En usædvanlig fighter er nu på vej til sit andet OL

Som lille løb Stine Holtze Nielsen ind og gemte sig under sin seng, når hendes forældre holdt jagt i skoven udenfor deres hus. Hun var bange for de høje skud og stak fingrene i ørerne og blev liggende under sengen, til jagten var forbi. 18 år senere stillede hun op i skydning for Danmark til OL i London i 2012.

Den 24-årige fynbo mener selv, at det var storesøsterens valg om at gå til skydning, der gjorde, at hun som otteårig trodsede sin frygt og selv begyndte til skydning.

”Hun skulle da ikke tro, at jeg ikke turde, når hun gjorde,” som hun siger.

Det var en stolt lille Stine, der den dag kom hjem med sin første skydeskive. Og fra da af var det helt slut med at være skudræd.

Frem til teenageårene var skydning bare en hobby for Stine Holtze Nielsen. Men i 2008 begyndte hun på en idrætshøjskole, hvor hun fik skydning som hovedfag. Og her gik det op for både hende selv og dem omkring hende, at hun havde et særligt talent. Langsomt begyndte drømmen om OL at tage form. Da højskoleopholdet var ovre, sagde hun til sine forældre, at hun gerne ville skifte til en anden klub og have en personlig træner, så hun kunne blive god nok til at komme med til OL.

”Mit mål var at få mere erfaring. Jeg ville gerne ud og deltage i konkurrencer, og jeg ville rigtig gerne på landsholdet,” fortæller hun.

Hendes træner blev Axel Larsen, der havde stor erfaring med at træne unge skytter. Og han blev et vendepunkt for Stine Holtze Nielsen, både på det sportslige og personlige plan.

”På det tidspunkt havde jeg et meget voldsomt temperament, og det var rigtig dårligt for min skydning. Men Axel fik mine øjne op for, hvilken effekt det havde, når jeg tabte besindelsen, og han lærte mig at styre det,” siger hun.

Samtidig oplevede hun 100 procent opbakning fra træneren, uanset hvordan det gik. Og det opbyggede hendes selvtillid.

”Lige meget hvordan mit humør var, eller hvordan jeg skød, så bakkede han mig op. Og jeg kunne ringe til ham 24 timer i døgnet, hvis der var noget, jeg havde brug for at tale om. Det betød rigtig meget for mine resultater, at jeg lærte at slappe af i stedet for at køre mig selv op,” fortæller Stine Holtze Nielsen.

Vinder for træneren

Halvandet år efter hun var begyndt at træne med Axel Larsen, blev Stine Holtze Nielsen juniorverdensmester. Og to år senere kom hun med til OL i London, hvor hun blev nummer 9 i 10-meter riffel, og nr. 11 i 50-meter riffel.

”Det gik kun én vej, mens jeg trænede med Axel Larsen, og det var fremad. Nogle gange gik det lidt stærkt, men det var en fantastisk følelse,” fortæller hun.

Men ikke engang et år efter OL i London fik Stine Holtze Nielsen en chokerende meddelelse: Hendes træner havde kræft. Han døde i november samme år.

”Det var simpelthen så hårdt. Jeg vidste godt, hvor det bar henad, men jeg nægtede at se realiteterne i øjnene,” husker hun.

”Vi havde et meget tæt bånd, og han var nærmest som en bedstefar for mig, så det var ekstremt svært pludselig at skulle undvære ham. En uge efter han var død, skulle jeg til en meget vigtig VM-udtagelse, og det var forfærdeligt, at jeg ikke kunne ringe til ham eller spørge ham til råds,” siger Stine Holtze Nielsen.

Hendes far trådte til som træner i stedet. Han havde hele tiden været med på sidelinjen, og selv om han havde lært en masse af Axel Larsen, var det på ingen måder det samme.

”Jeg tænkte på Axel hele tiden, når jeg skød, og jeg manglede ham hele tiden. Både i forhold til at dele mine succeser med ham og spørge ham til råds, når jeg havde problemer,” siger Stine Holtze Nielsen. Hun er stadig ikke ovre trænerens død. Og hver gang hun vinder en medalje, dedikerer hun den til ham.

”Det var svært for mig at fokusere på at skyde uden samtidig at fokusere på ham. Og jeg er stadig ikke kommet mig helt ovenpå hans død. Jeg savner ham hver dag, og jeg deler altid mine glæder med ham. For det er i høj grad hans fortjeneste, at jeg er kommet hertil, hvor jeg er,” fortæller Stine Holtze.

”Jeg vinder stadig medaljerne til ære for ham. Og sådan tror jeg, det kommer til at være langt ud i fremtiden.”

