Ejerlederens evige kamp mellem CPR og CVR

Jeg er aldrig blevet sur på Bel Air. For det ville jo ikke nytte noget. Jeg vidste jo godt, at min mor aldrig ville opgive sit arbejde, uanset hvad jeg sagde. Men jeg er da blevet sur på hende over hendes prioriteringer. Men hvilket barn er ikke det?

Ordene kommer fra Camilla Hessellund Lastein på 22 år, Susanne Hessellunds ældste datter. Da hun var tre måneder gammel, var hun med sin mor på arbejde. Det er i sig selv ikke ualmindeligt, men det er nok de færreste, der får deres første tur i en helikopter i den alder.

”Jeg havde lige fået mit certifikat og brændte for at blive offshore-pilot. Det kræver 1.000 timer under propellen, men der var ikke noget træningsarbejde at få. Så jeg fik en erhvervsmand til at investere i en lille helikopter, som jeg brugte til rundflyvninger, turistture og den slags. Det var starten på Bel Air i 1994, og ja, jeg måtte som så mange andre tage barnet med på arbejde, når jeg ikke kunne få hende passet,” husker Susanne Hessellund.

Så lille Camilla var med ude at flyve. Mere end én gang. Men det var ikke et udtryk for, at karrieren og virksomheden var vigtigere end barnet. Tværtimod.

”Jeg ville jo allerhelst være sammen med hende så meget som muligt. Sådan har jeg det da stadig med alle mine børn. De skal prioriteres – og føle sig prioriterede. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne for at være sammen med dem, når de har brug for hjælp eller støtte. Det har jeg altid gjort, og så er Bel Air andenprioritet. Men ellers er virksomheden ofte førsteprioritet,” siger Susanne Hessellund.

Familievirksomheden

På Bel Airs adresse på Vestre Lufthavnsvej i Esbjerg er der et legerum, indrettet af Susanne Hessellunds 12-årige datter, Julie. Det er udstyret med Playstation 4, Xbox, fodboldbord, sofa, fladskærm, læsestof og anden relevant underholdning til børn fra de er fem år og opefter. Det er en opfordring fra direktøren til virksomhedens medarbejdere om at tage deres børn med på arbejde, hvis det kniber med at få dem passet. Ligesom hun selv gjorde og stadig gør.

”Det har altid været afgørende for mig at skabe stabilitet omkring mine børn, så de føler, at de kan regne med mig. Og et halvsløjt barn vil gerne være tæt på sine forældre. Så der er rigtig mange medarbejdere, der tager deres børn med på arbejde, når det passer ind i deres arbejdsrytme og familieliv. Eller også kommer de forbi efter skole og sidder og laver lektier dér, indtil de kan følges hjem med mor eller far. Det, tror jeg, er rigtig godt for både børn og forældre,” siger Susanne Hessellund.

Hun understreger, at børnene naturligvis skal være ’selvkørende’, så indeklimaet forbliver en arbejdsplads og ikke en børneinstitution med skrig og skrål, men at de i øvrigt har fri adgang til køkkenfaciliteterne. Men det er også hendes faste overbevisning, at man godt kan blande familie og arbejde i én stor pærevælling, uden at nogen kommer til at lide under det. Der skal bare være helt klare rammer og skarpe prioriteringer – og de skal være tydelige for alle.

”Mine medarbejdere ved godt, at der skal være en rigtig god grund til at ringe til mig mellem klokken seks og otte om aftenen. For det er børnenes tid. Og samtidig er mine børn også udmærket klar over, hvornår jeg er 100 procent på arbejde. Men det er da klart en balance, jeg har været nødt til at øve mig i og kommunikere løbende,” siger Susanne Hessellund, der eksempelvis måtte have direkte besked fra sine børn om ikke at tale i telefon hele tiden, når hun var til gymnastikopvisning eller fodboldkamp.

