretag yderligere verificering af kunder, der anvender C/O leveringsadresser og/eller gratis e-mailadresser (hotmail, gmail osv.).
  • Passer IP-adresse med leveringsadressens geografiske placering? Fokus på bestillinger fra lande, som virksomheden ikke normalt handler med.
  • Hvordan er kundens adfærd? Bestilles meget dyre varer, en meget stor ordre, samme produkt flere gange, bestilles varerne om natten, til hastelevering eller bestiller samme kunde mange ting over en relativ kort periode etc.
  • Kundens betaling. Kunde ønsker opdeling af betaling på flere kortnumre eller har mange afviste transaktionsforsøg i forbindelse med ordren.
  • Ovenstående er forhold, som kan indikere svindel – og derved et potentielt tab for virksomheden.

    Nogle af de mere avancerede e-handelsløsninger har mulighed for at forebygge mod ovenstående, men alt er baseret på identifikation af mønstre, som virksomheden eller betalingsformidleren kender, og kan ikke erstatte godt gammeldags købmandskab.

    Ved valg af betalingsløsning bør virksomheden vælge en løsning, som understøtter 3D Secure. 3D Secure tilføjer et ekstra sikkerhedstrin til betalingsforløbet, da kunden modtager en éngangskode på sms, som skal indtastes lige efter, kunden har indtastet sine kortoplysninger. Når en betaling er gennemført med 3D Secure, er det kortets udstedelsesbank, der påtager sig risikoen for svindel, og ikke din virksomhed.

    Er virksomheden i tvivl om kundens og ordrens validitet, bør virksomheden – uanfægtet af, at der er tale om digitale transaktioner – gøre noget ekstra inden handlen gennemføres, eksempelvis:

    • Sende ordrebekræftelse på email og bede om bekræftelse retur.
    • Ringe til kunden på det oplyste telefonnummer.
    • Bede om forudbetaling ved kontooverførsel, MobilePay, Swipp eller betaling med kort med 3D Secure el.lign.

Kend din kunde:

  • Verificér kundens oplysninger
  • Hold øje med kundens ordre- og betalingsadfærd

Er du i tvivl – så bed om forudbetaling med betalingsmidler, der ikke kan gøres indsigelse mod.

Kontakt

Claus Hartmann Lund
Partner, IT Risk & Assurance
Tlf: +45 3945 3089
Email

Følg PwC

LinkedIn
Twitter
Facebook
Youtube