Et år efter trænerens død blev Stine Holtze Nielsen selv ramt af alvorlig sygdom. En morgen blev hun pludselig følelsesløs i højre arm, og hendes hjerte bankede voldsomt, som om hun havde løbet meget stærkt eller var nervøs, og det trykkede for hendes bryst. Hun kaldte på sin mor, der var i rummet ved siden af, og sagde, at hun havde det skidt. Og mens hun talte med moderen, gav hendes højre ben efter, og hun sank sammen på gulvet.

”Min højre arm hang bare slapt nedad siden, og jeg havde problemer med at tale. Så jeg vidste godt, at den var gal,” husker hun.

Blodprop i hjernen

Moderen ringede 112 med det samme. Og mens hun og Stine ventede på ambulancen, begyndte Stines syn at forsvinde.

”Det var simpelthen så væmmeligt! Jeg holdt min venstre hånd helt op til ansigtet, men jeg kunne slet intet se, og da ambulancefolkene kom, kunne jeg bare høre to mænd, der talte med min mor og nævnte ordet blodprop flere gange. Da blev jeg for alvor nervøs,” fortæller hun.

Minutterne i ambulancen til hospitalet føltes som timer for Stine Holtze Nielsen, der på den ene side var bange for, hvad der var i vejen, og på den anden side var bekymret for sin mor, der kørte i bilen bag ambulancen og ikke anede, hvad der foregik.

På hospitalet ventede læger og sygeplejersker, og hun fik blodfortyndende medicin og blev både MR- og CT-scannet. Samtidig blev det slået fast, at der var tale om en blodprop i hjernen.

”Det eneste, jeg tænkte på, var, om jeg kom til at skyde igen,” siger Stine Holtze Nielsen og fortæller, at tanken om, hvorvidt det var noget, hun kunne dø af, kun var en fjern stemme i baghovedet. Det vigtigste var hendes sport.

”Jeg havde lige vundet en kvalifikationsplads til OL i Rio, og jeg kunne slet ikke bære tanken om, at jeg muligvis ikke kunne komme med på grund af blodproppen. Jeg havde en masse ubesvarede spørgsmål, og jeg var meget bange,” fortæller hun.

I løbet af de kommende tre dage vendte Stine Holtze Nielsens syn tilbage, og hun begyndte på genoptræning og udredning. Det var en frustrerende tid for hende.

”Jeg følte ikke, at der var noget galt med mig, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig skulle skrive mit navn eller tælle baglæns fra hundrede, for det mente jeg sagtens, jeg havde styr på. Men da jeg så begyndte på det, kunne jeg godt mærke, at det var svært for mig at koncentrere mig. Og helt simple ting som for eksempel at tegne en firkant eller huske mit personnummer var svært,” fortæller hun.

Stine Holtze Nielsen fik aldrig noget svar på, hvorfor hun som elitesportsudøver fik en blodprop i hjernen i en alder af blot 24 år. Men det skulle vise sig, at hendes forudgående træning hjalp hende gevaldigt i kampen for at genvinde sin styrke og sine evner.

”Jeg havde gået nogen tid hos en sportspsykolog, som havde hjulpet ’Skyde-Stine’, og som også hjalp mig med at tage en dag ad gangen. Det blev lidt som en anden slags konkurrence, jeg skulle træne mig op til, og det hjalp mig med at finde fokus,” fortæller hun.

Tilbage efter en uge

Blot en uge efter blodproppen stod Stine Holtze Nielsen atter på skydebanen.

”Det var sindssygt,” griner hun. Men der lå vigtige udtagelser til EM kort forude, og hun ville tilbage. Så hun tog en luftmadras med til konkurrencen og hvilede sig på den, når hun ikke skød.

”Jeg ville vise overfor mig selv, at jeg ikke bare giver op. Og selv om jeg var træt og uklar i hovedet, skød jeg bedre, end jeg havde håbet. Og jeg endte da også med at blive udtaget. Det var en kæmpe lettelse. Og det var rart for mig at vide, at jeg var blevet udtaget på grund af min skydning og ikke på grund af medlidenhed,” siger hun.

I dag føler Stine Holtze Nielsen selv, at hun nærmer sig den form på 100 pct., hun var i før blodproppen. Hun kæmper dog stadig med psykiske mén, og hendes højre arm er endnu heller ikke sig selv. Men hun er fuld af fortrøstning. Og med god grund. For hun har netop fået besked om, at hun er blevet udtaget som en af Danmarks skytter ved OL i Rio 2016.