Iværksættergenerationer

Susanne Hessellund er selv ud af en mere traditionel familie med fire søskende, en hårdtarbejdende far og en mor, der gik hjemme, mens børnene var små. Og hun husker det som en luksus, at hun ikke behøvede at tilbringe hele dagen i en institution, men havde mulighed for at komme tidligt hjem og være sammen med familien.

”Derfor har vi altid haft ung pige i huset, der mere eller mindre har boet hos os. Min tidligere mand har også altid arbejdet meget, både professionelt, politisk og i det lokale foreningsliv, så vi har haft brug for én, der kunne hente og bringe børnene og hjælpe med det praktiske. Det har altid været meget vigtigt for mig, at børnene har en god og stabil hverdag,” fortæller Susanne Hessellund.

Den seneste af pigerne i huset har været hos familien i 11 år og har gennemført en HF og en pædagoguddannelse undervejs. Desuden har Susanne Hessellund prioriteret at bo helt tæt på sine søskende og forældre, så der altid har været familie i nærheden til at hjælpe og være sammen med børnene, når Bel Air ikke sjældent trak hende ud af familiens skød på skæve tidspunkter og i mange timer. Og det har fungeret, er også direktørens ældste datter enig i.

”Jeg og mine søskende i øvrigt er meget selvstændige. Og vi har også en masse krudt i røven,” griner Camilla Hessellund Lastein, der selv droppede ud af Handelshøjskolen for at stifte virksomheden Lix, der for nylig modtog ’Den Gyldne Hat’ ved uddelingen af årets ”Ivækstpriser” for at være den virksomhed med det største internationale potentiale.

”Min mor har altid inspireret mig til selv at tage styringen; at få et arbejde i et bageri, lære at spare op og klare mig selv. Og det er jeg vildt glad for. Min mor har altid været den faste klippe derhjemme, som man kunne komme til, når det hele ramlede. Men vores barnepiger har da også skulle lægge øre til meget om stort og småt i vores hverdag. Og det har helt sikkert krævet en del af dem,” smiler den 22-årige iværksætterdatter.

Kvalitetstid

Susanne Hessellund ved godt, at der er ting, hun er gået glip af i børnenes opvækst. Naturligvis. Men hun nægter at have et liv, hvor hun ikke kender sine børn ordentligt. Og så må man jo prioritere:

”Mindst én dag om året er jeg afsted med hvert barn alene, hvor vi tager ud og laver noget, de har bestemt. Mindst én til to uger om året holder alle seks børn med kærester og jeg ferie sammen. Og så tager jeg hvert af børnene med på en forlænget weekend én gang om året, så jeg også har dem på tomandshånd i længere tid,” fortæller Susanne Hessellund.

Bel Air får rigtig meget af den øvrige tid, men det gør ikke så meget, når ejerlederen både tilpasser sit liv og endda indretter sit hjem, så virksomheden kan være en del af familien.

”Vi har indrettet et centralt værelse i huset, hvor vi kan samles, selvom vi laver forskellige ting. Det betyder, at jeg kan sidde og arbejde, mens drengene spiller Playstation, og pigerne laver lektier. Jeg vil gerne have, at vi er samlet. Også når vi arbejder,” siger Susanne Hessellund.

Og når hun kan slippe Excel-arket for en kort bemærkning og slå Jakob og Frederik i Fifa eller hjælpe Julie med den tyske grammatik, så gør hun gerne det. Camilla og Louise er flyttet hjemmefra, Malene på 19 år er snart på vej. Bel Air bliver boende noget tid endnu, selvom ejerlederen, trods sine kun 47 år, på bestyrelsens opfordring har taget skridt mod både generationsskifte og en virksomhed, der er uafhængig af hendes tilstedeværelse.

”Jeg opfordrer mine børn til at finde noget, de brænder for og så give sig 100 procent hen til det. Og det kunne da være fantastisk, hvis nogen af dem ville overtage Bel Air efter mig. Men jeg brænder stadig for at bygge virksomhed. Og for at være sammen med mine fantastiske børn,” siger Susanne Hessellund.